Donnaens særlige evner

Flyet hjem fra London afgik først om aftenen, men selvfølgelig skulle vi checke ud allerede om formiddagen.

Vi havde forhørt os, at vi heldigvis kunne lade vore bagage stå til opbevaring på hotellet, så efter morgenmad gik vi tilbage og pakkede sammen i god ro og orden, checkede ud, fik kufferterne sat ind i et aflåst lokale og satte så ellers kurs mod Camden Market, som knægten der anbefalede the Shard også havde nævnt for Donnaen som et sjovt sted at besøge.

Fra Camden Town Station trådte vi direkte ud på en gade med sjove og sære butiksfacader, og mens vi drejede hovederne af led for at få alle de sjove detaljer med, fulgte vi bare strømmen. Der var butikker og boder med t-shirts og forskelligt turist-hejs, men tilsyneladende var folk på vej videre, og vi fortsatte bare med at daske i samme retning som alle andre.

Vi passerede over en bro, og så var vi der pludselig. Langs en kanal lå boderne tæt pakket både udenfor og inde i de gamle bygninger. Der var alverdens tingeltangel. Både billigt turist-kitsch og dyre håndlavede smykker. Og alt der i mellem. Der var madboder, små caféer og butikker med slik, kager og lækre specialiteter. Der var nørdede special-butikker og boder med vintage-tøj.

Og og og. Donnaen og jeg traskede rundt og hyggede os. Vi ærgrede os bare over, at kufferterne allerede var pakket til bristepunktet, for der var mange ting, der fristede i alvorlig grad. Måske var det i virkeligheden godt, at vi ikke havde plads til mere, for ellers havde vi rimeligvis lænset sparegrisen og forkøbt os på både dit og dat. Nu nøjedes vi med at kigge og nyde den totalt afslappede atmosfære, der herskede i hele området, selv om det summede med mennesker. Og vi blev hurtigt enige om, at her var da meget rarere end på Portobello Road, hvor vi havde været tre dage forinden.

Til sidst orkede vi dog ikke at gå mere rundt og fandt tilbage til stationen og tog toget 'hjem', hvilket i denne sammenhæng ville sige området nær stationen Gloucester Road.

Vi fandt en restaurant og spiste frokost. Der var ikke særligt mange mennesker, og de helt unge tjenere havde god tid, så da vi var færdige, og jeg kom tilbage efter et toiletbesøg fandt jeg Donnaen og den ene tjener i gang med at vende verdenssituationen. Det var helt tydeligt, at de begge hyggede sig, men desværre nåede jeg ikke at bakke ud igen, så de kunne have fået yderligere fem minutters snak uden min kedelige tilstedeværelse.

Donnaen var dog helt høj over sin korte snak med tjeneren, som viste sig at være polak. Han havde i den korte tid både givet Donnaen et par velmente råd til forbedring af hendes engelske og lært hende et og andet om det britiske arbejdsmarked, hvor det åbenbart er et særsyn at se briter i stillingerne på gulvet i servicesektoren. Det havde vi ikke lagt mærke til, men hvis han har ret, kan man jo fundere over, hvordan den skal fungere efter Brexit?

Tilbage på hotellet skulle vi have vores kufferter. Donnaen førte ordet, og receptionisten gik straks over og åbnede til det lille kuffertrum. Siden vi var gået var der mildt sagt blevet sat en del flere kufferter ind, og nu var rummet helt fyldt, og vores små kabinekufferter ikke synlige.

- Oh oh! sagde receptionisten og Donnaen i munden på hinanden, og så gik de i gang med at lede.

Min kuffert er pink og var derfor nem at identificere, da receptionisten begyndte at rykke kufferter ud på må og få, men Donnaens er bare sort med en enkel lille blå kant og derfor svær at få øje på. Og nej, den stod ikke ved siden af min. Heldigvis havde hun sat sit kuffertmærke fast med rødt gavebånd, og det kom pludselig til syne.

Da begge kufferter var hevet frem, stod der også en temmelig stor bunke andre kufferter, og Donnaen lagde straks an til at hjælpe den stakkels receptionist, hvilket han dog venligt afslog:

- Oh no, Darling, you don't have to do that, sagde han. 

Og det var både første og eneste gang, nogen kaldte Donnaen 'darling', hvilket jeg ellers havde forberedt hende på hjemmefra. - Og som hun på forhånd havde fundet vildt mystisk.

Nu var det dog knapt så mystisk, og i det hele taget var hun og receptionisten på så god bølgelængde, at hun fik ja, da hun spurgte, om der måske var et sted, vi kunne skifte tøj, før vi gik. Det var aldeles uautoriseret, men vi fik lov at komme med ind i en gang, hvor personalet havde et pauserum og to toiletter. Det var virkelig dejligt, og jeg grinede lidt indvendigt over Donnaens evne til at få sine ønsker opfyldt. Jeg havde næppe kunnet, og Gemalen ville med statsgaranti bare have fået et affærdigende 'sorry, no'.

Vi skiftede til lange bukser, sagde farvel og trillede med vores kufferter hen til stationen.

Nogle af de sjove facader langs
Camden High Street

Film!

Lige siden vi første gang læste, at der findes en Harry Potter Studio Tour i London, har vi vidst, at den måtte vi bare på.

Så der gik ikke lang tid fra flybilletterne var i hus, til vi også havde bestilt bestilt billetter til Harry Potter.

Da Warner Bros Studios - som retteligt det hedder - ligger cirka en times kørsel fra London,  skulle vi møde op til afgang med bus fra en adresse på Vauxhall Bridge Road tæt ved Victoria Station. Det burde jo være til at finde ud af, men vi måtte alligevel lige stoppe op og orientere os, da vi kom op til overfladen ved stationen. Jeg nåede dårligt nok at få hevet min telefon frem, før en venlig betjent spurgte os, hvor vi skulle hen? Donnaen forklarede, og han kvitterede straks med

- Oh, the Harry Potter Tour?

hvilket sikkert er det folk i ni ud af ti tilfælde leder efter på det sted, på det tidspunkt, så måske var det ikke så fantastisk godt gættet, som vi umiddelbart syntes, men dejligt var det skam med hjælp på lige netop den måde, som jeg forbinder med England og englændere.

Vi fandt stedet, guiden og de øvrige passagerer og - efter et øjebliks venten også bussen. Afsted gik det og cirka en times tid senere blev vi læsset af foran noget, der mest af alt lignede nogle store lagerhaller. Her havde vi nu fire timer til rådighed, før bussen kørte tilbage til London.

Efter en kort introduktion blev vi i samlet flok ledt ind i Hogwarts store hal med alle spisebordene. Det var den rigtige hal, altså den rigtige kulisse, som er brugt i alle Harry Potter-filmene. Kun det magiske loft mangler, idet det, ikke overraskende, er en computeranimation.

Og så blev vi sluppet løs. Ind til en kombination af ren udstilling af rekvisitter, hele kulisser og små finurlige indblik i, hvordan man - også - laver film. Plus skitser og modeller. Alt sammen meget, meget imponerende. Og ganske sjovt - også for sådan nogen som mig, der nok har størstedelen af mit kendskab til Harry Potter-universet fra bøgerne og ikke helt så meget fra filmene. Donnaen, der til gengæld har set sine film cirka 1000 gange, genkendte mange flere detaljer end jeg, mens jeg derimod var nærmest målløs over den astronomiske mængde af små bitte detaljer, som nogen har skullet holde styr på. Både til hver enkelt film og til alle filmene samlet, så der ikke kom uorden i hvad der var i krukkerne i lokalet, hvor Snape underviste i eliksirer, eller hvem der havde hvilken hue på i Weasley-familien.

Der var en hel væg med huer og hatte og en stor opstilling med magiske dyr og væsener. Der var, blandt mange, mange andre ting, Harrys værelse under trappen, Dumbledores kontor og indgangen til den Forbudte Skov. Der var familien Dursleys hus på Ligustervænget, Natbussen, Hogwartsexpressen og en pæn bid af Diagonalstræde.

Midt i det hele var der heldigvis en café, hvor vi, ud over helt almindelig muggler-mad, også kunne købe butter-beer, som Donnaen synes smager fint, men jeg dog ikke kommer til at savne i den virkelige verden.

Noget af det sidste, vi så, var skitser og modeller af alt muligt. Det allerflotteste, som i allermest superfantastiske, var en kæmpestor model af selve Hogwarts. Eller kan man overhovedet kalde den en model, når den ikke findes i virkeligheden? Modellen er helt utrolig flot. Og med så mange detaljer, at man ville kunne bruge timer på at få øje på det hele. Jeg har eftergooglet mig til, at det tog mandetimer svarende til 74 år at udtænke og bygge den. Og tænkes skulle der, for Potter-bøgerne er fyldt med en masse detaljer, som alle sammen skulle med - og helst uden at komme i karambolage med hinanden ...

Vi var egentlig gået videre og næsten ud, da vi besluttede, at vi lige måtte tilbage og kigge én gang til.

Men så var det også slut. Vi tøffede ud gennem den obligatoriske butik, hvor vi købte næsten ingenting og en køleskabsmagnet til samlingen.

Nu havde vi god tid, for selv om vi havde, syntes vi selv, brugt rigtig meget tid på at kigge og kigge og kigge, så var der stadig tre kvarter, til bussen skulle køre. Det lykkedes os at finde plads på en bænk, og så gik tiden jo endda.

På turen tilbage til London blev der ikke mælet mange ord. Nogle passagerer snorksov, og resten af os sad og smånikkede. Men da vi hoppede af bussen på Vauxhall Bridge Road var Donnaen alligevel frisk på en ekstra lille udflugt. For for enden af den lange gade, fører Vauxhall Bridge over Themsen, og lige på den anden side ligger - både i virkeligheden og i James Bond-filmene - MI6' hovedkvarter. En meget specielt udseende bygning, der bliver sprængt i stumper og stykker i Bond-filmen Skyfall.

Den skulle vi selvfølgelig se. Så vi traskede afsted, og der i eftermiddagssolen og med trætte ben føltes det bare som en meget lang gade, men til sidst nåede vi da ud til broen og kunne tage de ønskede billeder af bygningen, som var lige så speciel i virkeligheden som på film. Og ganske hel ...

Nu gad vi heller ikke mere. Eller jo. Fruen ville godt en tur i Harrods, og det kom vi også, men den blev ganske kort, for Donnaen blev så utilpas over den voldsomme parfume-fims, som mødte os, da vi kom indenfor, at vi ret omgående måtte søge ud igen.

Og så gad vi virkelig ikke mere.