onsdag den 22. august 2012

Lektie-check


Det er genialt!

Intet mindre. Synes jeg.

Donnaen synes noget andet.

Det gælder den sidste nye forbedring på forældre-intra; lektie-fanen.

Den har vist nok eksisteret længe. Har bare ikke været brugt. Men nu, fra og med dette skoleår, bliver lektie-fanen brugt. Det er duksenes opgave at skrive lektierne ind, og så er det ungernes forbaskede pligt at holde sig ajour via elev-intra. Og forældrenes lige så forbaskede pligt at holde hånd i hanke med, at det også sker.

Nu er det slut med


- Det ved jeg ikke
- Det har jeg glemt
- Ups!
- Jeg fik ikke lige skrevet det hele ned
- Jeg var der jo ikke, og min lektiemakker svarer ikke på mine sms'er,

eller hvad nu de mere eller mindre ynkelige undskyldninger har været.

Så nu hjælper der ingen kære mor. Donnaen ved altid (bør altid vide), hvilke lektier hun har for. Og jeg ved det. Og hun ved, at jeg ved ...

- Mor, jeg gider altså ikke, at du skal overvåge mig på den måde, klager Donnaen.

Det forstår jeg godt. Og det er jo også et lidt kildent emne. Noget med ansvar for egen læring. Som går lidt fløjten, når jeg nu i den grad kan checke lektierne. Men så længe jeg opdager lige lidt flere lektier, end Donnaen umiddelbart kan huske, så er det sådan det er. Basta.

Til gengæld må jeg erkende, at jeg intet kan stille op med

- Ups, mine franskbøger ligger på skolen 
...



13 kommentarer:

Rejen sagde ...

Smart for dig, men ikke for Donnaen..;-D

Anonym sagde ...

Smart system som jeg er glad for ikke var opfundet da jeg gik i skole.

Jeg var vanvittigt god til at skulke fra alt der bare lugtede af lektier. Det kedede mig.

Anonym sagde ...

Smart system som jeg er glad for ikke var opfundet da jeg gik i skole.

Jeg var vanvittigt god til at skulke fra alt der bare lugtede af lektier. Det kedede mig.

Fruen i Midten sagde ...

Reje: Præcis ;-)

Overlever: Næh, det smarte ved det system afhænger helt af synsvinklen ;-)

Stegemüller sagde ...

Det lyder rigtig smart, at man som forældre kan følge lidt med i hvilke lektier, der skal laves. Det er i virkeligheden også smart for eleverne, fordi de så altid har et sted at slå op, hvis de nu ikke skulle have fået det hele skrevet ned. Men jeg kan se på det hele, at de måske ikke altid jubler.

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Det ER nemlig smart, også for eleverne. Men nej, det giver ikke megen plads til lidt dovenskab i ny og næ ;-)

Anonym sagde ...

smart system. Men føj de lektier har og er en plage i mange hjem, træls ungerne ikke skal blive på skolen og lave de lektier ,så man var fri for at overvåge om ungerne....

Madame sagde ...

Det er da godt at Donnaen har et sidste våben tilbage, nu hvor du kan se alt :-)

Ellen sagde ...

Fyda - godt internettet ikke eksisterede i min barn- og ungdom :-D - jeg kan godt forstå, at Donnaen er sur ... men du må kunne fortælle hende, at hvis hun selv passer sine ting, vil overvågningen stoppe ...
Jeg læste aldrig, lavede kun det, som skulle afleveres i skriftlig form. Lektier havde fanden skabt, mente jeg, og hvorfor knokle sig til 13, når man kunne få 8-9 stykker uden at lave specielt meget? Dengang holdt mit princip hele vejen op gennem gymnasiet, men de dage er vist for længst slut.

Fruen i Midten sagde ...

Fru Ipsen: Meget smart ja :-) Det ville være nemmere, hvis ungerne kunne blive på skolen. Men men. Så ville man jo helt miste både føling med, hvad de laver og muligheden for at påvirke kvalitetsniveauet (læs: svinge piske og sige 'det kan du gøre bedre').

Madame: Ja, jeg håber så bare, at hun ikke er bevidst om fidusen. Endnu. Det skal hun nok blive ;-)

Ellen: Det er jo lige det. Det princip levede jeg også til en vis grad efter. Og det var en fejl. Dels fik jeg kun 6 for mine manglende anstrengelser, dels skete der ingenting karaktermæssigt, da jeg tog mig sammen i 3g, for læreren opdagede det ikke, før jeg fortalte ham det. Således endte jeg med fire syvtaller i geografi og historie på mit eksamensbevis. Hvor jeg så let som at klø mig i nakken kunne have fået 9 eller 10, hvis jeg havde forstået spillereglerne i tide. Og ja, adgangsbegrænsningen til de videregående uddannelser var indført på det tidspunkt :-( Og derfor bliver jeg hys, når Donnaen vil dovne sig gennem de nemme fag.

Men passer hun sine ting, så vil overvågningen også blive nedtrappet til næsten ikke-eksisterende. Helt holde op, kan jeg nok ikke ;-)

Annemor sagde ...

Jeg kan ikke annet enn smile. Men det er en grei måte å holde seg oppdatert på. Det skal jeg medgi.
At Donnaen ikke synes om det, er forøvrig en helt annen sak. De liker ikke å bli tittet i kortene. De heller.
Ha en nydelig kveld :-)
Reservebøker? Kanskje en idé, om hukommelsen skranter mye??

Inge sagde ...

Det er ikke storebror der holder øje, men moar.. :-)
Jeg er glad for at den slags ikke fandtes da jeg gik i skole.

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Ja, det er smart, men hvem vil kigges i kortene. Næh, men så må Donnaen jo vise, at det er helt unødvendigt. Og det vil jeg se, før jeg tror det ;-)Skal vi have reservebøger, skal der betales for dem. Og meget er alligevel løse ark, så det er ikke så let endda. Forhåbentlig bliver det ikke et stort problem.

Inge: Yes, Big Momma's watching ;-) Nogle af de nymodens iøvrigt glemrende opfindelser kan sommetider godt føles som tveæggede sværd. Godt for noget, men skidt for noget andet ...