Jeg har det sådan, at januar og februar bare er sorte og sure måneder, der skal overstås så gelinde som muligt, mens jeg venter på lyset og foråret, der helt automatisk skruer op for mit gode humør.
Og nu er jeg de sidste to morgener i træk blevet vækket klokken cirka 06.15, fordi håndværkerne har rumsteret udenfor.
Det er helt umanerlig tidligt. Faktisk et helt kvarter før familiens tidsregning. Og det kunne måske godt være lidt øv.
Men pyt, de skal ikke ind, og vi skal alligevel vågne. Og det er simpelthen så skønt, at de kommer, som de har lovet..
Så det er bare mig, der skal vænne mig til det. For jeg synes, det er lidt løjerligt, at de kommer til et helt mørkt, sovende hus. Hvor de så kan følge vores langsomme opvågnen, hvor først et enkelt lys bliver tændt og så efterhånden lidt flere rundt om i huset. I køkkenet og badeværelset osv.
Lidt senere skal jeg ud efter avisen. Normalt trisser jeg - på trods af brusebadet - afsted i halvbedøvet tilstand. Men nu synes jeg, at jeg er nødt til at udvise bare en lille smule social pli og sige pænt god morgen til de to gutter, der allerede i over en halv time har moslet rundt med sand, sten, fliser og cement for min skyld.
- God morgen, svarer de venligt, og lyser mig lige i krydderen med deres pandelamper, så jeg nu er fuldstændig blændet, men til gengæld ved, hvordan det må føles at være en uforsigtig hare på en befærdet landevej om natten.
Men pyt, de lyder i hvert fald rare.
Og lige om ikke så længe er de færdige, og der kan ses frem til håndværkerfri matrikel efter et halvt års strabadser.
Det er jo lige til at komme i pyt-humør af.
