Hvad er der med januar?

Altså.

Det er jo ikke fordi, det er værre, end det plejer at være.

Det er ikke koldere. Tværtimod.

Sne og trafikale problemer har vi stort set ikke. Og lad det endelig blive ved det!

Vi er ovre vores respektive forkølelser. Sådan da.

Og den mentale kasse med problemer, udfordringer og ting, der skal fixes, er ikke større end den plejer. Den er bestemt stor nok. Men altså ikke større. Tingene går deres skæve gang, og selv sagen flytter sig da, i hvad vi tror, er den rigtige retning.

Ikke desto mindre

er hele familien ramt af generel mathed. Vi sover meget, men vågner trætte. Og ting, der bare skal ordnes på hel normal vis, tager uforholdsmæssig lang tid. Det gælder stort set alt. Lige fra tandbørstning om morgenen over rengøring, lektielæsning, indkøb, madlavning til tandbørstning igen om aftenen. Vi klarer lige det, vi skal, og går trætte i seng efter at have stenet en times tid foran fjernsynet. Ikke en gang PC'en gider jeg at tænde. Ekstra forpligtelser, både de kedelige som et forældremøde om alkoholdning (Ja, overskriften var 'har du en alkoholdning?' - helt vildt smart fundet på.) og de sjove som en nytårskoncert med Donnaen som dansemus trækker så mange tænder ud, at vi alle kører på nødgenerator resten af ugen.

Og sådan en mandag morgen er i sig selv en mellemsvær udfordring. Vækkeuret ringer for tidligt (til tiden = for tidligt). Det er mørkt, og så blæsende, at alle gode intentioner om at cykle straks skrinlægges. Og en hel uge truer. Med alle hverdagspligterne, lige fra tandbørstning om morgenen over rengøring, lektielæsning, indkøb, madlavning til tandbørstning igen om aftenen.

Den eneste forklaring på træthed og tristesse er, at det er Januar. 

Januar med stort J. Uden jul og uden ferie. Uden sol og forår. Uden sommer og sandaler.

Det mest positive, jeg har at sige om januar lige nu, er, at den allerede er mere end halvt overstået.

Gab.

Zzzzz ...

Grå og kedelig. Sådan er januar.

Nisse-kitsch

Vi havde lys i juletræet for sidste gang forrige lørdag aften.

Om søndagen røg det ud.

Og fordi det var så smalt, kunne Gemalen lirke det ud af havedøren uden de store problemer eller ret meget drys til følge. Normalt er jeg ellers nødt til at gå helt anderledes morderisk til værks med et stort ørnenæb. Hvilket igen plejer at betyde en million grannåle over det hele.

Det slap vi så for i år. Alligevel syntes jeg ikke, der var nogen grund til lige frem at forcere julepyntsnedtagningen mere end højst nødvendigt, så da Donnaen spurgte, svarede jeg, ramt af et øjebliks realitetssans, at det bare skulle være nede og gemt væk inden udgangen af januar ...

Det syntes Gemalen dog var lidt for uambitiøst, så jeg lovede at skrue op for tempoet.

Nej tak, Gemalen kan ikke bare selv pille julepynten ned. Han har hverken begreb om, hvor det skal pakkes væk, eller hvad der skal i hvilke æsker. Og han ved sikkert heller ikke, hvor al pynten er placeret. Det ved jeg så heller ikke altid, men det er en anden sag.

Altså røg det ned i denne weekend.

Både nisser og julekugler. Englebasser og hjerter. Og alt det andet.

I små æsker, som har fulgt det samme julepynt i årevis. Det hele (eller i hvert fald det meste) ned i en stor kasse. Og så ind i skabet.

Det er egentlig meget hyggeligt at pakke ned og væk.

For det meste har jo en eller anden form for historie. Okay, noget er bare købt på et tidspunkt, fordi jeg syntes, det var sjovt på et givent tidspunkt (og det kan jeg så sommetider undre mig en del over senere). Men resten. Der er min farmors små nisser. Nissebilledet som Donnaen kreerede i fritteren. Gaven fra den daværende nabo, de små bitte engle fra veninden og et pænt udvalg af nisser og engle fra min mor. Der er kalendergaver fra job, jeg havde for længe siden. Der er et nissepar i trylledej, som en kollegas datter et år tjente penge på at fremstille. Kogletræer købt af en dame, jeg gik på kursus med i 1993 og en engel vundet i pakkespil til juleafslutning med tyskholdet i det Herrens år 1995, eller var det 1996? Fejlkøb fra Lübeck, rensdyr fra Flenborg, et krybbespil fra Mexico og en julekugle i form af en 'tram' fra San Francisco.

Og så videre, og så videre.

Altså et stort skrab-sammen af alt muligt og umuligt. I alle farver, faconer, størrelser og materialer. Og intet passer sammen. Er der et fælles træk, må det være, at der ikke rigtigt er noget, der er 'pænt' i almindelig gængs forstand. Sådan skal det være. Jeg får en lille smule åndenød, hvis der går pænhed i projekt jul og vil meget hellere have plads til alle mærkværdighederne.

Vores mærkværdigheder.

Men nu er det hele pakket væk. Med grimhed og nuttethed og sære minder og det hele.

Altså, bortset lige fra den pink prinsessefrø, der er so last year, men som jeg griner lidt af, hver gang jeg ser den, og som derfor har fået lov at blive hængende i en stueplante ind til videre.