fredag den 7. oktober 2016

Ud at se - på Litauen


Fredag skulle Gemalen køre den lange distance. Og bagefter skulle han ovenikøbet i karantæne sammen med de andre veteraner, så de ikke kunne fortælle eliten noget om dagens terræn. Jojo, litauerne gik skam seriøst til værks.


Det betød, at han ville være væk det meste af dagen og helt sikkert være træt, når han kom tilbage.

Så det blev dagen, hvor jeg tog på udflugt for mig selv. Med toget til Vilnius.

Af en eller anden grund havde Gemalen fået det indtryk, at det var en både bøvlet og langsommelig affære, men det var det overhovedet ikke. Jeg kunne for eksempel - og i modsætning til sidste år i Plzen -  både finde stationen og billetskranken. Jeg kunne ikke få en returbillet, men det var trods alt en mindre detalje. Toget holdt ved perronen og ventede, så jeg kunne bare sætte mig ned og nyde turen.

Underholdningen bestod blandt andet i et indledende kursus i litauisk. I første omgang lød det for mig som det rene gobbel-di-guk, men når de samme sætninger gentages tilstrækkeligt mange gange, begynder enkelte ord at skille sig ud, og jeg ved nu, at næste station hedder kita stotis, og at 112 hedder vienas vienas du. Det med de 112 stammede fra en båndsløjfe, der på litauisk og engelsk opfordrede til at slå alarm i tilfælde af ulykker eller mistænkelig adfærd.

Og ellers kunne jeg jo kigge ud. Der var flotte kik - også med fine efterårsfarver, men ingen rigtige wow-udsigter. Til gengæld ønskede jeg ind i mellem, at der kom en voksen og ryddede op. Ikke fordi der som sådan var specielt rodet, men så alle de trøstesløse og faldefærdige bygninger kunne blive fjernet. Dem er der alt for mange af. Det overordnede indtryk er ikke rodet, men mest en smule sjusket, og fordi vi netop var i velfriserede Østrig og Schweiz for kun et par måneder siden, virker det altså ekstra iøjnefaldende.

Stationerne eller manglen på samme var der mange af. Jeg sad med ryggen mod køreretningen og opfattede derfor ikke altid, at vi holdt, fordi der faktisk var en station. Eller et trinbræt. Eller måske bare et sted, hvor nogen skulle af. Et enkelt sted kunne jeg virkelig ikke se noget. Hverken station, perron, trinbræt eller bare et lille skilt. Men så var der alligevel pludselig en ældre mand, der forsvandt ad en lille sti tværs over en lysning, med en stok i hånden og jakken over skulderen.

Nogle stationer var lidt større og et par var tilsyneladende knudepunkter for godstransport, for der holdt lange rækker af godsvogne på sporene. Tankvogne især. Til olie går jeg ud fra, for hvis det sorte snask, der var løbet ned over siderne, ikke var olie, så var det i hvert fald ikke rart at forestille sig, hvad det så var ...

Selve toget var der ikke noget at udsætte på. Det var nyt og moderne med stik til computer eller telefon og det hele. Jeg havde ikke taget ledning med, men nøjedes med at konstatere, at også den almindelige mobildækning var udmærket, og jeg kunne både sms'e og tale med Donnaen, der stod hjemme i det midtjyske og ventede på bussen.

Endelig var der passagererne. Her var alle kategorier; fra de unge piger i smart tøj, med mobilen i hånden og musik i ørerne til de små tørklædeklædte koner med to bæreposer med frugt og grøntsager. Og bedst som jeg troede, at jeg havde styr på stereotyperne, ringede en sådan morlilles smartphone, og hun begyndte at knævre løs, mens jeg måtte bide lidt i en kno for ikke at grine højt over min punkterede forudindtagethed.

Vi var nu nået til Vilnius, og jeg var helt klar til at indtage byen.


Flot tog!

12 kommentarer:

Ellen sagde ...

Jeg synes altså, at du er sej at tage et tog i et land, hvor du ikke forstår en dyt af sproget - bortset fra det du lærte i samme tog ... hatten af for dig!
Du skriver som sædvanlig godt, men du har nok ikke lige fået solgt Litauen til mig :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Jeg er overbevist om, at der findes smukke steder i Litauen. Fx ude ved kysten. Eller længst mod øst, hvor der er mange søer. Men området mellem landets største byer, Vilnius og Kaunas, er bare ikke noget at råbe hurra for. Togturen var meget easy peasy, fra endestation til endestation (fandt jeg ud af), men i det hele taget synes jeg nok bare, at det er lidt spændende at færdes på den måde :-)

Lene sagde ...

Og det at kunne gå på opdagelse, om det så er i et tog mellem to byer, er en gave. Dejligt at du deler.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Ja, måske er det en gave. Måske også lidt noget, man kan øve sig på. Jeg synes i hvert fald selv, at jeg er blevet bedre til at opleve med alderen. Og dele vil jeg jo gerne :-D

A + K = ♥ sagde ...

Det er sjældent, man ikke får underholdning med, når man transportere sig i den offentlige - selv en bustur i DK kan give et smil på læben :D

- A

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Du har helt ret; der sker tit et eller andet, man kan smile ad eller græmmes over. Heldigvis er der flest tilfælde, som kalder på smil :-)

@ sagde ...

Elsker at glo ud af et togvindue - digte om det jeg ser. Tak for turen, Midterfrue.

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Så er vi to - mindst :-) Selv tak.

Mette sagde ...

Jeg elsker togture og det var dejligt at være med på din:) Tak:o) Jeg elsker, at lave historier om mine medpassagerer og, hvor er jjeg sikker på jeg tager fejl af folk i de fleste tilfælde:)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Selv tak :-) Ja, det er ret fint at sidde der og digte. Og meget apropos; så har jeg lige set, at Girl on the Train har haft film-premiere i USA!

Mette sagde ...

Yes I saw too:o) Den kommer ud i DK i starten af november. Can't wait. Det er en af mine ynglings skuespillerinder spiller hovedrollen og hun gør det godt siger anmeldelserne:)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Det bliver spændende, om filmen kan leve op til bogen. Du må komme med en anmeldelse :-)