fredag den 25. oktober 2013

Kattekrig


Lige siden vi for fem år siden var så fantastisk heldige at se en brun bjørn i fri dressur i det nordlige New Mexico, har vi altid en spændt forventning om at se vilde dyr på vores ferier.

Det sker bare sjældent.


Heller ikke på denne ferie. Hvis altså lige man ser bort fra den mårhund, som spænede over vejen, da vi var mindre end 30 kilometer fra at være hjemme igen i det midtjyske. Og selv om det var første gang, nogen af os så sådan en, har jeg det alligevel lidt la-la med oplevelsen, da man jo ved, at den er et lille invasivt bæst, der slet ikke hører til i den midtjyske natur. 

Nå, men. 

Da vi fik vores nøgler til lejligheden i Portugal udleveret, kom der samtidig en kat forbi og så nysgerrigt på os. Receptionisten undskyldte og sagde, at den ikke 'hørte til', men var kommet tilløbende, og at flere af gæsterne jo desværre ikke kunne lade være med at give den mad, så den var selvfølgelig blevet hængende på stedet.

Godt så. Vi er ikke så glade for katte. Jo, Fruen er. Men Donnaen har lidt allergi, og Gemalen kan bare ikke klare katte. En enkelt kat på hele området mente vi dog nok, vi kunne håndtere. (Læs: skræmme væk).

Der var bare det ved det, at vi var stort set de eneste gæster de første to døgn. Og derfor også meget interessante som potentielle madgivere. Der var også den yderligere lille hage, at katten var en hunkat. Med fire totalt nuttede killinger, der tumlede rundt på vores terrasse, da vi vågnede næste morgen. Men det nyttede jo ikke noget, og da de ovenikøbet havde benyttet lejligheden til at sove i noget af vores glemte tøj på liggestolene, var begejstringen til at overse. Indenfor skulle de i hvert fald ikke, og at de ikke allerede var kommet ind, skyldtes alene, at vi havde sovet med alle persienner kørt helt ned.

Så vi var nødt til at erklære kattene krig.

Heldigvis havde Gemalen medbragt en lille flaske med spray-dims, som han ville bruge til at at oliere cykelkæde med. Nu kom der i stedet vand på flasken, og så fik både kat og killinger et vådt pust eller to, når de formastede sig op på vores terrasse. Det virkede fint, og ingen tog skade. Hverken katte eller damer, hvis psyke egentlig ikke er helt gearet til kattekrig.

Det tog et par døgn, hvor kattene til stadighed troede, at det der vandpjaskeri da måtte være en fejltagelse. Men så forstod de, at vi faktisk mente det alvorligt, og samtidig flyttede der folk ind i flere af de andre lejligheder, og så kunne kattene jo lige så godt afprøve, om de nye gæster var mindre gnavne. 

Det var de nok. Mindre gnavne altså. I hvert fald så vi ikke mere til hverken hunkat eller killinger i flere dage. 

Men da weekenden var omme, blev vi igen de eneste gæster (læs: eneste madmulighed), og så skulle vi lige prøves af igen. Vi var dog standhaftige, og kattene måtte gå med uforrettet sag. Tirsdag rejste vi også, og så ville der for alvor blive langt mellem gæsterne, nu hvor den egentlige sæson for længst var slut.

Og jeg har sgu lidt ondt af de små kræ.

Det er et hundeliv at være kat på de præmisser.

Ved poolen var der ingen katte.

13 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det er da synd for kattene, men det er heller ikke spor sjovt for en katteallergiker, at blive påduttet deres selskab. Jeg er også en af de "onde", der ikke vil have besøg af katte - og hunde for den sags skyld.

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Ja, vel er det synd. Det værste er dog, at de skal gå vinteren i møde uden mennesker til at fodre dem :-(

Stegemüller sagde ...

Stakkels misser - ja altså ikke pga. jer, men at de ikke hører til nogen steder, og der ikke er nogen, der tager sig af dem. Vandforstøveren er en god idé, for det gør ikke ondt på dem, de bliver bare våde.

Selv elsker jeg katte og ville meget gerne have en igen, men her hvor jeg bor, må man desværre ikke have husdyr.

Anonym sagde ...

Jeg ville sgu osse blive irriteret over at blive belejret af sådan nogle nutte-katte... gu er de søde.. når de ligger i en sofa og er vanvittigt hjemme.. hos dem selv!

Men tilløbere her eller på ferie er no go...

godt kæmpet... og havde det ikke virket havde I vel købt et vandgevær i nærmeste butik...

Rejen sagde ...

Jeg holder meget af katte, men vil dog også gerne selv bestemme om jeg vil have deres selskab eller ej. ;-D

Ellen sagde ...

Uhhh - jeg holder meget mere af katte end af hunde, og mine følelser ville også have været meget splittede, men katteallergi er man nødt til at tage alvorligt. Gemalens følelser havde jeg nok set lidt stort på ;-)
Jeg håber, der kommer gæster nok til at holde dem i live vinteren over - sommerhuskattes normalskæbne er ikke rar at tænke på; så må man hellere gøre kort proces med dem.

Anonym sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Anonym sagde ...

Synd for de mange herreløse katte , det bliver en hård vinter ....
Sådan en vandspray flaske er ganske ufarligt våben mod de søde nuttede .....

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Ja, de er stakkels :-( Skulle jeg have et kæledyr, skulle det også være en kat.

Overlever: Killinger er nuttede. Og allermest, når de hører til et sted, og man ved, at de bliver passet. Ja, det havde vi nok, for det var i hvert fald ikke nok bare at true ad dem :-/

Fruen i Midten sagde ...

Rejen: Det ved jeg :-) Ja, det er absolut af foretrække, at man selv bestemmer.

Ellen: Det gør jeg også. Men tanken om at dele seng med sådan en halvvild flok, potentielt loppe- og sygdomsbefængte killinger var altså ikke rar. Ja, kort proces ville nok vare at foretrække. Jeg tror bare ikke, at det er noget, man ville være parat til at ofre euro på på det sted. Det er jo Sydeuropa.

Jonna: Det kan blive en lang, hård vinter :-( Nej, der er ingen, der tager skade af lidt vand i 25-28 graders varme.

Inge sagde ...

Jeg ved ikke om jeg kunne ha været lige så standhaftig, men kattealergi er jo ikke sjovt, så i jeres tilfælde var krig nok det eneste mulighed.

NonnasBlog sagde ...

Jeg kommer til at tænke på alle de katte, som vi måtte "slås" med på en ferie på Malta. Husbonden er allergisk, så her i huset foretrækker vi hunde :-)! Jeg synes, at I ordnede problemet på en rigtig god måde. God mandag!

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Jeg gætter på, at selv du ville synes, det var lidt træls med udsigt til at dele seng med en hel, fremmed kattefamilie ;-)

Nonna: Åh ja, det er altså ikke spor sjovt, hvis man skal 'slås' med mange katte på sin ferie. Hverken med eller uden allergi, synes jeg. Her var 'fjenden' heldigvis til at overskue ;-) Tak. Og god mandag til dig også.