Aldrig mere sønderjysk kaffebord..

Man skal passe på med at generalisere. Og med at være for kategorisk. Og uretfærdig.

Lige nu har jeg tænkt mig at gøre/være det hele.

For jeg er gået i brædderne med 'noget', som jeg ikke helt ved, hvad er. Har sovet i halvandet døgn og er nu stået op, øm og mørbanket i hele kroppen.

Stakkels mig.

Men det er slet ikke det, det handler om.

Det handler om, at når en af os bliver ramt af snot eller influenza, ser hele familien sig om efter en syndebuk.

Det er ret fjollet, for det er jo nærmest kun, hvis man har kysset med en, der er forkølet eller har influenza, at man med særlig stor sandsynlighed kan sige, at det er lige præcis ham eller hende, man har sin virus fra..

Vi gør det bare alligevel. Ikke kysser altså. Men leder efter syndebukke.

Og denne gang, er det eneste, jeg har gjort, som Gemalen og Pigebarnet ikke også har gjort, at spise cirka dobbelt så meget kage som dem.

Til sønderjysk kaffebord på Kommandørgården på Rømø. I lørdags.

For da de rejste sig for at tage en tur i poolen, blev Fruen siddende og tog sig lige en ekstra kop kaffe og lidt ret meget mere kage.

Det var dumt. Dobbelt dumt.

Først resulterede det selvfølgelig i gemen overspisning, så der dårligt var plads til aftenens menu.

Dernæst sidder jeg nu med fornemmelsen af, at en eller anden nok er kommet til at nyse ud over kagerne, og at det er derfor, jeg er blevet sendt til tælling.

Har jeg først fået sådan en ide, er det ikke nemt at komme af med den igen. Så jeg er bange for, at der skal gå m-e-g-e-t lang tid, før jeg igen skal til sønderjysk kaffebord.

Det er ret surt for en, der er ret glad for kager..

Og Rømø?

Rømø var så kedelig, at det blot blev til et hak på listen over danske øer, der skal besøges, inden Pigebarnet flytter hjemmefra.

Uretfærdigt?

Givetvis.