Efterårsferien er slut, og jeg er så småt ved at vænne mig til tanken om, at jeg skal på arbejde igen i morgen.
Vi var i Tokyo.
Ikke noget, jeg havde set komme, hvis jeg var blevet spurgt for et halvt år siden. Men det korte af det lange var, at Donnaen i forbindelse med sin 18 års fødselsdag fik lov at vælge mellem fest og rejse - og valgte rejse. En rejse inden for rimelighedernes grænse vel at mærke, så der blev listet forslag op og undersøgt og studeret priser på fly og hoteller. I l-a-n-g tid. Og så endte Donnaen med at vælge Tokyo. Nok dels ansporet af vores supergode vinterferie i Hong Kong dels nysgerrighed efter at se den by, som moren - altså jeg - havde tilbragt cirka halvandet år i for en menneskealder siden.
Den gang i et tidligere liv boede jeg nemlig i Tokyo som medrejsende hustru til min daværende mand, der blev udstationeret for sit firma. Mens Tokyo var totalt ukendt for både Gemalen og Donnaen, var det således et gensyn for mit vedkommende, og jeg var enormt spændt på, hvor meget byen havde forandret sig på det kvarte århundrede, der var gået siden. Var der overhovedet noget, jeg kunne genkende?
Og kunne jeg finde rundt, finde attraktionerne og alt muligt andet? Jeg var bestemt ikke sikker og har nok kun en enkelt gang tidligere brugt så lang tid på at forberede mig på en rejse.
En ting, jeg ikke havde styr på, var vejret, som viste sig fra sin kedelige side. Vi havde tørvejr i cirka halvandet døgn, og jeg har gået mere med paraply den sidste uge end de foregående fem år tilsammen.
Men ellers gik det godt, og der var kun få irriterende overraskelser undervejs. Blandt dem var, at jeg ikke kunne hæve penge med mit MasterCard, men var tvunget til at bruge mit Visakort og dermed ikke kunne fordele udgifterne over lidt længere tid, hvilket jeg ellers havde satset på.
Vi fløj København - Helsinki - Narita (Tokyo) begge veje. Med Finnair hele vejen ud, og med først Japan Airlines og derefter Finnair hjem. På udturen gav det et stop i Helsinki på fem timer, og det var virkelig kedeligt, men prisen for at vælge de billigste billetter. På hjemturen havde vi kun knap en time, og den blev fuldt ud brugt på at komme ind i Schengen-området. Det er godt nok blevet bøvlet med pas-scanning og billed-tagning. Sørgeligt, at det skal være nødvendigt. Til gengæld var der så ingen kontrol i Kastrup, og så snart vi havde snuppet vores letgenkendelige kufferter af bagagebåndet, kunne vi gå ud og lade os afhente af gode venner, der bor så tæt på lufthavnen, at vi bare skulle sms'e, når bagagebåndet gik i gang. De havde haft vores bil holdende i deres indkørsel og dermed sparet os for en formue til parkering.
Derefter var der "bare" at køre hjem. Det havde været en lang dag, da vi var stået op klokken seks japansk tid, og det nu var sidst på eftermiddagen i Danmark. Så jeg var lidt betænkelig ved, at Gemalen skulle køre helt til det midtjyske. Men heldigvis var vejret dårligt og trafikken tæt, så han kunne ikke slappe af og holdt sig fint vågen, mens jeg sad og moslede rundt i mit sæde i forsøget på at være solidarisk. Det gik nogenlunde til Storebælt, men derefter nikkede jeg væk til drømmeland mange gange.
Vel hjemme gik jeg på hovedet i seng, hvilket selvfølgelig medførte, at jeg vågnede klokken alt for tidligt lørdag morgen. Jeg gentog successen her til morgen og er sikkert først nogenlunde ovre mit jetlag i morgen tidlig, hvor jeg til gengæld skal tidligt op ...
 |
| Selv om det er regnvejr, kan man jo godt være fin, når man skal besøge templet. |
