Kultur på flere måder

Noget af det bedste ved at færdes i Singapore - ud over, at der er dejlig varmt, og at det føles totalt trygt og godt - er mangfoldigheden.

Her er mennesker i alle kulører, og de sameksisterer - tilsyneladende - helt uden problemer. Jeg ved da godt, at der kan foregå alverdens ting, som man som almindelig blåøjet turist hverken ser, hører eller iøvrigt fatter en bjælde af. Men altså, umiddelbart er der fred og fordragelighed mellem de tydeligt forskellige folkeslag.

Det ses blandt andet i metroen, hvor den unge, meget tildækkede (malaysiske?) kvinde sidder ved siden af to kinesiske bedstemødre i t-shirts, nederdele og flipfloppere. På deres anden side sidder en hel, meget mørk, smuk indisk familie, hvor mor og bedstemor bege er i sari. Og så er der de små grupper af skolepiger, der sidder og kvidrer, i ens skoleuniformer og hver sin hudfarve.

Det er til at blive helt glad i låget af.

Og altid sjovt at sidde og kigge på ...

Donnaen og jeg syntes, at vi også skulle have mest ud af diversiteten og om muligt se lidt af alle kulturer. Det lykkedes ikke helt, men det er så en anden historie, og intentionerne var i hvert fald de bedste.

Således satte vi efter morgenmaden kurs mod den store Sultan Moské i det område af Singapore, der hedder Kampong Glam, som vistnok betyder arabisk kvarter. Vi var med bussen, hvilket var lidt af et sats, men med betydeligt kortere at gå end fra en metro-station. Det gik meget godt. Vi kom af kun et enkelt stop for sent, og vi huskede begge at stemple ud, da vi hoppede af. At komme af det rigtige sted er lige præcis det sværeste ved at tage bussen, for bussen stopper måske/måske ikke (og her var det ikke) ved alle stop, og hvordan skal man ellers vide, hvornår man er det rigtige sted, når man ikke har været der før?

Men altså, vi kom af og skulle blot gå et par hundrede meter tilbage for at finde den rette vej. På et tidspunkt fyldte en kæmpe turistbus det meste af gaden. Den læssede en hel horde franske turister af, men de skulle heldigvis ikke samme vej som os, så da vi nåede moskéen, var der kun ganske få mennesker. Moskéens store, gyldne løgkuppel strålede i solen og så helt fantastisk ud, når man kom rundt svinget i den lille gade. 

På tæt hold var vi først lidt i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne komme ind, da den første låge i muren var lukket. Det var der heldigvis ikke, lukket altså, og vi gik ind og blev venligt modtaget af en mand, der beordrede Donnaen til at iføre sig en form for kjortel, der dækkede hendes lange bare shorts-ben. Jeg slap, til min overraskelse, fordi mine bukser lige akkurat dækkede knæene. Og at jeg bare havde en t-shirt på foroven, gjorde ingenting. Det var Donnaen lidt utilfreds med. Dels fordi jeg havde 'glemt' at fortælle hende det på forhånd, men mestendels fordi hun havde det meget varmt, dækket fra top til tå, som hun var.

Indenfor kom vi til det store bederum, som siges at kunne huse helt op til 5000 bedende. Det var svært at bedømme. Denne dag sad der kun enkelte personer på det kæmpestore gulvtæppe, som dækkede hele gulvet.

Jeg har aldrig før været i en moské, så jeg har intet sammenligningsgrundlag. Ud over alle de kirker jeg har set. Og som en moské jo netop ikke kan sammenlignes med. Her var blot et meget stort rum uden ret mange dikkedarer. Store søjler bar tagkonstruktionen og en indskudt balkon i begge sider. Det store rum var åbent ud mod en udvendig søjlegang, og buerne over dørene var smukt dekorerede i flotte mønstre i guld og grønt. Det samme var endevæggen, hvor en stor portal fyldte det meste. Hvor den førte hen, ved jeg ikke, men flot var den.

Det store, næsten tomme rum, var virkelig forskelligt fra en overfyldt katolsk kirke. På sin vis kan man jo mene, at det er meget godt, at der ikke er så meget tingeltangel til at forstyrre ens tankegang, når man skal koncentrere sig om sin tro og sin gud. Under alle omstændigheder blev vi begge grebet af roen og stemningen og listede andægtigt rundt og kiggede. Det måtte vi gerne, og vi måtte også tage billeder, så længe vi ikke fotograferede de bedende. Men Donnaen nærmede sig hurtigt smeltepunktet, så hun afleverede sin kjortel, og vi sagde farvel til den venlige herre og gik ud i solen.

Vi daskede ned gennem de små gader på vej tilbage til bussen. Her var hyggeligt, men også ret turistet med mange caféer og små butikker, der solgte t-shirts og tingeltangel. Kampong Glam er, ligesom blandt andet Chinatown, en enklave, hvor de gamle huse i to-tre etager stadig får lov at blive stående, mens højhusene rejser sig i baggrunden. Det giver nogle ret hidsige kontraster rent visuelt, og man kan godt bruge lang tid på bare at glo.

Men vi skulle videre, for Donnaen ville på museum, og da det er lige så sjældent forekommende som sne i Sahara, var det bare med at komme afsted.

National Gallery Singapore var målet.

Og let at finde.

Det var desværre også det eneste lette.

For det store, flotte galleri er meget, meget svært at finde rundt i. Det består af to flotte, gamle bygninger, det gamle rådhus og den gamle højesteretsbygning, der er bygget sammen. Denne mellembygning er helt moderne i glas og stål og forbinder to gamle, statelige bygninger fra den engelske kolonitid. Det er meget flot og anderledes, men det var jo ikke det, vi ville se.

Faktisk vidste jeg slet ikke, hvad det var, Donnaen ville se. Det viste sig at være en vandreudstilling, som hun havde set på nettet. Efter at have ledt højt og lavt og spurgt sig for blandt adskillige kustoder fandt Donnaen omsider frem til et par unge piger, der vidste, hvad hun talte om, men som også kunne fortælle, at udstillingen var 'vandret videre' og nu kunne ses i Hong Kong. 

Øv! 

I stedet måtte vi nøjes med en anden vandreudstilling, som faktisk også var ret fin, bare ikke den rigtige. Desuden så vi en vandreudstilling med Monet, men den var ikke noget at skrive hjem om, og så så vi en permanent udstilling med gamle kinesiske blæktegninger. Den var jeg ret vild med, og vi var begge meget fascinerede af udsigten fra tagterrassen, hvor man kunne se ud over en stor del af Marina Bay med alle de spektakulære bygninger.

Vi så mere end det, men irritationen over vores absolut manglende evne til at finde rundt var mærkbar, og vi blev enige om ikke at gide mere og i stedet gå ud og finde noget frokost.

Det vidste vi nemlig, at vi kunne finde ud af.

Den smukke Sultan Mosque.

En sydhavs-ø kun for sjov

Singapore har ikke noget Disneyland.

Til gengæld er der Sentosa Island. En lille ø, der helt er forbeholdt fritidsfornøjelser. Her er hoteller, golfbane, lystbådehavn og strand. Plus en lang række forskellige forlystelser og attraktioner af meget forskellig karakter.

Især er der en Universal Studios forlystelsespark, hvilket Donnaen ikke var mange sekunder om at finde ud af, da vi planlagde turen til Singapore.

Dér måtte vi hen!

Belært af sidste års erfaringer skulle det ikke være Valentines Day, altså onsdag. Det skulle heller ikke være torsdag, som var nytårsaftensdag i forhold til det kinesiske nytår, for vi kunne ikke finde ud af, om det betød, at mange ville holde fri. Og det skulle helt sikkert ikke være fredag, nytårsdag, hvor vi med sikkerhed vidste, at alle havde fri.

Derfor var der kun tirsdag tilbage. Så vi sparkede os selv relativt tidligt ud af sengene og drog afsted. Med metroen til Harbourfront, hvor vi skulle finde det lille tog over til øen. På et kort ser det ud som om man skal ud at gå for at finde stationen, men i virkeligheden skulle vi blot følge strømmen i et stort shoppingcenter, så gav det sig helt af sig selv.

Ved den første station, Harbourfront, hoppede vi af og fulgte skiltene mod S.E.A. Aquarium, som vi ville besøge før Universal Studios. Vi havde nemlig købt billetter hjemmefra. Til Universal Studios plus tre andre attraktioner efter eget valg. Det vil sige, det var nu egentlig lidt snyd, for akvariet hang sammen med et sejlskib, som vi ikke gad se, og på den måde brugte vi to klip på én attraktion. Det gjorde nu ikke så meget, for det var stadigvæk en billigere løsning end at købe billetterne hver for sig. Knapt så smart var det, at vi ikke bare kunne gå ind på vores billet-print, men først måtte redeeme ved en særlig billetluge og på den måde ikke slap helt for at stå i kø.

Ind kom vi, og det var stort. I følge diverse opgørelser det andet- eller tredjestørste akvarium i verden, lidt afhængigt af om man måler på det ene eller det andet. Mange steder føltes det dog ikke specielt stort, og man kunne godt en gang i mellem risikere at skulle slås lidt for at komme til at se. Med lidt tålmodighed lykkedes det dog at få os møvet helt hen til glasset de fleste steder. Og så var der de store akvarier, hvor man helst skulle stå lidt på afstand for at få det bedste indtryk.

Og der var hajer og alverdens andre fisk i sjove farver og faconer. Vi har ikke en pind forstand på fisk, men synes bare, de er sjove at se på.

Det bedste af det hele var (selvfølgelig) det absolut største akvarium. Det var nærmest som at gå ind i et meget stort auditorium, med ståpladser på flere niveauer, og så den største akvarievæg, jeg har set. En masse forskellig slags fisk svømmede rundt, men Donnaen og jeg er specielt pjattede med rokker. Og her var mange. Både rigtigt mange små på størrelse med en stor stegepande og så de store og de kæmpestore. Hvor store, de nøjagtigt er, ved jeg ikke, men når de kom glidende langs glasvæggen, lignede de lagner til en dobbeltseng. De fleste var mestendels hvide på mavesiden, men nogle få skilte sig ud med mørke undersider, og især en enkelt af de store var meget flot med sort mave og nogle få hvide aftegninger, så vi fik associationer a la Darth Vader. Lidt uhyggeligt faktisk.

Vi var der længe, fordi Donnaen forsøgte at tage den perfekte selfie med en rokke i baggrunden, og det var absolut ikke nemt. Morens evner som portræt- og rokkefotograf var sørgeligt begrænsede, så det blev ikke bedre af, at jeg prøvede.

Da vi til sidst ikke kunne kapere flere rokker, gik vi ud i varmen og traskede over til Universal Studios, hvor vi måtte igennem en endnu mere fjollet billet-indløsningsprocedure. Heldigvis var der ikke vildt mange mennesker, så vi kom alligevel ret hurtigt ind i parken. Købte os noget at drikke og så os omkring.

Donnaen, der har oplevet Universal Studios i Florida, kunne ret hurtigt konstatere, at Singapore-udgaven er en lillesøster-version med mindre plads, færre og knapt så vilde/lange forlystelser. Det gjorde nu ikke noget, for i virkeligheden er Donnaen og jeg et ret dårligt match, når det kommer til forlystelser, for mens Donnaen ikke bryder sig om højder, er jeg ikke vild med voldsomme accelerationer, og ting, der kører rundt i høj fart. Det forhindrede os dog ikke i at have det sjovt. Vi prøvede både dit og dat, og havde valgt den helt rigtige dag med overkommelige køer. Donnaen kom mere i højden, end hun brød sig om, men tog det pænt, og jeg både overlevede en rutschebane og konstaterede, at lukker man (læs: jeg) øjnene i 3D-forlystelser, så sker der ikke så meget, da det meste bygger på synsindtryk, mens man bare sidder og rokker, spændt fast i sit sæde i en lukket kabine, der godt nok står og ryster og vipper og drejer, men iøvrigt ikke bevæger sig ud af stedet.

Sidst på eftermiddagen var der et stuntshow, som vi selvfølgelig skulle se. Selv om det var varmt, skulle vi ikke nyde noget af at sidde i soak-zone, men fandt pladser lidt længere væk. Hvilket var godt, for de forreste tilskuere blev temmelig våde. Der var nemlig tale om et show med en masse vand i et Mad Max-agtigt univers, hvor helte og skurke kæmpede om magten i en lille flydende koloni i en ellers oversvømmet verden. Plottet var ikke særlig vigtigt, og selv om vi ikke altid var sikre på, hvem der var heltene og hvem skurkene, var det sjovt og flot at se dem drøne rundt på jetski og i speedbåde mellem eksplosioner og ildebrande og ting, der faldt ned.

Der blev løbet og klatret og slået på tæven, og det må have været virkelig varmt for de medvirkende stuntmænd og -kvinde. Vi andre sad lige så stille i skyggen og kiggede, mens sveden løb i små dråber ned ad bryst og mave ...

Varmen lagde en naturlig dæmper på gide-niveauet og efter noget mere at drikke forlod vi forlystelsesparken og satte kurs mod den modsatte side af øen. På vejen kom vi forbi en gigant-udgave af Merlion. Så stor, at man kan komme op i den og kigge ud over øen fra Merlions løvegab. Det gad vi nu ikke, men fortsatte til den anden side, hvor vi fandt billetlugen til redemption af de sidste billetter, så vi var klar til at se Wings of Time lidt senere. Først skulle vi dog spise og fandt en udmærket restaurant - eller cafeteria var det vel nærmest, hvor Donnaen fik en udmærket nudelret og jeg en lidt mere mystisk ret med nudler og fisk.

Ned kom det dog, og mætte og tilfredse gik vi hen for at se Wings of Time. Vi vidste ikke rigtigt, hvad det egentlig var, men det havde set spændende ud på nettet ... Stierne ledte ned på stranden, hvor der var et afgrænset område med bænke, og ude i vandet stod en underlig konstruktion af træplader, som vi ikke rigtigt kunne forstå, hvad skulle bruges til.

Der sad vi så i den lune aften og kiggede ud over havet og de mange skibe, mens tusmørket kom krybende.

Forestillingen havde to medvirkende, som man så først og sidst. Resten var lyd, lys og vand - og træpladerne fra før. Meget svært at forklare, men en fortælling om at rejse gennem tiden med en kæmpefugl. Og det var superflot. Træpladerne fungerede som et filmlærred, men derudover blev lyset sendt op i mod nogle fontæner eller springvand, så der dannede sig de flotteste billeder og formationer, som forsvandt igen, så snart vandet forsvandt. Vi sad med åben mund og glemte i lang tid at tage billeder. Og når vi prøvede, var det næsten umuligt at ramme de rigtige tidspunkter, så vi opgav igen og nød bare showet og hele stemningen.

Knap en halv time senere var det hele overstået, og nu skulle alle hjem, så der var lidt kø ved toget, hvis endestation meget bekvemt lå et par hundrede meter væk. Men igen var det bare at følge strømmen, og inden længe kunne vi daske fra Chinatown og hjem til hotellet.

Wings of Time. Det grønne og brune er træplader og lys.
Den røde fugl er alene vand og lys.