Gemalen ville ganske givet protestere og sige, at det da kun er ham, der er forkølet. Men da han som de fleste andre hankønsvæsener ikke tager let på det at være forkølet, synes jeg, det er rimeligt nok at hævde, at VI er ramt af mandeforkølelse.
Hvor der skal tages hensyn. Hvor sofaen er optaget af liggende Gemal med tæppe og puder. Og diktatorisk ret til fjernbetjeningen (Ja, vi er sådan nogen, der kun vil have ét fjernsyn. En gang i mellem er det en virkelig dårlig ide). Plus stort behov for ekstra servicering med kamillete og papirlommetørklæder.
I hvert fald skal der prioriteres.
Benhårdt.
Og det bliver der så.
Gemalen begyndte at gå rundt og se lidt slatten ud allerede midt i sidste uge. Fredag indrømmede han, at han nok var blevet forkølet. Han havde været til spændende seminar, men måtte tage hjem før tid. Med blanke øjne og bodega-stemme.
- Dropper du så dit mountainbikeløb i morgen? ville Fruen vide.
- Nej nej. Den forkølelse skal bare køres væk, mente Gemalen optimistisk.
Så han tog afsted. Imens tog Fruen på indkøb, kom hjem igen og fik øje på Gemalens sportstaske på fryseren. Det gav lige cirka 150 kilometer ekstra kørsel. Til deling mellem Gemalen og Fruen. Og hvis Gemalen havde troet, at han derefter kunne nå frem til tiden til sin start, så tog han fejl, men rare arrangører lod ham starte allersidst. Hvilket var pænt af dem, men hævnede sig, for så skulle de jo vente på, at han kom tilbage igen. Med tyve minutters tidsstraf, da kortlæsning og feber nok alligevel ikke gik særlig godt i spænd.
På den måde blev klokken næsten syv, før Gemalen endelig var hjemme igen. Træt, men trods alt ikke voldsomt mere forkølet end før start.
Altså var der ingen grund til at passe særligt på sig selv, og Gemalen brugte søndagen på at vaske og støvsuge bil. I hundekulde. Og dét var dumt. For forkølelsen er siden taget til i styrke. Fra moderat til rigtig træls. Gemalen hoster, nyser, snotter og sprutter. Og ligger på sofaen. Og lader sig varte op.
Når altså han ikke lige passer sit arbejde. For det gør han jo. Han fiser og farer. Og kører hid og did. Selv om han egentlig er for syg.
Og på den måde trækker han pinen ud. Og hoster, nyser, snotter og sprutter. Og ligger på sofaen. Og lader sig varte op.
Og ender med at smitte os andre.
Og det er så lige dér, vi er nu.
Suk.
Hvor der skal tages hensyn. Hvor sofaen er optaget af liggende Gemal med tæppe og puder. Og diktatorisk ret til fjernbetjeningen (Ja, vi er sådan nogen, der kun vil have ét fjernsyn. En gang i mellem er det en virkelig dårlig ide). Plus stort behov for ekstra servicering med kamillete og papirlommetørklæder.
For man(d) kan jo ikke ret meget, når man(d) er syg.
I hvert fald skal der prioriteres.
Benhårdt.
Og det bliver der så.
Gemalen begyndte at gå rundt og se lidt slatten ud allerede midt i sidste uge. Fredag indrømmede han, at han nok var blevet forkølet. Han havde været til spændende seminar, men måtte tage hjem før tid. Med blanke øjne og bodega-stemme.
- Dropper du så dit mountainbikeløb i morgen? ville Fruen vide.
- Nej nej. Den forkølelse skal bare køres væk, mente Gemalen optimistisk.
Så han tog afsted. Imens tog Fruen på indkøb, kom hjem igen og fik øje på Gemalens sportstaske på fryseren. Det gav lige cirka 150 kilometer ekstra kørsel. Til deling mellem Gemalen og Fruen. Og hvis Gemalen havde troet, at han derefter kunne nå frem til tiden til sin start, så tog han fejl, men rare arrangører lod ham starte allersidst. Hvilket var pænt af dem, men hævnede sig, for så skulle de jo vente på, at han kom tilbage igen. Med tyve minutters tidsstraf, da kortlæsning og feber nok alligevel ikke gik særlig godt i spænd.
På den måde blev klokken næsten syv, før Gemalen endelig var hjemme igen. Træt, men trods alt ikke voldsomt mere forkølet end før start.
Altså var der ingen grund til at passe særligt på sig selv, og Gemalen brugte søndagen på at vaske og støvsuge bil. I hundekulde. Og dét var dumt. For forkølelsen er siden taget til i styrke. Fra moderat til rigtig træls. Gemalen hoster, nyser, snotter og sprutter. Og ligger på sofaen. Og lader sig varte op.
Når altså han ikke lige passer sit arbejde. For det gør han jo. Han fiser og farer. Og kører hid og did. Selv om han egentlig er for syg.
Og på den måde trækker han pinen ud. Og hoster, nyser, snotter og sprutter. Og ligger på sofaen. Og lader sig varte op.
Og ender med at smitte os andre.
Og det er så lige dér, vi er nu.
Suk.
 |
| Jeg kan lige så godt give op og overgive mig til kamilleteen med det samme. |
20 kommentarer:
Mandeforkølelse er ikke noget, man skal spøge med - det ved vi jo godt allesammen :-) Håber på snarlig bedring for Gemalen - før han får smittet resten af familien!
Aaaaargh altså!
Argh.... de mænd, de mænd! Nå, men god bedring med ham og håber du får lov at se lidt tv for dig;)
http://hvisvindenvender.blogspot.dk/2013/11/reringe-til-dig-ja-altsa-hvis-du-er.html
Der er ikke noget værre end forkølelede mænd, stakkels dig. :-(
At læse mellem linjerne - skønt indlæg.
Og så sender jeg en hilsen til min engel.... der også var "rigtig" syg af mandeetellerandet, og da han så blev rigtig syg og døde af det, hørte jeg ALDRIG et ord om hvor syg han var. Og livet går videre, og i dag har VI det fint med det.
:-)
Ved af gode grunde ikke så meget om mandeforkølelser, men det lyder ærligt talt lige så sølle agtigt som når jeg er småsyg.
Sofaen og fjernbetjening og en hund på maven.. og naturligvis opvartning!
Åhhh altså hvor er det synd for ham.. En mandeforkølelse er særme ikke at spøge med.. ;-)
Gid bedring til jer alle.
å nej , rigtig god bedring til jer alle ikke smart at støvsuge bil uden overtøj i den kulde .....
Randi: Nej, det er bestemt ikketil at spøge med! Tak :-)
Liv. præcis :-D
Mette: Jep - de mænd! Tak :-)
Rejen: Influenza-ramte mænd - måske - men ellers ikke ;-)
Kisser: Tak :-) Det er vist ikke helt ualmindeligt med mænd, der er pyldrede med småting, men bider tænderne sammen, når det bliver rigtig alvorligt. Ja, livet går videre, og det er dejligt, at I idag har det fint med det :-)
Overlever: He he, måske vil din kæreste ligefrem betegne dine forkølelser som mandeforkølelser ;-)
God bedring til jer alle :-)
Inge: Ja, det er - også synd for ham. Nej det er bestemt ikke noget, man skal spøge med. Tak :-)
Jonna: Han havde skam overtøj på. Og hue. Men det var stadig for koldt. Tak :-)
Som vores gode familielæge sagde: enten går det over eller også bliver det værre!
Lene: Tak :-)
Stegemüller: Haha, den udtalelse holder jo for det meste :-) Men netop Gemalen opretholder nærmest status quo,og har hverken fået det værre eller bedre de sidste par dage.
Jeg synes, jeg kender det ;-)! Mænd bliver næsten altid dobbelt så syge som kvinder, uanset hvad. Herligt indlæg!
God bedring til Gemalen. Jeg håber, at resten af familien går fri.
God onsdag!
Med alt det I har om ørene er imumforsvaret ikke helt på sit højeste, så det er let at blive lagt ned. I relation til Hannes bemærkning,så bruger nogen i vores familie vendingen, hvad der kommer af dig selv, forsvinder vel også af sig selv. Jeg ved godt det ikke er tilfældet, men HVIS, hvorfor sker det så ikke i samme fart som det kommer?
God bedring og jeg håber I snart kan sætte punktum for kampen med det offentlige.
Ih hvor er det typisk: først er de superhelte og skal partout gøre alt det, de egentlig godt ved, ikke er særlig smart, for at bevise, at man vel er et mandfolk. Og når så muren rammer ekstra hårdt af den grund, er de MEGET syge. I stedet for at forsøge at tage det i opløbet og passe lidt på sig selv i starten.
Jeg sagde "passe på sig selv" - ikke lade sig opvarte ;-)
Men de lærer det næppe nogensinde ...
Nonna: Det er vist ret genkendeligt ;-) Tak - til det hele. Og god torsdag til dig.
Pia: Den tanke med immunforsvaret har strejfet mig. Men jeg har skyndt mig at glemme den igen, for det er rarere at tro, at forkølelsen alene skyldes almindelig ufornuft og ikke nedlagt immunforsvar. Ja, gid det gik lige så hurtigt væk, som det kom. Tak. Og ja, det håber jeg altså også :-)
Ellen: Amen to that! :-D
Åh nej. Det er hårdt. Mandeforkølelser er noget af det mest onde. Og det starter tidligt. Min nevø på 7 har allerede fået vist, at han er en mand på det punkt. God bedring herfra.
Susanne: Det er nemlig slemt. Også slemt, at din 7-årige nevø allerede udviser mande-tilbøjeligheder, når han bliver syg. Det vil kræve en tålmodig kæreste/kone en gang til sin tid ;-)
Send en kommentar