Krig!

Da familien sidste sommer holdt ferie i Bretagne, så vi på vejen dertil mange skilte med henvisning til forskellige war cemeteries, begravelsespladser fra 2. Verdenskrig. Gemalen og jeg var enige om, at vi gerne ville se nogle af dem, men også at vi ikke havde tid, så det måtte blive en anden gang.

Det blev i år. Hvor vi installerede os i passende afstand til alle D-dags-strandene.

Fruen havde læst på lektien og var til sidst næsten skeløjet, fordi der er så meget i det område, man kan se, hvis man vil. Men det var ikke meningen, at hele ferien alene skulle handle om 2. Verdenskrig, så der måtte vælges.

Første punkt blev the Normandy American War Cemetery and Memorial i Colleville-sur-Mer.

Når jeg selv skal sige det; faktisk et meget godt udgangspunkt.

Her var et lille museum, her var oversigtskort og udsigt. Og her var soldatergrave. Mange soldatergrave.

Først skulle vi dog ind.

Gennem et security-check som ved indrejse i USA.

Da forbløffelsen havde lagt sig, kunne vi egentlig godt forstå det. Området er som en lille stump USA og kan i høj grad betragtes som et fredhelligt sted for amerikanerne.

I forbindelse med museet er der en lille biograf. Filmen, der vises, er skabt på basis af breve, som de faldne har skrevet hjem til deres kære umiddelbart før D-dag. Man ser brevene, som bliver læst op. Man ser billeder af dem, der skrev dem, og der er interview med nogle af de efterladte. Meget andet er det ikke. Men det virker så meget desto mere rørende, og man skal være lavet af sten for ikke at rejse sig med en knugende fornemmelse i maven og blanke øjne.

Bagefter er museet hurtigt overstået.

Udenfor var vi først henne og se udsigten over Omaha Beach, den ene af de fem invasions-strande. Det var godt at få lidt blæst i ansigtet.

Bagefter insisterede Fruen på at gå helt ud til den anden ende af begravelsespladsen med de over 9000 kors eller Davids-stjerner. Gemalen og Donnaen afstod, så jeg gik alene.

Der var langt, for området er stort, og det er overvældende, knugende og bevægende i al sin enkle strenghed. Hundredevis af hvide kors og enkelte Davids-stjerner, række efter række. Uden pynt eller tingeltangel. Ved nogle ligger der en buket blomster eller bare en enkelt blomst. Ved de fleste ingenting. Og på korset står bare navnet på den faldne, hvor han gjorde tjeneste, hvilken stat han kom fra og datoen for hans død. Og så er der alle de ukendte, dem der aldrig blev identificeret, og som er '..known but to God'.

Jeg kunne nemt været faldet i staver, men måtte finde Gemalen og Donnaen, der i mellemtiden havde studeret store kort over invasionen og var parate til at gå. Selvom der var ind til flere monumenter og særlige mindesmærker på området, var jeg også indstillet på afgang. Kunne ikke rigtigt kapere mere.

Frokost i en lille by, hvor det var befriende at grine af, at baguetten var cirka halvt så lang, som Donnaen er høj. Det var vist nok den dag, vi kom for sent til at finde en åben slagterbutik, så vi måtte nøjes med vand og brød. Og Gemalen iøvrigt var ved at gå sukkerkold på sin cykeltur hjem. Men ellers var vi oftest en tur forbi den nærmeste slagter, hvor det altid var en skæg udfordring af finger-fagte sig til tre lækre skiver nyskåret skinke. Det lykkedes altid, og det er jo dejligt at opleve, at hvis bare viljen til forståelse er til stede, så kan man nå langt, selv om sprogfærdighederne lader en del tilbage at ønske.

Herefter gik turen til Arromanches-les-Bains. En anden af de mange småbyer langs kysten. Med flere forskellige attraktioner med relation til 2. Verdenskrig. Vi valgte Arromanches 360, som er en biograf, hvor man står midt på gulvet, mens filmen bliver vist hele vejen rundt om en. Filmen er et mix af invasionen og fredelige, nutidige klip fra de samme lokaliteter. Man oplever det, som om man er placeret ombord på for eksempel et af landgangsfartøjerne på vej mod stranden, står inde i en tank, der buldrer gennem gaderne eller sidder i et fly. Det er vildt, og det er voldsomt, og der er en øredøvende larm. Donnaen havde i lighed med en hel engelsk skoleklasse sat sig op gå et af de mange gelændre i salen. Men de kom alle hurtigt ned igen, og Donnaen var godt tilfreds med at kunne klamre sig til sin far.

Efter den hæsblæsende oplevelse nøjedes vi med, fra parkeringspladsen bag biografen, at se ud over havnen. Her kan man stadig kan se resterne af de allieredes kunstige havn, hvor man landsatte tusindvis af soldater og lodsede alt fra konserves til tanks i de første måneder efter invasionen.

De følgende dage så vi kun lidt mere til krigen. Ud fra en betragtning om, at indtrykkene ikke skulle blive for mange, og at store oplevelser altså skal have tid til at lejre sig. Både i små og store hoveder ...