fredag den 18. maj 2012
Holdt skansen kørende
Nej, jeg holdt ikke fri.
Jeg holdt skansen kørende.
Det var det, han sagde, Verdensfirmaets yngste tekniker. Da det blev klart, at jeg var den eneste bortset fra piccolinen, der ikke holdt fri fredag efter Kristi Himmelfartsdag.
- Så må du holde skansen kørende!
Hvormed han leverede det nyeste bud på underlige forkludrede metaforer. At han ikke selv kunne høre, at der var noget galt, var helt tydeligt. Og da han i forvejen havde haft en jævnt dårlig dag, pointerede jeg ikke, at han vrøvlede, men nikkede bare bekræftende. Og tænkte mit ...
Så det gjorde jeg. Holdt skansen kørende.
Ganske mutters.
Og jeg nød det.
Altså, ikke at arbejde, mens cirka 95% af befolkningen holdt fri. Men den ro det gav. Ro til at fordybe mig i projekter, som kræver bare et minimum af koncentration. Noget jeg sjældent får i ret lang tid ad gangen på almindelige arbejdsdage. Hvilket så igen kan bringe mig faretruende tæt på det røde felt.
Jeg blev kun afbrudt af fragtmænd og pakkebude et par gange. Og telefonen var stort set tavs. Om eftermiddagen kom piccolinen, men hun skulle sætte så meget på plads, at hun var godt beskæftiget uden min indblanding i flere timer.
Så jeg havde ro til at få ordnet en hel masse hængepartier.
Og jeg ordnede og regerede. Stemte af og balancerede. Og var noget så effektiv.
Mens jeg funderede på, om det virkelig er sådan, jeg helst vil arbejde. Stort set isoleret fra alt og alle?
Det er det ikke. Det er trods alt sjovere med selskab og nogen at snakke med. Nogen at afbryde og selv blive afbrudt af. Nogen at dele fredagsbasser og fødselsdagskage med.
Men det ville på den anden side også være superskønt en gang i mellem at arbejde uforstyrret, mens resten af arbejds-Danmark holder fri.
Bare ærgeligt, at jeg også godt vil holde fri, når resten af familien har fri ...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
10 kommentarer:
Hahahaaaaa.. Ja nogen skal jo holde skansen kørende mens hjulene drejer i cirkler.. :-)
Åh, du godeste. Hvad bliver det næste? At det bliver en godkendt metafor? Nogen burde have slag for virkelig dårlig sprogbrug... :-)
Åh, jeg elsker metaformix - de er virkelig underholdende.
Hvis du har det så godt med en fredelig arbejdsdag,men ikke vil have det altid, var det så ikke en ide at arbejde hjemmefra en gang om ugen, som jeg gør?
Med én supereffektiv dag kan man bedre klare resten af en hovedbanegårdslignende uge.
Det var lidt trist at læse indlægget før dette. Håber du finder den løsning på det, som passer allerbedst til lige dig.
Jeg har prøvet lidt det samme (eller ... det ved jeg jo i virkeligheden overhovedet ikke, om jeg har), men bare det at få det talt ud af systemet til dem, der gad høre på mig, hjalp mig næsten helt igennem det.
Pøjpøj fremover.
Ikke like lett å holde skansen kørende.
HI hi.
Men du holda skansen, forsto jeg.
Ha en deilig weekend.
Mormor på klagemuren
Hihi, herligt skrevet - ja, nogen skal jo holde skansen kørende :-)
God lørdag i det midtjyske.
Skanser på hjul ville jo på det nærmeste kunne omskrive historien om slaget ved dybbøl - tænk hvis de stakkels landsoldater kunne have taget skanserne med sig?
Jeg har intet imod at arbejde når resten af landet holder fri, for jeg nyder at holde fri nogle få dage, når resten af landet er på arbejde. Man kan nå så mange af de der ting, der ellers ikke er mulige fordi man arbejder samtidig med banker, læger, tandlæger og alt det andet.
Der er tit en helt særlig stemning, når der ikke er ret mange på job. Og så kan man jo altid holde skansen kørende, når man nu alligevel er der.
Et miks af stille dage og hurlumhejdage er vel også det bedste?
De der roden rundt i vendinger - de er sjove at høre på!
Inge: Ja, og alle de, der har fri, kan feje foran deres glashuse ;-)
Øglemor: Det bliver næppe godkendt som andet end vrøvl. Og hvis der skal uddeles slag for det, som Ellen kalder metaformix, så er der rigtig mange, der skal have slag!
Ellen: 'Metaformix', nu kan jeg godt huske, at det var det, du kaldte det. De er sjove, jeg begriber bare ikke, at folk ikke selv kan høre, når det går helt galt?!
Mht. sidste indlæg; lige nu venter jeg - og håber det bedste. Tror på, at det vil hjælpe at 'læsse af'. Og tak :-)
Mormor: Ja, jeg holdt skansen - og den kørte ingen steder ;-) Tak og god næste uge til dig.
Madame: Ja,nogen skal jo holde skansen kørende, ellers ville der hurtigt komme is på køerne ;-)
Overlever: Ved ikke, havde de stakkels soldater ikke rigeligt at gøre med at slæbe på kanonerne?
Du har fuldstændig ret i, at man kan få udrettet en hel masse i relation til tandlæger og offentlige kontorer og meget mere ved at have fri på en hverdag. Men jeg vil jo også gerne have fri, når Pigebarnet har fri, og da hun i forvejen har flere fridage end jeg, synes jeg, at det kniber med at arbejde på hendes fridage og så tage fri på hendes skoledage.
Susanne: Ja, det er tit hyggeligt på en anden måde, hvis man kun er ganske få på arbejde.
Kong Mor: Jo et miks er helt fint. Kan dog mærke, at jeg pt er mest til de stille dage.
Ja, meget sjove! Men jeg synes alligevel det er mærkeligt, når den vrøvlende overhovedet ikke selv er klar over det!? Jeg vrøvler da også, men opdager det da for det meste - tror jeg nok :-/
Send en kommentar