Kattekrig

Lige siden vi for fem år siden var så fantastisk heldige at se en brun bjørn i fri dressur i det nordlige New Mexico, har vi altid en spændt forventning om at se vilde dyr på vores ferier.

Det sker bare sjældent.

Heller ikke på denne ferie. Hvis altså lige man ser bort fra den mårhund, som spænede over vejen, da vi var mindre end 30 kilometer fra at være hjemme igen i det midtjyske. Og selv om det var første gang, nogen af os så sådan en, har jeg det alligevel lidt la-la med oplevelsen, da man jo ved, at den er et lille invasivt bæst, der slet ikke hører til i den midtjyske natur. 

Nå, men. 

Da vi fik vores nøgler til lejligheden i Portugal udleveret, kom der samtidig en kat forbi og så nysgerrigt på os. Receptionisten undskyldte og sagde, at den ikke 'hørte til', men var kommet tilløbende, og at flere af gæsterne jo desværre ikke kunne lade være med at give den mad, så den var selvfølgelig blevet hængende på stedet.

Godt så. Vi er ikke så glade for katte. Jo, Fruen er. Men Donnaen har lidt allergi, og Gemalen kan bare ikke klare katte. En enkelt kat på hele området mente vi dog nok, vi kunne håndtere. (Læs: skræmme væk).

Der var bare det ved det, at vi var stort set de eneste gæster de første to døgn. Og derfor også meget interessante som potentielle madgivere. Der var også den yderligere lille hage, at katten var en hunkat. Med fire totalt nuttede killinger, der tumlede rundt på vores terrasse, da vi vågnede næste morgen. Men det nyttede jo ikke noget, og da de ovenikøbet havde benyttet lejligheden til at sove i noget af vores glemte tøj på liggestolene, var begejstringen til at overse. Indenfor skulle de i hvert fald ikke, og at de ikke allerede var kommet ind, skyldtes alene, at vi havde sovet med alle persienner kørt helt ned.

Så vi var nødt til at erklære kattene krig.

Heldigvis havde Gemalen medbragt en lille flaske med spray-dims, som han ville bruge til at at oliere cykelkæde med. Nu kom der i stedet vand på flasken, og så fik både kat og killinger et vådt pust eller to, når de formastede sig op på vores terrasse. Det virkede fint, og ingen tog skade. Hverken katte eller damer, hvis psyke egentlig ikke er helt gearet til kattekrig.

Det tog et par døgn, hvor kattene til stadighed troede, at det der vandpjaskeri da måtte være en fejltagelse. Men så forstod de, at vi faktisk mente det alvorligt, og samtidig flyttede der folk ind i flere af de andre lejligheder, og så kunne kattene jo lige så godt afprøve, om de nye gæster var mindre gnavne. 

Det var de nok. Mindre gnavne altså. I hvert fald så vi ikke mere til hverken hunkat eller killinger i flere dage. 

Men da weekenden var omme, blev vi igen de eneste gæster (læs: eneste madmulighed), og så skulle vi lige prøves af igen. Vi var dog standhaftige, og kattene måtte gå med uforrettet sag. Tirsdag rejste vi også, og så ville der for alvor blive langt mellem gæsterne, nu hvor den egentlige sæson for længst var slut.

Og jeg har sgu lidt ondt af de små kræ.

Det er et hundeliv at være kat på de præmisser.

Ved poolen var der ingen katte.