En sydhavs-ø kun for sjov

Singapore har ikke noget Disneyland.

Til gengæld er der Sentosa Island. En lille ø, der helt er forbeholdt fritidsfornøjelser. Her er hoteller, golfbane, lystbådehavn og strand. Plus en lang række forskellige forlystelser og attraktioner af meget forskellig karakter.

Især er der en Universal Studios forlystelsespark, hvilket Donnaen ikke var mange sekunder om at finde ud af, da vi planlagde turen til Singapore.

Dér måtte vi hen!

Belært af sidste års erfaringer skulle det ikke være Valentines Day, altså onsdag. Det skulle heller ikke være torsdag, som var nytårsaftensdag i forhold til det kinesiske nytår, for vi kunne ikke finde ud af, om det betød, at mange ville holde fri. Og det skulle helt sikkert ikke være fredag, nytårsdag, hvor vi med sikkerhed vidste, at alle havde fri.

Derfor var der kun tirsdag tilbage. Så vi sparkede os selv relativt tidligt ud af sengene og drog afsted. Med metroen til Harbourfront, hvor vi skulle finde det lille tog over til øen. På et kort ser det ud som om man skal ud at gå for at finde stationen, men i virkeligheden skulle vi blot følge strømmen i et stort shoppingcenter, så gav det sig helt af sig selv.

Ved den første station, Harbourfront, hoppede vi af og fulgte skiltene mod S.E.A. Aquarium, som vi ville besøge før Universal Studios. Vi havde nemlig købt billetter hjemmefra. Til Universal Studios plus tre andre attraktioner efter eget valg. Det vil sige, det var nu egentlig lidt snyd, for akvariet hang sammen med et sejlskib, som vi ikke gad se, og på den måde brugte vi to klip på én attraktion. Det gjorde nu ikke så meget, for det var stadigvæk en billigere løsning end at købe billetterne hver for sig. Knapt så smart var det, at vi ikke bare kunne gå ind på vores billet-print, men først måtte redeeme ved en særlig billetluge og på den måde ikke slap helt for at stå i kø.

Ind kom vi, og det var stort. I følge diverse opgørelser det andet- eller tredjestørste akvarium i verden, lidt afhængigt af om man måler på det ene eller det andet. Mange steder føltes det dog ikke specielt stort, og man kunne godt en gang i mellem risikere at skulle slås lidt for at komme til at se. Med lidt tålmodighed lykkedes det dog at få os møvet helt hen til glasset de fleste steder. Og så var der de store akvarier, hvor man helst skulle stå lidt på afstand for at få det bedste indtryk.

Og der var hajer og alverdens andre fisk i sjove farver og faconer. Vi har ikke en pind forstand på fisk, men synes bare, de er sjove at se på.

Det bedste af det hele var (selvfølgelig) det absolut største akvarium. Det var nærmest som at gå ind i et meget stort auditorium, med ståpladser på flere niveauer, og så den største akvarievæg, jeg har set. En masse forskellig slags fisk svømmede rundt, men Donnaen og jeg er specielt pjattede med rokker. Og her var mange. Både rigtigt mange små på størrelse med en stor stegepande og så de store og de kæmpestore. Hvor store, de nøjagtigt er, ved jeg ikke, men når de kom glidende langs glasvæggen, lignede de lagner til en dobbeltseng. De fleste var mestendels hvide på mavesiden, men nogle få skilte sig ud med mørke undersider, og især en enkelt af de store var meget flot med sort mave og nogle få hvide aftegninger, så vi fik associationer a la Darth Vader. Lidt uhyggeligt faktisk.

Vi var der længe, fordi Donnaen forsøgte at tage den perfekte selfie med en rokke i baggrunden, og det var absolut ikke nemt. Morens evner som portræt- og rokkefotograf var sørgeligt begrænsede, så det blev ikke bedre af, at jeg prøvede.

Da vi til sidst ikke kunne kapere flere rokker, gik vi ud i varmen og traskede over til Universal Studios, hvor vi måtte igennem en endnu mere fjollet billet-indløsningsprocedure. Heldigvis var der ikke vildt mange mennesker, så vi kom alligevel ret hurtigt ind i parken. Købte os noget at drikke og så os omkring.

Donnaen, der har oplevet Universal Studios i Florida, kunne ret hurtigt konstatere, at Singapore-udgaven er en lillesøster-version med mindre plads, færre og knapt så vilde/lange forlystelser. Det gjorde nu ikke noget, for i virkeligheden er Donnaen og jeg et ret dårligt match, når det kommer til forlystelser, for mens Donnaen ikke bryder sig om højder, er jeg ikke vild med voldsomme accelerationer, og ting, der kører rundt i høj fart. Det forhindrede os dog ikke i at have det sjovt. Vi prøvede både dit og dat, og havde valgt den helt rigtige dag med overkommelige køer. Donnaen kom mere i højden, end hun brød sig om, men tog det pænt, og jeg både overlevede en rutschebane og konstaterede, at lukker man (læs: jeg) øjnene i 3D-forlystelser, så sker der ikke så meget, da det meste bygger på synsindtryk, mens man bare sidder og rokker, spændt fast i sit sæde i en lukket kabine, der godt nok står og ryster og vipper og drejer, men iøvrigt ikke bevæger sig ud af stedet.

Sidst på eftermiddagen var der et stuntshow, som vi selvfølgelig skulle se. Selv om det var varmt, skulle vi ikke nyde noget af at sidde i soak-zone, men fandt pladser lidt længere væk. Hvilket var godt, for de forreste tilskuere blev temmelig våde. Der var nemlig tale om et show med en masse vand i et Mad Max-agtigt univers, hvor helte og skurke kæmpede om magten i en lille flydende koloni i en ellers oversvømmet verden. Plottet var ikke særlig vigtigt, og selv om vi ikke altid var sikre på, hvem der var heltene og hvem skurkene, var det sjovt og flot at se dem drøne rundt på jetski og i speedbåde mellem eksplosioner og ildebrande og ting, der faldt ned.

Der blev løbet og klatret og slået på tæven, og det må have været virkelig varmt for de medvirkende stuntmænd og -kvinde. Vi andre sad lige så stille i skyggen og kiggede, mens sveden løb i små dråber ned ad bryst og mave ...

Varmen lagde en naturlig dæmper på gide-niveauet og efter noget mere at drikke forlod vi forlystelsesparken og satte kurs mod den modsatte side af øen. På vejen kom vi forbi en gigant-udgave af Merlion. Så stor, at man kan komme op i den og kigge ud over øen fra Merlions løvegab. Det gad vi nu ikke, men fortsatte til den anden side, hvor vi fandt billetlugen til redemption af de sidste billetter, så vi var klar til at se Wings of Time lidt senere. Først skulle vi dog spise og fandt en udmærket restaurant - eller cafeteria var det vel nærmest, hvor Donnaen fik en udmærket nudelret og jeg en lidt mere mystisk ret med nudler og fisk.

Ned kom det dog, og mætte og tilfredse gik vi hen for at se Wings of Time. Vi vidste ikke rigtigt, hvad det egentlig var, men det havde set spændende ud på nettet ... Stierne ledte ned på stranden, hvor der var et afgrænset område med bænke, og ude i vandet stod en underlig konstruktion af træplader, som vi ikke rigtigt kunne forstå, hvad skulle bruges til.

Der sad vi så i den lune aften og kiggede ud over havet og de mange skibe, mens tusmørket kom krybende.

Forestillingen havde to medvirkende, som man så først og sidst. Resten var lyd, lys og vand - og træpladerne fra før. Meget svært at forklare, men en fortælling om at rejse gennem tiden med en kæmpefugl. Og det var superflot. Træpladerne fungerede som et filmlærred, men derudover blev lyset sendt op i mod nogle fontæner eller springvand, så der dannede sig de flotteste billeder og formationer, som forsvandt igen, så snart vandet forsvandt. Vi sad med åben mund og glemte i lang tid at tage billeder. Og når vi prøvede, var det næsten umuligt at ramme de rigtige tidspunkter, så vi opgav igen og nød bare showet og hele stemningen.

Knap en halv time senere var det hele overstået, og nu skulle alle hjem, så der var lidt kø ved toget, hvis endestation meget bekvemt lå et par hundrede meter væk. Men igen var det bare at følge strømmen, og inden længe kunne vi daske fra Chinatown og hjem til hotellet.

Wings of Time. Det grønne og brune er træplader og lys.
Den røde fugl er alene vand og lys.