And we are back! Næsten alt gik nogenlunde som planlagt, og alt er godt.
Men for hulan, for filan og for meget mere i samme dur; der var godt nok l-a-n-g-t hjem.
Dels fordi der bare er langt hjem fra Hong Kong, dels fordi Fruen ikke lige havde læst det kapitel i grønspættebogen, der handler om transit i Shanghai og dels fordi - nå ja, det kommer jeg til.
Vi aftalte med Gemalen, at han skulle ringe og vække os, inden han selv gik i seng torsdag aften.
Op klokken 05:00, breakfast-box leveret 05:30, check ud fra hotellet cirka 06:20. Så de 100 meter til metro-stationen, med toget til Central og skifte til The Airport-Express, som meget heldigt kørte, så snart vi var kommet ombord. Det gav os 10-15 minutter, hvilket viste sig at være meget heldigt.
I lufthavnen fandt vi hurtigt Cathays skranker for aflevering af bagage. Vi havde checket in dagen før på Central. Men kun til Shanghai og ikke videre til København. Check in-damen kunne ikke rigtigt redegøre for, hvorfor vi ikke kunne checke ind hele vejen, men mente, at det kunne vi så gøre næste dag i lufthavnen. Altså opsøgte vi først SAS-skranken, men ung kinesisk SAS-gut sagde:
- But of course - not.
Det gentog han tre gange, uden at vi blev klogere på, hvorfor of course - not. Men det var der ikke noget at gøre ved, så vi afleverede bagagen hos Cathay og skulle så have fat på den igen i Shanghai. Derefter igennem pas- og sikkerhedskontrol, og det tog, på trods af mange åbne skranker, lang tid. Så lang tid, at da vi endelig var igennem, var det allerede tid for boarding. Helt ude i den fjerneste ende af terminalen. Heldigvis kunne vi hoppe på en shuttle, som hurtigt fragtede os derud, og vi kunne gå direkte ombord. Men nåede altså overhovedet ikke andet, selv om vi ellers havde regnet med at have afsat tid nok til også at kunne undersøge, om der var noget at shoppe i den tax free.
Cirka to en halv time senere landede vi i Shanghai. Åbenbart næsten ude i en kinesisk mark, for det tog uendelig lang tid at taxie ind til gaten. Endelig ude af flyet var vi lidt på Herrens mark, og jeg håbede bare at kunne følge strømmen gennem lange, lange gange, der så ud til sidst at være vedligeholdt i halvfjerserne. Ved paskontrollen, i en stor miserabelt udseende hal, var der skranker for kineserne selv og andre for Hong Kong-kinesere og nogle få andre, som jeg har glemt. Og helt nede i den anden ende af den store hal, i et hjørne med kasser stablet op til loftet, var der så to skranker for aliens. Jeps, aliens.
Her stod kun nogle få, men det gik alligevel umådeligt langsomt med at komme igennem. De to skranker var bemandet med hver sin dame i uniformer, der lignede noget fra Nordkorea, og mellem dem gik en overordnet mandlig tolder med helt utroligt mange distinktioner og stjerner på uniformen. Selv om det i princippet var damerne, der ekspederede os igennem, skulle han se alt, og damerne var i virkeligheden totalt overflødige. Da vi nåede skranken, havde vi ikke udfyldt en immigrations-blanket, for vi mente jo, at vi bare var i transit. Men sådan spillede klaveret ikke, så vi udfyldte blanketter med navn, nationalitet, pasnummer, flynummer og hvad ved jeg. Først kom Donnaen igennem. Moderen blev bedt om at holde sig pænt bag den gule streg. Så hun ikke kom med på billedet af Donnaen, viste det sig. Kineserne fik deres billede, og Donnaen fik to stempler i sit pas.
Derefter kom jeg igennem, og så gik det egentlig temmelig glat med at få bagagen og komme videre gennem tolden og ud i ankomsthallen. Problemet var bare, at der skulle vi jo ikke være. Skiltningen var muligvis fin nok, hvis man kunne kinesisk, men vi kunne bestemt ikke se, hvor vi skulle hen. Så vi måtte spørge os for og fandt da også ret hurtigt afgangshallen og SAS-skranken, en etage oppe.
Vi afleverede bagagen. Og så skulle vi igennem hele møllen igen, med omvendt fortegn ...
Da vi nåede skranken, havde vi ikke udfyldt den nødvendige blanket for at komme ud af landet. Det skulle vi. Med navn, nationalitet, pasnummer, flynummer og hvad ved jeg. Så blev der taget nye billeder, og først fik Donnaen og siden jeg endnu et stempel i vores pas. Derefter sikkerhedskontrollen, som var pænt striks, men hvor vi dog slap for at smide bælte og sko.
Og så var vi endelig igennem og kunne marchere ud i den yderste spids af en lang finger for at finde vores gate, hvor vi sank udmattede ned i et par stole og bare afventede boarding en lille halv time senere.
Da alt og alle var klar til afgang, meddelte kaptajnen, at der var så meget trafik, at vi var sat i kø, men at han håbede at være i luften inden for 40 minutter. Det holdt nogenlunde stik, og så kunne vi endelig belave os på at gå helt ned i gear i et lille halvt døgn.
Et par timer senere fik vi det første måltid serveret. Donnaen var hurtigst til at få låget lirket af, så hendes mundskænk nåede ikke at stoppe hende, før hun havde spist et eller flere stykker ananas, der lå camoufleret under sovsen.
Og Donnaen kan altså ikke tåle ananas.
Panik!
Donnaen fik det lynhurtigt dårligt. Formentlig lige så meget på grund af skræk som på grund af ananassen.
Stewardesser blev tilkaldt, madbakker fjernet, sikkerhedsbælte løsnet, piller med antihistaminer fundet frem og taget, inhalator fundet frem og brugt, epi-pen fundet frem og holdt parat. Og så var det ellers bare at prøve at berolige Donnaen. En ældre erfaren stewardesse gjorde en kæmpe indsats. Helt godt blev det dog først, da hun tilbød Donnaen at få ilt. Det så temmelig drabeligt ud med iltflaske og maske, men det hjalp, og der kom efterhånden så meget ro på, at jeg kunne få en ny bakke mad, og stewardessen gik på jagt efter mad uden bivirkninger til Donnaen.
Vi fik selvfølgelig at vide, at vi da bare skulle have bestilt særforplejning, og Donnaen så oprørt på mig over denne utrolige mangel på rettidig omhu fra min side. Og det var selvfølgelig rigtigt nok, men havde bare aldrig før været eller virket nødvendigt, for det er for det meste relativt simpelt at drible uden om kiwi, ananas og nødder.
Men i fremtiden skal Donnaen nok få sin særforplejning, for det føltes alt andet end rart at sidde i tolv kilometers højde og med ni timer til landing med allergiramt og angst barn.
Resten af turen var bare lang, men på en eller anden måde gik tiden alligevel. Vi læste, halvsov, så film, gloede ud i luften, fik endnu et måltid, så en film mere og sov lidt igen.
Og så landede vi i Kastrup. Gemalen stod parat og susede os hjem til det midtjyske, som vi nåede ved 22-tiden, præcis et døgn efter han havde vækket os.
Derefter kom jeg igennem, og så gik det egentlig temmelig glat med at få bagagen og komme videre gennem tolden og ud i ankomsthallen. Problemet var bare, at der skulle vi jo ikke være. Skiltningen var muligvis fin nok, hvis man kunne kinesisk, men vi kunne bestemt ikke se, hvor vi skulle hen. Så vi måtte spørge os for og fandt da også ret hurtigt afgangshallen og SAS-skranken, en etage oppe.
Vi afleverede bagagen. Og så skulle vi igennem hele møllen igen, med omvendt fortegn ...
Da vi nåede skranken, havde vi ikke udfyldt den nødvendige blanket for at komme ud af landet. Det skulle vi. Med navn, nationalitet, pasnummer, flynummer og hvad ved jeg. Så blev der taget nye billeder, og først fik Donnaen og siden jeg endnu et stempel i vores pas. Derefter sikkerhedskontrollen, som var pænt striks, men hvor vi dog slap for at smide bælte og sko.
Og så var vi endelig igennem og kunne marchere ud i den yderste spids af en lang finger for at finde vores gate, hvor vi sank udmattede ned i et par stole og bare afventede boarding en lille halv time senere.
Da alt og alle var klar til afgang, meddelte kaptajnen, at der var så meget trafik, at vi var sat i kø, men at han håbede at være i luften inden for 40 minutter. Det holdt nogenlunde stik, og så kunne vi endelig belave os på at gå helt ned i gear i et lille halvt døgn.
Et par timer senere fik vi det første måltid serveret. Donnaen var hurtigst til at få låget lirket af, så hendes mundskænk nåede ikke at stoppe hende, før hun havde spist et eller flere stykker ananas, der lå camoufleret under sovsen.
Og Donnaen kan altså ikke tåle ananas.
Panik!
Donnaen fik det lynhurtigt dårligt. Formentlig lige så meget på grund af skræk som på grund af ananassen.
Stewardesser blev tilkaldt, madbakker fjernet, sikkerhedsbælte løsnet, piller med antihistaminer fundet frem og taget, inhalator fundet frem og brugt, epi-pen fundet frem og holdt parat. Og så var det ellers bare at prøve at berolige Donnaen. En ældre erfaren stewardesse gjorde en kæmpe indsats. Helt godt blev det dog først, da hun tilbød Donnaen at få ilt. Det så temmelig drabeligt ud med iltflaske og maske, men det hjalp, og der kom efterhånden så meget ro på, at jeg kunne få en ny bakke mad, og stewardessen gik på jagt efter mad uden bivirkninger til Donnaen.
Vi fik selvfølgelig at vide, at vi da bare skulle have bestilt særforplejning, og Donnaen så oprørt på mig over denne utrolige mangel på rettidig omhu fra min side. Og det var selvfølgelig rigtigt nok, men havde bare aldrig før været eller virket nødvendigt, for det er for det meste relativt simpelt at drible uden om kiwi, ananas og nødder.
Men i fremtiden skal Donnaen nok få sin særforplejning, for det føltes alt andet end rart at sidde i tolv kilometers højde og med ni timer til landing med allergiramt og angst barn.
Resten af turen var bare lang, men på en eller anden måde gik tiden alligevel. Vi læste, halvsov, så film, gloede ud i luften, fik endnu et måltid, så en film mere og sov lidt igen.
Og så landede vi i Kastrup. Gemalen stod parat og susede os hjem til det midtjyske, som vi nåede ved 22-tiden, præcis et døgn efter han havde vækket os.
 |
| Hong Kong set fra The Peak. |
13 kommentarer:
Hahaha - 'aliens' - kineserengelsk, altså; en evig kilde til gode grin :-D
Drama med Donnaen - godt det ikke gik værre.
Du har, med dette indlæg, bekræftet samtlige mine fordomme om Østen i almindelighed og Kina i særdeleshed - jeg elsker at rejse, men denne slags oplevelser her gider jeg ganske enkelt ikke ...
Men mon ikke der kommer et indlæg med mere positive oplevelser end dem i lufthavnen?
Ellen: Du kan være helt sikker; der kommer en hel stribe positive indlæg :-) Vi havde en fantastisk tur. Hjemturen sidder bare i krop og hoved endnu. Ja, godt vi slap med forskrækkelsen. Det var mere end rigeligt.
Puha, jeg har da helt mistet pusten! Hvis vi ser bort fra miseren med ananasen, så er selve beretningen fra transitten mere end rigeligt til at jeg med sikkerhed kan sige, at jeg ALDRIG skal til Gong Gong! Never. Ever. Er meget følsom over den slags oplevelser. Alt dette ville dog nok i virkeligheden være peanuts i forhold til den panik jeg ville ha' udløst i flyet over allergiramt pode. Du må da være en kende træt nu?....
Maude: Altså Hong Kong var sådan set i orden mht check in og sikkerhedskontrol. Der var bare mange mennesker, som skulle igennem samme tid som os. Men Shanghai, gys en omgang bureaukrati og flueknepperi! Vi kom hjem fredag aften, og jeg var en anelse, bare en anelse, mat i sokkerne i går, men nu hjælper det heldigvis :-)
Du starter ferie-indlæggene godt; omvendt rækkefølge. Men kan nu godt forstå at denne hjemrejsebeskrivelse skulle ud af hovedet og gennem tastefingrene ;-) Lyder ganske enkelt som en, på alle måder, l.a.n.g. hjemrejse. Puha. Jeg var gået kold en milliard gange i både den ene og så den anden alien-lufthavn. Din beskrivelse er gruopvækkende! Argh!
Godt I havde dygtigt flypersonale omkring jer i flyveren. Det gør en stor forskel ift. sådan en øv-situation. Har selv stået i noget lignende og stewardessens professionalisme og ro gjorde underværker - og da alle igen var alment-vejrtrækkende kom hun og bad om en underskrift på at hun havde åbnet medicinskabet for os og at hun havde givet os sådan og sådan. (I øvrigt langt billigere end på apoteket - underforstået uden beregning). Velkommen hjem! :-)
KS: Argh, har du også været ude for sådan en oplevelse. Ja, så er man lige pludselig meget glad for modne, erfarne stewardesser, der ovenikøbet taler dansk :-) Selvfølgelig var du ikke gået kold, for det gør man jo bare ikke. Før bagefter. Jeg valgte frivilligt bagsædet hjem fra Kastrup, så Donnaen kunne snakke med sin far, mens jeg bare stenede.
Velkommen hjem!
Sikke en lang og til tider lige lovlig dramatisk hjemrejse, I havde, godt det hele klappede i sidste ende... Som den slags strabadser jo for det meste har det med at gøre :)
Havde I et ærinde i Hong Kong eller var turen 'for sjov'?
Kh Helle
Helle: Ja, heldigvis er det ofte sådan, at man går så grueligt meget igennem, og så ender det alligevel godt :-) Turen var helt og aldeles for sjov :-)
Det må simpelt hen være et mareridt med en allergisk reaktion under de omstændigheder. Jeg bliver næsten utilpas bare af at læse om det. Godt, at I var forberedt og havde, hvad der skulle til for at dæmpe symptomerne.
Jamen sikke noget, godt der ikke skete mere. Og velkommen hjem - håber det har været en fantastisk tur:o)
Randi: Næh, det var ikke rart. Absolut ikke. Heldigvis er Donnaen ikke super-duper-mega allergisk, men man kan jo aldrig vide, om det lige netop er denne gang, det vil gå helt galt. Vi var forberedte, men jeg kunne forstå på stewardessen, at der også findes lidt af hvert i flyets medicinskab. Og det er jo meget rart at vide. Faktisk :-)
Mette: Ja, det må du nok sige. Tak, vi havde virkelig en fantastisk tur :-)
Sikke en oplevelse at slutte af med. Aliens i lufthavne og ananas i luften. Det er betryggende at vide, at stewardesserne kunne deres kram og havde en medicinboks med lidt af hvert.
Og så glæder jeg mig til at høre om din oplevelse af Hong Kong, har lige hørt min søsters, og som hun sagde, nu har vi prøvet det, og det var spændende og frygteligt, men nu skal vi ikke det mere ;-)
Lene: Ja, vi satte et punktum, der kunne mærkes! Ja, det er rart at vide. Gad vide,hvad din søster oplevede? Vi oplevede kun spændende ting, og Donnaen har netop meddelt, at hvis Trump gør USA uattraktivt at bo i, så flytter hun nok til Hong Kong i stedet :-)
Send en kommentar