Frem med cyklen

Da Verdensfirmaet flyttede i nye lokaler, fik jeg pludselig 1000 kilometer på arbejde. Eller i hvert fald mere end to. Faktisk næsten fem. Kilometer altså. Og det er jo voldsomt, når man er vant til at have cirka 500 meter.

Så nu skal jeg pludselig til at forholde mig til den trafikale virkelighed.

Som bilist er den virkelighed ikke særlig spændende. Det trafikale kaos er en storby værdigt. En gang kommer motorvejen uden om byen, og så forsvinder noget af trykket vel? Men ind til da lever vi med både for meget trafik og vejarbejder alle mulige og umulige steder. Dertil kommer, at Verdensfirmaet nu ligger i et industrikvarter med udkørsel til samme ringvej som et hav af byens halvstore arbejdspladser. Det genererer alt andet lige mere trafik end før, hvor adressen var et mindre kontorbyggeri på kanten af et villakvarter.

Jeg ved godt, at folk, der bruger timevis i køer omkring København, tværs over Fyn eller i trekantsområdet, næppe vil kunne tage mine brokkerier alvorligt. Men jeg er da ligeglad. Jeg synes, der er slemt, for jeg har fået det værre ...

Så kan jeg jo bare cykle. Og det gør jeg da også (når det ikke regner). Faktisk er det endda lidt kortere på cykel end i bil, fordi jeg kan køre 'bagom' ad villaveje og stier.

Men det første stykke er op ad bakke. Ikke ret meget, men langt og dræbende, og med en lille tilspidsning til sidst. Og jeg når altid, at tænke, at mit gear vist har sat sig fast, for der må bestemt være et mindre. Det er der ikke.

Jeg vænner mig nok til det (læs: kommer i lidt bedre form). Og det er kun godt, for nu kommer jeg ind på det stykke af ruten, der er fyldt med modsatkørende skolebørn i alle aldre. Der skal jeg helst være forberedt på lidt af hvert. Det er stier uden 'rigtig' trafik, og poderne føler derfor intet behov for at følge færdselsreglerne endsige tage hensyn. Så de er over det hele. Kommer tonsende ud fra indkørsler, tværs over fortove, rundt om hjørner og frem bag hække. Og de har travlt. Jo yngre, jo mere travlt. Hvilket jo egentlig er meget sødt, for så er glæden ved at gå i skole nok stadig intakt.

Efter dette nerveflænsende stykke, kommer der heldigvis en kort etape langs en lille sø, så jeg kan få vejret igen. Så en lille stigning og et stykke langs førnævnte ringvej. Her blæser det. Oftest imod, føles det som. Ganske sært, i betragtning af at det altid blæser fra vest i Danmark, og jeg derfor burde have vinden i ryggen, når jeg cykler mod øst.

Vel ankommet til min plads kan jeg starte med at lufte lidt ud, for det er da helt utroligt, så varmt der er ...

Otte timer senere kan jeg vende næsen hjem igen. Ruten er ikke den samme. Det er både sjovere og mere praktisk at lægge den lidt om på hjemturen. Først ned ad en lille sti gennem et naturområde og hjørnet af en nu sløjfet dyrehave. På det stykke er stien temmelig ujævn, og jeg har allerede reddet mig det første blå mærke på skinnebenet, da den ene pedal pludselig forsvandt. Så griner Gemalen lidt, når jeg brokker mig. Men det kan han jo også sagtens. Det er ikke ham, der kører rundt i terrænet i almindelige sko og på en konecykel.

Så forbi et sted, hvor der arbejdes på en bro over den kommende motorvej. Heldigvis er de fleste gået hjem, når jeg kommer, så der er hverken særlig meget støv eller trafik. Derefter kommer det næstbedste stykke. Ind i bøgeskoven, der netop nu er lysegrøn og fin, og så ud på et åbent stykke med et opdæmmet vandhul og mere eller mindre uplejede græsarealer. Derefter er ruten den samme som på udturen. Der er den lille sø og til allersidst det bedste stykke; det lange, lige stræk ned ad bakke, hvor jeg kan holde frihjul næsten hele vejen hjem til nummer femten.

Egentlig tror jeg, at jeg godt kan ende med at blive helt glad for min cykeltur.

I hvert fald så længe det er sommer.

Og det ikke regner.