Lus forbi

I dag er store luse-dag.

Dagen hvor idealistiske mennesker synes, det ville være smart, hvis vi alle på én gang lusede vort afkom. Fordi vi på den måde kunne komme denne ellers tilbagevendende plage til livs.

Og det ville jo være skønt. For IH hvor jeg synes, det er træls, når VI har lus. Ja, det er nemlig altid lidt en familieting, når der er luse-alarm på matriklen.

Selvom vi ikke har været specielt hårdt ramt, har der alligevel udviklet sig noget, som ligner en rutine.

Det starter som regel med, at Pigebarnet - klokken er godt og vel sengetid - meddeler, at hun klør i hovedbunden, og at Mathilde/Marie/Malene forresten vist også snakkede noget om lus i skolen igår..

Suk!

Frem hives balsam, tættekamme, stol og Fruens egen hvide badekåbe.

Og så går den vilde lusejagt.

Det går sjældent stille af. For selv glat hår filtrer, og Pigebarnet lader ingen i tvivl, hvis hun mener, hun lider overlast..

Nogle gange er der gevinst. Andre gange er det heldigvis falsk alarm.

Når jagten giver udbytte, sker der med usvigelig sikkerhed dernæst det, at Gemalen begynder at klø sig bag ørerne.

- Jeg synes, jeg tror, kan du ikke lige? jamrer han.

Nu er han ikke udstyret med ret meget hår. Han er nok nærmest at betragte som halvskaldet, så det er en overkommelig tjans at konstatere, at han ikke har lus.

Værre er det, når Fruen selv bukker under for lusefornemmelser. Gemalen melder straks pas, og det har i flere tilfælde været nødvendigt at lægge vejen forbi frisøren for at blive de bange anelser kvit.

***

Det er så alt sammen hvad det er. Det er træls og bøvlet, men vi har udstyret i orden, og efter nogle ture er Pigebarnet atter lusefri.

Til gengæld var det en af de alternative udfordringer, da Fruen ikke havde overvejet at medbringe tættekam på sommerferie.

- Min hovedbund klør, klagede Pigebarnet en dag på feriedestinationen i Bretagne.

- Nå, du har nok ikke skyllet din shampoo godt nok ud, slog Gemalen det hen. Hernede er vandet anderledes, så der skal skylles ekstra godt.

Nogle dage senere var familien rykket til Paris. Til et absolut nul-stjernet hotel i en af de billigere forstæder.

Pigebarnet klagede sig igen, og denne gang kunne Fruen hurtigt konstatere, at vi ikke var alene på værelset..

Luse-alarm!

Men hvad gør man så? Hvad hedder lus på fransk? Og hvad hedder kam? Desværre hører fransk ikke til en af mine spidskompetencer.

Så et nødråb blev sendt ud i cyber-space, og senere på dagen tikkede der heldigvis også svar ind.

Bevæbnet med vores nye viden drog Pigebarnet og Fruen på apotek i nærheden af hotellet.

Hvor vi opførte en rask lille pantomime-forestilling til ære for ekspeditricen og forsøgsvis sagde lus og kam på noget, vi mente kunne lyde som fransk.

Havde vi nu boet fint og flot i hjertet af Paris er jeg ikke sikker på, at vi var blevet mødt af ret meget andet end parisisk arrogance og manglende forståelse. Men til alt held havde vi jo indlogeret os på et hotel i et rabarber-kvarter, så her var ingen forståelsesproblemer. Og da vores forestilling var færdig, blev diverse luse-kamp-produkter straks linet op på disken.

Efter lidt parlamenteren frem og tilbage - Fruen skulle selvfølgelig være besværlig - lykkedes det at købe en fin tættekam. Af metal og med dobbelt så lange tænder som den danske plastic-version vi havde derhjemme.

Derefter tog jeg livet af Pigebarnet. I hvert fald næsten.

For én ting er at jage lus i det hjemlige badeværelse. Noget helt andet er, når det skal foregå i et lille hotelbadeværelse som kun er udstyret med badekar og telefonbruser. Så Pigebarnet troede, jeg ville drukne hende, og var højlydt uenig i mine dispositioner.

Da hendes hovedbund derefter blev udsat for franske ståltænder, blev mishagsytringerne hverken færre eller mindre højlydte.

Gemalen spurgte, om vi var kommet op at slås eller bare var ude på at tilkalde de sociale myndigheder.

Til sidst lykkedes projektet dog. Pigebarnet var nykæmmet og befriet for adskillige lus.

Og næste seance kunne heldigvis foregå hjemme i eget badeværelse.

***

Lige nu har jeg lykkelig fortrængt, hvad lus hedder på fransk. Det er jo også lige meget, hvis næste ferie går et helt andet sted hen. Til gengæld er jeg ret sikker på, at jeg fremover - foruden allergimedicin, hvepsebrod-udtrækker og 117 andre ting - vil huske at medbringe kæmmekam på ferie..

Et usmart fuglehus

 

Mit nye fuglehus er lidt usmart.

 

Altså ikke designmæssigt usmart. Selvom det ikke lige er i den der English Cottage stil, som jeg havde tænkt, men ikke sagt højt, at jeg ønskede mig. Jeg havde bare skrevet 'fuglehus' på ønskesedlen til jul.

 

Og det fik jeg så ikke.

 

Men et par dage efter jul var Gemalen i det lokale byggemarked i anden anledning og kom glad hjem med et fuglehus af den mere almindelige slags. Og det er sikkert også bedre, for det fuglehus, som Fruen havde forelsket sig i, havde nok set lidt for mystisk ud i vores have, der er sådan cirka lige så langt fra English Cottage stilen, som en fodboldbane.

 

Fuglehuset kom op.

 

Det står lidt skævt, men det er der ikke noget at gøre ved, før frosten forsvinder, og det bliver muligt at stikke en spade i jorden.

 

Pyt, for fuglene er da trekvart ligeglade. Det er bare mig, der bliver lidt søsyg, når jeg ser på det.

 

Og der kommer faktisk fugle. Det overrasker mig en smule, for jeg havde forestillet mig, at der ville gå lang tid, før der var en eneste fugl, der fik øje på den nye mad-mulighed. Men det var som om, fuglene bare havde ventet på, at vi fik det op, for de var der næsten med det sammen.

 

Og de har været der siden.

 

Det er det, der er det usmarte.

 

For nu føler jeg mig jo forpligtet.

 

Forpligtet til at fodre fugle. Hver dag. Og ikke kun de dage, hvor der er et halvt flutes eller et gammelt æble til overs.

 

Kan man føle sig forpligtet af fire solsorte og en krage?

 

Jeg kan.

 

Så nu håber jeg bare på, at det bliver forår, før vi skal nogen steder.