Brugges kaniner

Brugge i Belgien er en dejlig by.

Der var lige rigeligt med turister. Det kan man jo principielt ikke mene, når man selv er en del af horderne. Men vi tilhører vist de forkælede paradoks-turister, der synes, det er helt fint selv at være afsted på ferie i udlandet, men egentlig gerne ser, at de fleste andre bliver hjemme, så vi kan have det hele nogenlunde for os selv ...

Prisniveauet var et chok efter billige Normandiet, men sikkert ikke urimeligt. Afspejlede bare den evige sandhed om udbud og efterspørgsel.

Vejret var næsten for godt. Det kan man ikke klandre byen, men varmen tog lige toppen af foretagsomheden. Så vi så ikke helt så meget, som Fruen måske havde tænkt sig.

Løsningen kunne være at komme tilbage engang, uden for højsæsonen.

For trods mit indledende brokkeri er Brugge altså en dejlig lille by. Ikke helt lille bitte, men den historiske bymidte er på praktisk vis afgrænset af kanaler, så det næsten er umuligt at blive væk.

Byen er gammel, oprindeligt en hansestad, fyldt med smukke bygninger, vedligeholdt og velholdt.

Gemalen havde fundet et alternativt hotel på nettet. En flodpram.

Det, syntes vi begge to, var så sjovt, at det skulle være en overraskelse til Donnaen, når vi ankom. Donnaen viste sig dog noget forbeholden. Faktisk var det først efter første nat, at hun helt overgav sig, slappede af og endte med at synes, det var lige så sjovt, som vi gjorde.

Det var nemlig sjovt. Vi havde fået hele forstavnen. Nok det største værelse overhovedet med god plads til os alle tre og et overraskende stort badeværelse med både brusebad og badekar. Ude på kanalen sejlede pramme og lystbåde forbi og sendte små vuggende bølger ind under os. Morgenmaden blev indtaget en etage længere nede, og det var altid lidt spændende, om bølgerne ville sende skvulp ind gennem vinduerne, der stod åbne i varmen. Det gjorde de ikke, bølgerne, men det var ret tæt på en enkelt gang.

Sproget er også sjovt. Ikke fordi jeg forstår et kvidder talt flamsk, men fordi det er så sjovt at prøve at læse, at der næsten går sport i det. Så får Donnaen første forsøg, før Gemalen og jeg quizzer med.

Man skal dog kende sine begrænsninger. Som da vi var ude at spise på en skøn restaurant ude på landet på den anden side af den lille by Damme. Jeg var i bøf-humør og sad og kiggede på steaks på menukortet. Steak-dit og steak-dat. Mærkværdigvis mente jeg pludselig, at jeg var nødt til at spørge i stedet for bare at kaste mig ud i det. Heldigt nok. For mens steak-dit rigtigt nok var belgisk kødkvæg, så var steak-dat - uagh - ål!

I selve Brugge var vi blandt andet på kanal-tur. En god måde at se en hel masse på. Og man burde være udstyret med kamera i panden, for der er så mange smukke ting at tage billeder af. Men jeg sad bare og glanede og tog ikke et eneste ...

Vi var ikke ikke inde ret mange steder, men tullede mere rundt i gader og stræder, eller sad på bænke under skyggefulde træer og fladede ud i varmen. En enkelt gang lod jeg Donnaen og Gemalen sidde, mens jeg selv gik en tur ind i den meget specielle begijnhof. Et helt lukket område, oprindelig grundlagt i det 12. eller 13. århundrede, hvor korstog og krige gjorde, at mange kvinder stod uden mandlig beskyttelse og derfor søgte sammen i selvforsynende, trygge fælleskaber. Fællesskaber, hvor de vel at mærke ikke skulle give afkald på deres jordiske besiddelser som i et kloster. Brugges begijnhof består primært af fine gamle, hvide bygninger omkring en lukket gård, og når man træder ind gennem porten, er det som at træde ind i en anden verden. Stille og tyst er der. Mange steder er der små skilte med, at man skal opføre sig afdæmpet og ikke betræde græsset i midten af pladsen. Begge dele respekteres.

Den sidste aften insisterede Gemalen på at gå over på den anden side af kanalen for at tage billeder af prammen, hvor vi boede. Der var en gang- og cykelsti og et grønt, uplejet område med græs, krat og småbuske. Pludselig puslede det, og ud af øjenkrogen anedes en bevægelse. En lille kanin sad måske bare fem meter fra os og kiggede. Og mens Donnaen var ved at gå i bro over, hvor sød og nuttet den var, dukkede der én mere op. Og én til og én til. I løbet af et øjeblik talte vi flere end femten. Den ene mere nuttet end den anden. Donnaen gik nærmest baglæns hjem, og spørger man hende, så er det kaninerne, hun husker Brugge for ...

Flamsk er slet ikke svært ...