En gang i mellem er der ting, som bare skal gøres helt færdige.
En bog, der skal lukkes, som man siger.
Derfor var jeg til Mettes bisættelse.
Det var hjerteskærende sørgeligt.
Men det var også smukt og fint.
Det var tydeligt, hvor afholdt Mette var. Det lille kapel skulle have været dobbelt så stort for at rumme alle, og man lod dørene stå åbne, så vi kunne stå uden for i den lille gård og se ind og følge ceremonien, der foregik på både dansk og engelsk af hensyn til Mettes engelske svigerfamilie.
En ceremoni, som Mettes familie havde tilrettelagt, så den var i Mettes ånd; ikke alt for trist, men fyldt med musik, varme og kærlighed.
Der blev spillet musik. Både et rocket nummer, som formentlig har betydet et eller andet ganske særligt for Mette, og stille fin musik, med klang til eftertænksomhed.
Talen fra Mettes familie blev læst op, og talen fra Mettes mand blev afspillet. Han havde valgt at indtale den, så vi fik fornøjelsen af hans herlige engelske dialekt. Begge taler beskrev den eventyrlystne, altid glade Mette, der med stor lyst og energi gik op i sine børns dagligdag og aldrig missede et forældremøde eller et skolearrangement. Mette som elskede, når ungerne havde venner med hjem, så hun kunne forkæle dem alle sammen med lidt kage eller snold.
Et billede, der er let at genkende, hvis man har fulgt bare lidt med på Mettes blog.
Da selve ceremonien var slut, var der mulighed for at gå ind i kapellet og forbi kisten, der var ganske utraditionelt, men meget, meget smukt pyntet med de flotteste solsikker.
Det gav også mulighed for at se hele det hav af blomster, som lå overalt og lyste op i alle de mange farver, som Mette holdt så meget af.
Det kunne ikke blive et smukkere farvel.
Himlen havde længe set grå og regntung ud, men tørvejret holdt, til bisættelsen var ovre. Nu begyndte det ganske symbolsk at regne.
Efter et kort farvel til Mettes mor, kørte jeg hjem, fandt Kamelen og gik en lang tur.
Og lukkede bogen.
