Tante-tur

Da jeg havde sat mine venner af, vendte jeg kareten og kørte til Bagsværd for at besøge min moster.

Min tur til Sjælland havde været ret spontan, og klokken var for mange, til at jeg havde villet ringe til den gamle dame - hun er niogfirs - aftenen før afgang. Og næste morgen var det for tidligt at ringe, så jeg pakkede en taske og en rulle sengetøj, og lige før afgang sendte jeg en sms og spurgte, om jeg måske måtte overnatte hos hende?

Det måtte jeg gerne, og vi fik sms'et lidt frem og tilbage om, at det nok ville blive meget sidst på dagen, før jeg dukkede op, og at jeg bare kunne ringe, når jeg kørte inde fra byen. Det gjorde jeg, men i stedet for, at jeg gjorde holdt på vejen og købte ind til vores aftensmad, havde min moster allerede haft næsen i sin fryser og fundet både det ene og det andet frem, og der lugtede saligt af mad, da jeg gjorde min entré.

Vi spiste og vi hyggede, og så hyggede vi lidt mere, indtil jeg var så træt, at jeg var nødt til at gå i seng, hvis jeg ikke skulle falde i søvn i sofaen.

Næste morgen, mens jeg lå og læste i en af min mosters bøger, som jeg iøvrigt fik lov at få, fordi jeg tænkte, at min moster nok stadig sov skønhedssøvn, kom hun listende: Er du vågen? Hvilket jeg jo var, og så kunne vi jo lige så godt stå op og få morgenmad. Jeg tilbød at hente morgenbrød, men det var slet ikke nødvendigt, min moster havde det hele.

Dér, altså ved morgenbordet, sad vi længe og snakkede om både dit og dat og alt der i mellem. Den gamle dame læser sin daglige avis og lytter til radioens lidt tungere programmer for at holde sig ajour, så der er ikke mange ting, hun ikke er helt med på, hvilket gør hende til en fornøjelse at snakke med. Og så er hun den, der har mest tjek på familien, så hvis jeg skal høre nyt om den ene eller den anden, er det hende, jeg skal spørge.

Efter to hele kander te måtte jeg dog sige stop og pakke mit habengut sammen og sige farvel. Min moster fulgte mig helt ud til elevatoren, og parret, der allerede stod i elevatoren, spurgte nysgerrigt: Er det så datteren? men måtte slå sig til tåls med, at jeg kun var en niece. Ja, for vi kender jo en del her i opgangen, fortsatte de, mens jeg ihærdigt prøvede både at sige noget imødekommende og samtidig bide mig i læben for ikke at grine, da jeg følte mig overbevist om, at jeg stod over for Rytteriets forældre med både charmeklud og Klampenborg-accent.

Således pænt glad i låget kørte jeg til Sorø, hvor jeg foretog et tisse-stop og ringede til min faster, der bor mellem Odense og Kerteminde, og spurgte, hvad hun lavede. Helt sådan plejer jeg ikke at indlede vores telefonsamtaler,og hun gennemskuede mig da også straks, og svarede, at hun egentlig bare gik og tænkte, at det kunne være hyggeligt med besøg til kaffen. Så vi aftalte, at jeg købte et par kager med, og så stod hun klar med kaffen, da jeg kom en lille time senere.

Min faster er i forhold til min moster en ren årsunge på kun femogfirs. Til gengæld ser hun meget dårligt, og mindre positivt indstillede sjæle end hun kunne nok være noget nedtrykte over det, men ikke min faster. Hun er stadig glad og tilfreds og mener, at hun er noget så heldig med tilværelsen og ikke mindst med alle de rare mennesker, der omgiver hende. Vi fik vores kaffe, og hun hørte alt om mine venners besøg, og bagefter beundrede jeg hendes fine nye postkasse, som netop var kommet op.

Og så ikke så meget mere. Jeg sagde tak for kaffe og kørte glad hjem, mens jeg tænkte, at jeg dælme er lidt dum, at jeg ikke besøger de gamle damer lidt oftere, mens tid er.

De brune bakker ved Himmelbjerget
har ikke noget med sagen at gøre.