Vaskemaskine på flugt

 

Vaskemaskinen har pludselig opsagt det gode samarbejde.

 

Meget upraktisk, for den slags sker jo sjældent, når man ikke skal bruge den.

 

Og det sker selvfølgelig heller ikke inden for almindelig åbningstid, så nu må jeg vente til i morgen med at fejlmelde den. Har checket hjemmesiden, men online-servicebestillingen er også i udu. (Er det mon et dårligt varsel?)

 

Altså må jeg vente.

 

Og håbe, at vi ikke har taget livet helt af den, så den er kaput og udskiftningsklar efter sølle 3-4 år som værdsat inventar.

 

Det har ellers været forbilledligt. Vores samarbejde.

 

Ikke som maskinen før.

 

Som ikke kunne lide os.

 

Og prøvede at flygte.

 

Men i stedet spærrede sig selv inde.

 

Vi havde lige fået den leveret. Og da vores fortrappe overhovedet ikke er til den slags, var det sin sag for en enkelt mand at bakse først den gamle vaskemaskine ud og ned og dernæst den nye op og ind.

 

Måske var det derfor, at han - altså vaskemaskine-manden - glemte at fjerne transportbeslagene, da han satte maskinen på plads.

 

Men det vidste Fruen jo ikke.

 

Så jeg startede glad maskinen og forlod hjemmet i god ro og orden. Troede jeg.

 

Vel hjemme igen kunne jeg imidlertid konstatere, at det nu var umuligt at komme ud på badeværelset.

 

Vaskemaskinen havde i sin arrigskab over de glemte transportbeslag forsøgt at tage flugten og havde vrikket sig ud fra sin plads under bordet. Desværre havde den samtidig stillet sig foran døren, der åbner indad..

 

Altså kunne den ikke komme ud. Hvad værre var; vi kunne ikke komme ind. Som i slet ikke. Vi kunne bare lige kigge ind.

 

Vinduerne til badeværelset er små og sidder højt. Og var iøvrigt lukkede.

 

Fruen så i ånden, at det ville blive nødvendigt at pille et vindue ud, med vinduessramme og det hele, for at komme ind.

 

Leverandøren blev kontaktet og lovede at komme næste formiddag.

 

Desværre var det kun Gemalen, der var hjemme, så Fruen og Pigebarnet gik glip af, hvad der videre hændte.

 

Leverandøren og Gemalen så på den lukkede dør. Og så så de på hinanden, og så ringede de efter en tømrer.

 

Han hørte heldigvis til den lille og vakse slags.

 

Med et kosteskaft og en lang arm lykkedes det at åbne vinduet indefra. Hvorefter den lille og vakse tømrer satte en stige op, møvede sig ind gennem vinduet, fik rykket vaskemaskinen væk og åbnet døren.

 

Voila!

 

Måske var det ikke det, han sagde. Men det kunne det godt have været.