Forbigående rødkålskrise

Det blev jul, og den gik over igen, før vi fik set os om.

Sådan er det vel for det meste; at man suser rundt i flere uger med en mere eller mindre panisk fornemmelse i maven, og så i løbet af ganske få timer er det hele omdannet til datid.

Vi nåede at blive klar. Selvfølgelig gjorde vi det, for det gør vi jo altid. Med gås og gaver, juletræ og kirsebærsovs.

Så man kan fundere over, hvorfor den paniske fornemmelse altid skal nå at indfinde sig. Men det er åbenbart en del af julekonceptet?

Eneste optræk til egentlig krise opstod om eftermiddagen lillejuleaften, da Donnaen og jeg kiggede på vores beholdning af rødkål og opdagede, at vi på det område er lige så slemme, som vi er med pebernødder, så vi var 'kommet til' at spise to trediedele af den portion, der egentlig var tiltænkt julemiddagen.

Men så kunne vi da bare skynde os at lave en ny portion.

Tænkte vi.

Så da vi var afsted for liige at købe de allersidste ting, skulle vi bare også liige huske rødkål.

Der var bare ingen rødkål.

Så vi kørte videre til den lokale gartnergård.

Uden for butikken lå et par ensomme hvidkål i en stor kasse. Rødkål kunne vi ikke se nogen steder.

Inde i butikken stod en af Donnaens veninder bag disken, og hun mente helt bestemt, at vi måtte være gået forbi rødkålene på vejen ind. Efter en tur ud på forpladsen måtte hun dog give os ret; der var ikke flere rødkål, men så havde de heldigvis en hel masse ude bagved.

Veninden var længe væk, og bange anelser begyndte at gro i mit baghoved.

Men så kom hun heldigvis tilbage. Med hele det resterende lager. Ét rødkål under hver arm.

De to rødkål var til gengæld så store, at jeg kun behøvede et, og damen bag mig blev glad, for så kunne hun få det andet.

Og så skyndte vi os hjem og lavede rødkål.

Til gengæld måtte jeg lade gåsen ligge til næste dag uden, bare ganske forsigtigt, at kigge efter, om den var pænt plukket eller i lighed med sidste år snarere lignede et pindsvin, der havde været ude i meget stærk medvind.

Men gåsen var pænt plukket, og alt flaskede sig på bedste vis.

Og det blev juleaften, og ved ellevetiden kunne Kamelen og jeg gå en sen aftentur og konstatere, at nu var den sådan set allerede ovre.

Bestillingsarbejde

Googler man broholmer, kan man blandt så meget andet læse, at racen har været brugt som vagthund.

Nu er Kamelen jo ikke nogen ren broholmer, men derimod en meget fin hulihæk-hund, og det kan måske forklare, at hun ikke syntes, hun skulle vælte huset, da der var ubudne gæster i kælderen. Måske synes hun ikke, at kælderen, hvor hun ikke må komme, er hendes domæne at forsvare. Eller også mente hun bare, at når Gemalen var hjemme, så havde han nok tjek på tingene.

Kamelen tog fejl. Og Gemalen tog fejl, hvis han havde troet, at han bare kunne ligge og snue den en torsdag formiddag (han er smaskforkølet), uden at der ville komme noget skidt ud af det.

Og det var især ham, det gik ud over.

Dem, der kender Gemalen, ved, at han har det nogenlunde med sine cykler som Gollum har det med Ringen.

Og nu er de væk! Tre gange My Precious stjålet ved højlys dag og nu på vej mod Østeuropa.

Det sidste er ikke bare noget, jeg fordomsfuldt mener, men faktisk hvad betjentene sagde, da de var ude og optage rapport.

De sagde også, at det givetvis var et bestillingsarbejde.

For Gemalen har fundet ud af, at han er nødt til at have en mountainbike, der tager lidt mere hensyn til hans gamle korpus. Noget med noget mere affjedring både her og der, og hvad ved jeg. Og skulle han købe nyt, måtte han også sælge brugt, og derfor har han haft et par af sine cykler til salg. Dels på facebook og dels på dba. Og især det sidste sted, mente politiet, kunne have inspireret tyvene til at aflægge os besøg.

Så nu er det slut med at sætte noget til salg dér. Det giver iøvrigt sig selv, for Gemalen har ikke længere noget at sælge ...

Gemalen er selvfølgelig sur.

Også over, at han ikke opdagede indbruddet.

Det er jeg faktisk meget godt tilfreds med, at han ikke gjorde. For hvis tyvene var parate til at løbe risikoen ved at bryde ind i fuldt dagslys, og mens der stod en bil parkeret i carporten, hvad ville de så ikke have været parate til, hvis Gemalen var kommet drønende med morgenkåben flagrende og højt løftet stegepande?

Æv!

Ud over en masse bøvl med tilkald af politi, kontakt til forsikringsselskab og besøg af skadesfirma for midlertidtig reparation af dør kommer Gemalen til at bruge tid på, at døren skal repareres eller helt udskiftes, og så kommer han helt sikkert til at bruge en hulans masse tid på at finde lige præcis de cykler, som han mener vil være de helt perfekte til ham til den helt rigtige pris.

Det er hvad det er.

Meget værre er den utryghed, der har bredt sig i det lille hjem.

For hvad nu?

Var det en engangsforeteelse, eller kommer de igen efter biler, hund og sparegrise? Var det virkelig et bestillingsarbejde, og sætter de sig nu og venter tre måneder, før de kommer igen og henter Gemalens erstatningskøb?

I den forbindelse er det heller ikke specielt rart at kunne læse om tyveriet i den lokale avis, for det føles nærmest som om, at der dermed bliver sat fokus på, at der er - om ikke andet så i hvert fald - dyre cykler at hente på adressen.

Især Donnaen er utryg.

Vi gør, hvad vi kan for at berolige hende. Forklarer hende, at Kamelen helt sikkert vil gø, så huset ryster, hvis der kommer fremmede ind i stueetagen, og hun ikke øjeblikkeligt bliver bedt om at holde mund. (Om hun også vil æde eventuelle ubudne gæster, er nok tvivlsomt, da hun er meget rar hund, men det ved andre jo ikke). 

Og så har Gemalen med øjeblikkelig virkning fået ændret alarmsystemet (sådan et har vi nemlig, men det har altid været slået fra, når vi var hjemme), så man kan skal-sikre kælderen for sig. Så er der da i det mindste 'gjort noget'.Nu skal vi så bare vænne os til at bruge det konsekvent. Lidt af en opgave for nogen, der i forvejen har haft svært ved overhovedet at huske at låse før sengetid. - Og som er sluppet godt fra det.

Velkommen til virkeligheden.