Og så fik kassedamen lige et knus

Hvis jeg kunne slippe, ville jeg nok aldrig købe ind.

(Ja, jeg ved godt, at der findes netbutikker, men det er jeg jo alt for ustruktureret til at kunne benytte).

Jeg synes, det er noget bøvl. Især i tidsrummet fra klokken cirka fire til kvart i seks. Hvor det foretrukne supermarked er fyldt til bristepunktet, hvor parkeringspladsen er overfyldt, hvor til- og frakørslerne til parkeringspladsen er blokeret, og trafikken i det hele taget er håbløs. Derefter tynder det ud i kundemængden, da tilsyneladende næsten alle andre spiser aftensmad klokken seks. Sharp. 

Så jeg trækker den mest muligt. Og det passer faktisk fint med alle Donnaens gøremål. Hun bliver afleveret, og jeg handler. Og så går det for det meste nogenlunde  gelinde.

Hvis altså ikke, der er en handlende, der skal 'se på en mælk'. Tager sig god tid til at overveje, om det nu skal være sød-, let-, mini- eller måske endda skummetmælk. Og skal det mon være økologisk eller discount eller noget midt i mellem. Skal det bare være fra Arla, eller er det sjovere med mælk fra et af de små mejerier? Når det sker, er jeg ved at få svip. For hvor svært kan det være? Og det er jo altid en kunde med en stor indkøbsvogn. Som blokerer det hele i det alt for lille bitte hjørne, der er sat af til mælkeprodukter. Så jeg bare ikke kan få fat i mine fire liter minimælk og to liter A38 og komme videre.

Ved kassen vælger jeg med usvigelig sikkerhed den kø, hvor nogen foran mig har glemt at veje deres grøntsager, eller samtlige stregkoder er krøllede, eller kassestrimlen har sat sig fast, og det hele bare tager en krig. Vælger jeg selvbetjening, er det til gengæld mig, der har glemt, at jeg har en flaske vin med (og derfor skal godkendes af en servicemedarbejder), har krøllede stregkoder (og derfor skal hjælpes af en servicemedarbejder) eller får et uforklarligt stop (og derfor skal hjælpes af en servicemedarbejder).

Men igår bød så på en af de små, sjove og fine oplevelser, som man alt for sjældent oplever, og som man derfor kan - og skal og bliver nødt til - at leve højt på længe. 

Mens jeg står og pakker varer, kommer en servicemedarbejder (der er en del i den butik) hen til kassen med en frustreret kunde: Om nogen har set en bilnøgle? Næh, det er der jo ingen, der har, for tabte bilnøgler bliver normalt bare h-e-l-t væk.  Ærgerligt ærgerligt.

Alle omkringstående var således allerede ved at trække på skuldrene, og tænke 'godt, det ikke var mig', da miraklet sker, og kundens tabte bilnøgle materialiserer sig ud af intetheden og ligger og gør opmærksom på sig selv bag stolen hos den næste kassemedarbejder.

Hurra!

Og kunden, han blev så glad, at han gav servicemedarbejderen et kæmpeknus (okay, det så bare bedre ud med kassedame i overskriften). Den befippede servicemedarbejder blev rød i hovedet, men også glad. Kassedamen blev glad, og kunderne omkring blev glade, og lige pludselig snakkede alle glade med hinanden.

Og gik smilende derfra. Og tog hjem og fortalte deres familier om episoden over aftensmaden. Og alle grinede lidt og blev i bedre humør. Og ringede til deres gamle far, som blev så glad for en uventet opringning, at han snakkede venligt til sosu-hjælperen, der skulle lægge ham i seng. Og sosuhjælperen gik glad derfra. Og og og. 

Nåh nej, det, ved jeg forresten ikke, om skete.

Men jeg blev i hvert fald glad og kan nu igen holde til at købe ind et par år.