En buddha så stor som Rundetårn

Jeg nåede aldrig at få den sidste dag i Hong Kong med:

- Det skal vi bare ikke!! næsten råbte Donnaen.

Jeg havde lige fortalt hende, at det sidste stykke af turen til Ngong Ping på øen Lantau for at besøge en kæmpestor buddha-figur kunne foregå med svævebane. Men da Donnaen har det virkelig stramt med svævebaner, syntes hun overhovedet ikke, at det lød særlig fantastisk.

Og fordi jeg er en meget rar mor, der helst vil have mit afkom med på tur i nogenlunde u-traumatiseret tilstand, gav jeg mig til at google alternative muligheder for transport. For selv om det kan være meget sjovt (hvis altså man kan lide det) at lade sig transportere med svævebane, er det vel næppe den måde, de lokale flytter sig selv og deres gods?'

Google maps viste sig en endnu en gang at være ganske forunderligt, for foruden at vise, at der selvfølgelig fandtes busser, viste Google også, at svævebanen slet ikke var i drift, men lukket på grund af reparation. Så det var bare at tage toget til Tung Chung, en af de splinternye nye satellitbyer udelukkende bestående af højhuse, og så følge strømmen til den rette bus. Det kunne vel ikke være så svært, når alle var tvunget til at tage bussen?

Som sagt så gjort. Vi hoppede af toget og så os omkring. Det var ikke ganske indlysende, hvor vi skulle gå hen, men vi fandt dog hurtigt bus-holdepladsen, og så skulle vi bare finde den rigtige bus. Det tog lidt tid, og derefter tog det lige lidt ekstra tid at komme helt hen til enden af køen, som var en hel del ret meget længere, end jeg havde drømt om på sådan en helt almindelig torsdag.

Et kort sekund overvejede jeg at vende om, men besindede mig dog, og så stod vi der og ventede og ventede og ventede. Der gik cirka 40 minutter, før vi kunne stige ind i en af de mange busser, der kørte i pendulfart mellem Tung Chung og Ngong Ping. Selve busturen tog mindst lige så lang tid, for man skulle den halve ø rundt, og den var alle pengene værd.

Det var et kæmpe kulisseskift at komme fra byen og ud på landet. Pludselig var skyskraberne væk, og i stedet var der masser af grønt og småbyer, hvor det tilbagelænede rod omkring ejendommene mest af alt mindede om noget, man ellers ser ude på landet i Sydeuropa. På et tidspunkt var vi ret højt oppe og havde en mageløs udsigt ud over kysten og en række små-øer, og da vi senere kørte langs stranden, så den meget indbydende ud. Ærgerligt, at det kun var februar.

Til sidst var vi ikke alene kommet halvvejs rundt om øen, men også op og ind mod midten til Ngong Ping, hvor vi forlod bussen og fulgte horderne. Eller det var forbløffende så lidt, alle de mange buslæs mennesker fyldte. Selvfølgelig var der mange mennesker, men slet ikke så mange, at det føltes ubehageligt. Faktisk var der så lidt trængsel, at der også var plads til løsgående kreaturer, nogle få køer og et par stude, der gik og hyggede sig og tilsyneladende havde det helt fint med at optræde som selfie-baggrund på tusindvis af billeder med glade kinesere.

Tian Tan Buddha, sådan hedder kæmpestatuen, sad på toppen af en bakke og skuede ud over landskabet. Man kunne på lang afstand se ham titte oven ud af den omgivende vegetation. Tættere på kunne man især se, at der var mange trin op til ham ...

Der var mange mennesker på trapperne,og der blev taget mange, mange billeder. Også med selfie-stang. Men forunderligt nok, var der ingen, der selv faldt eller uforvarende skubbede andre ned ad trapperne, og vi nåede også op uden andre tildragelser end en vis åndenød. Hvilket også var slemt nok for Donnaen, der desværre var ramt af foråret, der sendte pollen i hovedet på hende.

Helt oppe var Buddhaen ret svær at se. På samme måde som Rundetårn er ret svær at få et indtryk af, når man står med næsen helt henne ved murstenene. Og med fundament og det hele er Buddhaen af nogenlunde de samme dimensioner. I stedet vender man derfor lynhurtigt ryggen til Buddha og kigger væk, ud over landskabet, som var kuperet og ualmindelig grønt og frodigt til alle sider og med kig til havet mellem bakkerne.

Smukt og lige til at falde i staver over. Hvis altså ikke man lige var ramt af pollen-allergi og derfor kun i begrænset omfang kunne glæde sig over det smukke landskab.

Vi gik ret hurtigt ned igen og over til det nærtliggende kloster. For at kigge og især for at finde det spisested, der skulle være der. Vi fandt det, begreb aldrig helt konceptet, var helt sikre på, at der var rigtig meget, vi ikke skulle have, men endte med en omgang nudler med grøntsager. Og gaffel. Nogen havde skarpsindigt regnet ud, at vi var bedre tjent med gaffel end med spisepinde ...

Mætte og nogenlunde tilfredse besluttede vi at finde toilettet inden turen tilbage. Og så besluttede vi lige så hurtigt, at vi godt kunne holde os, i hvert fald til vi nåede tilbage til stationen i Tung Chung og måske helt til Central.

Busserne kørte stadig i pendulfart, og folk stod stadig i kø for at komme med. Og vi gjorde det samme. Donnaen opdagede pludselig, at en halvgammel kineser foran hende stod og smugfilmede hende på sin mobil. Det var ikke særlig rart, men da hun vendte ryggen til og lod mig stå i mellem, og der så ikke skete mere, gjorde vi ikke noget ved det. Var han rykket med rundt for at fortsætte, havde vi nok gjort hans kone opmærksom på hans gustne tilbøjeligheder.

Turen hjem til byen og hotellet gik uden nævneværdige oplevelser. Både Donnaen og jeg forsøgte at suge til os med dobbelt kraft, velvidende at det var vores sidste dag i Hong Kong.