Ned med nakken

Jeg har været nede med nakken.

Bogstaveligt talt.

Et ualmindelig grimt hold satte sig i min nakke søndag aften, og efter at det har haft magten i et par dage, arbejdes der nu ihærdigt på at få det smidt på porten igen.

Hvordan det gik til, vides ikke.

Teorien er, at det skyldes, at jeg er en køre-kylling.

Sådan en der ikke rigtigt tør køre nogen steder, når vejr og føre arter sig mindre pænt.

Og både vejr og føre artede sig virkelig mindre pænt i lørdags. Og køre gjorde jeg alligevel. For jeg skulle til min fars 80 års fødselsdag, mens Gemal og Donna desværre var nødt til at passe et åbent hus-arrangement på den ungdoms-uddannelse, som Donnaen har kig på.

Egentlig var det slet ikke så slemt. Kun en enkelt gang på udturen nåede jeg at tænke 'Åh åh, det her er ikke så godt', mens jeg rutschede sidelæns gennem en kurve. Og da jeg kørte hjem igen, var vejene fine og farbare.

Men Gemalen havde gjort sit til at skræmme livet af mig:

- Du kan ikke køre i det vejr. Jeg skal nok køre dig, men så skal du være klar om et kvarter.

- Jeg kan ikke være klar så hurtigt. Kamelen skal luftes. Og jeg kører selv, meddelte jeg stædigt.

Måske var det derfor. Måske var det ikke.

Men søndag aften begyndte jeg at få ondt i nakken, og mandag morgen kunne jeg stort set ikke røre mig. Det krævede en hånd under hovedet overhovedet at komme op at sidde i sengen.

Temmelig træls mente jeg og ringede fluks til lægen.

Der dog lige syntes, jeg skulle se tiden an, prøve at holde mig smertedækket og så iøvrigt gerne gå en tur. Så gik det måske over af sig selv.

Heldigvis gemte medicinskabet på en lille ration piller i en styrke, der var lidt over almindelige håndkøbs-hovedpinepiller. Og så gik det faktisk tåleligt. Selv Kamelen fik sine lufteture. Dog i en kort version. Og kun på fliser eller asfalt.

Tåleligt var dog en by i Rusland, da jeg vågnede tirsdag morgen klokken alt for tidligt og konstaterede, at jeg absolut ikke var smertedækket, og at det bestemt ikke gik spor bedre.

Så fat i lægen igen. En anden denne gang, da vi er tilknyttet et lægehus med flere læger. Hun ville gerne se mig og konstaterede lynhurtigt, at ja, det var da godt nok et voldsomt hold i nakken, jeg der havde raget til mig. Og så udskrev hun flere smertestillende piller, henviste til en fysioterapeut og fik fat i den sygeplejerske, der kan akupunktur.

Hos fysioteraputen var jeg heldig at få et afbud, så inden dagen var omme havde jeg både været til lægen, fået akupunktur, været til fys og fået smertestillende piller.

Det ene med det andet med det tredie gjorde, at jeg efterhånden begyndte at kunne bevæge hovedet lidt igen. Og i morges, hvor jeg snorksov, da vækkeuret ringede, kom jeg ud af sengen uden de store kvababbelser. Begge dele store fremskridt.

Om lidt skal jeg til fys igen, og i morgen vil sygeplejersken atter sætte sine nåle i mig. Og så varer det forhåbentlig ikke så længe, før jeg igen kan dreje hovedet nogenlunde normalt.

Det bliver dejligt.

Det er også dejligt, at 'systemet' virker. Hurtigt og effektivt.

Så alt i alt er der vel ikke så meget at brokke sig over?

Fra min og Kamelens morgentur søndag.

Hedeture i hundekulde

I min grønne ungdom frøs jeg aldrig.

Selv om det var hundekoldt, kunne jeg færdes i de tyndeste sommerbukser, i kort jakke og uden både hue og halstørklæde. Uden at blive syg vel at mærke.

Sådan er det ikke mere.

Hvornår forandringen er sket, og hvordan det gik til, ved jeg ikke.

Men nu er jeg ved at få lungebetændelse bare ved at se på Donnaens (i mine mor-øjne) noget mangelfulde påklædning ...

Og jeg hader at fryse.

Jeg trækker skuldrene op om ørerne eller prøver at skrue hovedet helt ned under halstørklæde og krave. Det er nok nogenlunde det samme, og ingen af delene virker. Jeg får bare ondt i nakken og hovedpine.

Altså forsøger jeg at finde varmt tøj og holder for eksempel meget af min Miss Piggy-frakke, der egentlig langt hen ad vejen bare er en dyne med ærmer og lynlås. Og derfor skøn varm.

Desværre virker kombinationen Miss Piggy plus Kamel ikke. Miss Piggy er lyserød, uformelig og svær at bevæge sig i på andet end pæne, jævne fortove. Kamelen er et omkringfarende fjollehoved med hang til skov og mudrede arealer.

Noget måtte gøres.

Min ønskeseddel til jul indeholdt derfor en del interessante nyheder. Der stod således både harboøre-habit (læs: termo-kedeldragt) og jens lynere (læs: lange skiunderbukser) på listen.

Desværre fik jeg ingen af delene.

Samtidig blev det koldt, og Gemalen gik på jagt i sine gemmer og fandt et par gamle jens lynere og et et par helt ubrugte overtræksbukser. Selv fandt jeg en gammeldags klaphat med lune øreklapper og spænde under hagen.

Dermed var jeg egentlig meget godt dækket ind i forhold til både blæst og kulde ned til et par graders frost eller fem.

Men så annoncerede DMI pludselig, at vi kunne se frem til ekstrem kulde (måske bliver det slet ikke til noget, og det skal jeg være den sidste til at beklage), og jeg aflagde derfor den lokale byggehandel besøg og forhandlede mig til en termo-kedeldragt til samme rabat, som Verdensfirmaet får på arbejdstøj.

Selvfølgelig havde man ikke lige en frue-model på hylderne. Faktisk heller ikke i katalogerne, men en herre-model, størrelse small blev bestilt hjem. Den passer fint over det hele. Mine ben er bare cirka 10 cm for korte. Men det er en detalje, der kan gøres noget ved. Ja, ikke benene altså, men buksebenslængden ...

Ganske fornøjet ville Fruen straks prøve-gå nyanskaffelsen.

Også selv om det faktisk på det tidspunkt var tøvejr.

Det var en dårlig ide.

For harboørehabitten er virkelig både så varm og så vindtæt som lovet. Og kan givetvis bruges på både fiskerbåde og borerigge. I snestorm. Måske er den også åndbar. Men allerede efter et kvarters gang føltes klimaet som tropisk, og Fruen var ganske overophedet og rød i kammen.

Og det kunne kun gå for langsomt med at komme i bad efter hjemkomsten.

Gemalen grinede lidt, men sagde klogeligt ingenting.

Og skulle det en dag blive rigtigt koldt, så er jeg klar. 

Det er da meget rart at vide. 

Synes jeg.

Jeg har skåret lidt i et billede, som jeg fandt her: