Uf, hvor er det stadig koldt!
Og uf, hvor jeg fryser.
Jeg holder den kun gående på brok og varm kaffe..
I morges fx brokkede jeg mig højlydt over at skulle hente avisen ind fra postkassen h-e-l-t ude ved vejen.
Men da jeg så endelig havde fået overtøj og støvler på. Og havde varmet nøglen op over et stearinlys (låseolie - ja ja, jeg ved det godt). Og havde bevæget mig h-e-l-t ud til postkassen; gik det pludselig op for mig, at jeg måske i stedet for mit brokkeri skulle være bare en lille smule tilfreds.
Tilfreds med, at der rent faktisk var et menneske, der havde puttet avisen i min postkasse. Og som havde været gudsjammerligt tidligt oppe, for iklædt polarudstyr (ja, det håber jeg da, at han er) at fræse rundt på knallert og aflevere morgenaviser til os og alle de andre trygt sovende avisabonnenter.
Ligesom der er blå mænd, som tømmer min skraldespand. Vi kører godt nok skraldespanden ud til fortovet, så den er til at få fat i. Men fortovene er mange steder glatte, og skraldemændene løber det meste af tiden, så de er konstant i fare for at falde og brække både arme og ben i deres bestræbelser på at fjerne vores skrald. Til gengæld har de nemt ved at holde varmen..
Hvilket man ikke kan sige om det postbud, som jeg hver dag kan se komme kørende med dagens post. Han plejer at være ret vejrbidt at se på, men nu synes jeg, han bliver mere og mere blå-lilla-frossen, som dagene går, og vinterkulden bare bider sig fast. Stakkels ham.
Det var lige de første tre eksempler på vinterhelte, der bare passer deres arbejde. Og som ikke får en krone mere i løn, selvom temperaturen er faldet til 15-20 grader under, hvad der er nogenlunde behageligt at arbejde i.
Dertil kommer alle de andre, der også bare skal finde ud af at få det til at fungere, mens de arbejder ude i kulden.
Imens sidder jeg inde i varmen og brokker mig, fordi jeg er nødt til at have en ekstra stor sweater på (der er altså lidt småkoldt) og store støvler (og det trækker om fødderne), mens jeg varmer fingrene om kaffekruset og spekulerer på, hvem der mon gider sætte den næste kande over.
Men nu skal det altså også være slut.
Jeg lover hermed højtideligt at være tilfreds og ikke at brokke mig ret meget over vintervejret de næste par dage.
Men så må det altså også gerne blive forår lige med det samme.
Og hvis det er snestorm, når jeg vågner i morgen, bryder jeg mit løfte!
10 kommentarer:
Jeg sætter også pris på, at vi har postbude og skraldemænd. Her hos os kommer skraldemændene dog ikke, når det er glat, og så lister jeg rundt og finder skraldespande, der kan rumme en ekstra skraldepose - men sig det endelig ikke til nogen ;-)
Uha ja, koldt er det! Jeg glæder mig også til forår, og det må gerne komme nu ...
Jeg skal heller ikke brokke mig ret meget hvis sneen og kulden forsvinder i en vis fart...;-D
Du har da ganske ret; måske skyldes det også, at det første, man ser, når man slår op i en avis, er ulykker. Det er ikke noget, der får humøret særligt højt op.
Men det skal være løgn, for selvfølgelig er vi taknemmelige for alle de mennesker, der gør vores hverdag lettere. Og det med ulykkerne i avisen - ja, jeg er holdt op med at læse dem... ;-)
Hi hi Madame, skal nok lade være med at sladre ;-)
Nej vel Reje, så vil vi holde op med at brokke os. Næsten altså ;-) Faktisk er her cirka 10 grader mindre koldt her til morgen end de foregående dage, så man kan jo bare håbe..
Mia F, måske man skulle holde helt op med at hente morgenavisen ind til morgenmaden og så bare koncentrere sig om at være sammen? Nå, det er nu også så drastisk ;-)
Avis og morgen kan ikke adskilles her på matriklen (og nok heller ikke i det hjem, der skal findes i snarlig fremtid). Kæreste er nemlig udpræget B-menneske, så han vågner bedst over 1. sektion, mens jeg kører kultur, debat og diverse tillæg igennem. Vores fællesmorgener begrænser sig dog til weekenderne. Sådan er det jo, når der er nogen, der pendler fra 2100 Ø til Fyns land.
Har ogsaa brokket mig her til morgen. Bor i en lille ferie by, hvor man ikke kan finde én eneste vinterstriktroeje fordi 95% af forretningerne har vinterlukket. Saa jeg brokkede mig og du har ret det hjalp ikke, heller ikke paa kulden! :-)
Saa nu vil jeg proeve, 'bare' at fryse uden at brokke mig og saa taenke paa alle de stakler, som arbejder ude ;-)
Østfront, jamen aviser ER også hyggelige. Hvis man altså læser aviser.. Det gør Pigebarnet ikke, og jeg kan godt forstå, at hun ind i mellem synes, at vi er ret kedelige at spise morgenmad sammen med :-/ Og hvis jeg nu lod være med at hente avisen ind, så kunne jeg jo snakke med hende i stedet..
Arh altså Lene, jeg synes måske godt du kan få lov at brokke dig, hvis du ikke kan få fat på en varm sweater. Men det er så ikke kun fordi du bor på Mallorca. Forleden ville jeg finde en vinterfrakke til Pigebarnet, men det kunne da ikke lade sig gøre. Ekspedientrne gloede på os, som om vi var åndsvage, for alt vintertøj var da forlængst gemt væk. Men vi kunne da købe en forårsjakke.. Som om.
Man bliver SÅ forkælet - det gør godt indimellem at få sat tingene i relief!! :-)
Det med at vintertoejet er pakket vaek proevede jeg ogsaa i en forretning. Jeg har altsaa ikke den store lyst til at koebe foraarstoej naar der er koldt!
Kan tage til Palma og shoppe, det vil jeg saa goere i morgen ;-)
KongMor: jah.. ;-)
Lene: Håber, du havde en god shoppe-tur til Palma. Det kunne jeg også godt tænke mig - altså en tur til Palma ;-)
Send en kommentar