Skralde-godt

For små fjorten dage siden stod Gemalen og luske-kiggede, da skraldemændene var forbi efter skrald.

Han, Gemalen altså, havde sat den næsten tomme pap- og plastemballage til en ramme dåseøller ud oven på skraldespanden. Næsten tom vil sige, at der stadig var tre dåseøl tilbage, én til hver skraldemand. Vi har tre; en chauffør og to, der løber. (Jo de gør! Løber altså. Og de må have en misundelsesværdig god kondition).

Skraldemænd må givetvis ikke drikke øl i arbejdstiden, men de må forhåbentlig godt drikke en fyraftensbajer. Og sådan en havde de fortjent, syntes Gemalen. Og jeg med for den sags skyld. For de er ret rare, vores skraldemænd.

Og det er rart med rare skraldemænd.

Vores skraldemænd kunne for eksempel aldrig finde på at placere den tømte skraldespand midt i indkørslen, så man hverken kunne komme ud eller ind. Sådan som jeg læste det i et blogindlæg en gang for længe siden (aner ikke hvem eller hvor).

Det bedste er dog, at de kan tænke. Helt selv. Og være rare samtidig.

Vores indkørsel er så lang, at vi selv skal køre skraldepanden ud til vejen. Og det gør vi så. Altså undtagen de få gange, hvor vi glemmer det. Nogle skraldemænd ville så tænke æv-bæv, men ikke vores, der godt kan klare at løbe ind efter vores skraldespand.

Hvilket de også gjorde, mens vi var på ferie. Vi ville ikke stille skraldespanden ud til skue i ti dage. Så hellere risikere manglende tømning. Men niks, den blev hentet ud. Og tømt. Og kørt et pænt stykke ind. Og ovenikøbet parkeret godt inde i vores ret uklippede hæk, så den var så lidt synlig fra vejen, at vi i første omgang overså den, da vi kom hjem.

Det er da god skralde-service.

Det ærgerlige er bare, at vi ikke skønner ret meget på det. Sådan til daglig.

Men så var det, at vi på vores ferie en dag var kørt ned ad en lang, smal og snørklet vej for at ende nede ved en lillebitte havn i en lillebitte by, hvor der i øvrigt ikke skete noget som helst. Da vejen var blind, måtte vi samme vej op igen. I mellemtiden havde der imidlertid, ud af den blå luft, materialiseret sig ikke én men to skraldebiler, der nu fyldte absolut hele vejen, mens de kravlede op ad bakken i sneglefart. For de franske skraldemænd havde ikke travlt. Bevares, de dovnede overhovedet ikke, men de løb heller ikke, som vores gør. Og de var helt og aldeles ligeglade med, at der dannedes en lille, utålmodig kø bag dem.

Jeg grinede lidt, mens Gemalen skumlede over den franske arrogance. Og kom i tanke om, hvor rare vores egne skraldemænd er. Og blev mindet om det igen, da han fandt vores skraldespand halvt inde i hækken.

- Og lige præcis derfor, kære skraldemænd, stod der altså en øl til jer, sidst I var forbi.