Sprint, marathon og en tabt mobil

Selvfølgelig var der også langt til Hong Kong. Det føltes bare ikke sådan, og faktisk var udturen lidt kortere, da vi fløj Kastrup-Stockholm-Hong Kong.

Helt præcist fløj vi Karup-Kastrup-Stockholm-Hong Kong og måtte også på udturen op, før en vis mand fik sko på.

Vi havde checket in hjemmefra. Og i Karup var man skam i stand til at sende bagagen hele vejen til Hong Kong. Også selv om vi havde tilkøbt Karup-Kastrup separat fra de øvrige billetter.

I Kastrup havde vi god tid. Og fik endnu bedre tid, da maskinen til Stockholm var forsinket. Så forsinket, at vi godt kunne regne ud, at vi ville komme i tidsnød, så jeg klagede min nød til en steward, som mente, at det nok skulle gå. Da vi lagde an til landing, viste det sig dog, at vi var flere, som var bekymrede, og der kom en servicemeddelelse til de Hong Kong-rejsende om, at vi med det samme skulle gå til gate det og det for at nå flyet.

Donnaen hørte beskeden som Løb!, og det gjorde hun så. Hun sprintede afsted, og hendes gamle mor efter, så godt hun kunne. Overbevise Donnaen om, at vi godt kunne tage den lidt med ro, kunne jeg ikke. Så vi landede i sæderne med pulsen oppe og kunne så sidde der og dampe, ind til de sidste kom ombord. - Og ikke mindst til vores bagage blev fisket frem og lastet med.

Turen gik helt planmæssigt. Vi fløj gennem en kort nat og landede klokken 07:10 i Hong Kong. Indrejseformularen til Hong Kong havde vi udfyldt, og så gik det fuldstændigt uproblematisk gennem paskontrol og bagageudlevering.

The Airport Express var nem at finde, og da vi pænt linede op for at købe billetter, fik vi at vide, at vi bare kunne hoppe på toget og betale ved ankomsten.

Altså susede vi afsted og fik de første glimt af storbyen og de mange, mange, mange højhuse.

Vel fremme betalte vi vores tur, og jeg spurgte, om vi samtidig kunne få et Octopus-card? Det skulle dog købes ved en anden skranke, og mens vi kunne betale for den første togbillet med kort, skulle Octopus-kortet betales kontant, så jeg måtte først forbi en hæveautomat, som meget passende stod cirka tyve meter væk.

Nu kunne vi i princippet have taget metroen til hotellet, men da der var en gratis hotel-shuttle-service - og vi jo ikke var særligt stedkendte - benyttede vi den.

Ude i trafikken opdagede vi, at vi var landet midt i det årlige Hong Kong-marathon, som - viste det sig - havde opløb stort set lige foran hotellet.

Men det generede selvfølgelig ikke en dreven chauffør, og vi blev læsset af og tog den rullende trappe op til receptionen på første sal. Vi kunne godt checke in, men ikke få vores værelse før klokken 14, hvilket der var cirka fire timer til. Vi afleverede bagagen, satte os ned og sms'ede til Gemalen og bestemte os for at gå ned og kigge nærmere på marathon-løbet.

Der var mange mennesker, virkeligt mange mennesker. Jeg læste senere, at ikke mindre end 74.000 mennesker havde deltaget i enten marathon-, halv-marathon- eller 10 km-løbene. Læg dertil hjælpere, officials, politi, dimse-uddelere og almindeligt nysgerrige. Vi prøvede at finde indgangen til parken og gik lidt frem og tilbage i mylderet.

Ind til jeg pludselig blev klar over, at jeg manglede min mobil.

Den var ikke i tasken, som den burde.

Og heller ikke i min baglomme, hvor den bestemt ikke burde være, men hvor jeg har den normalt hjemme i det midtjyske.

Den var væk! - Tabt eller stjålet.

Pis'oss'!!

Vi tog turen frem og tilbage en gang til, men så den selvfølgelig ikke. Vi kontaktede en official, som henviste til en bod for lost & found inde i parken, og vi kontaktede en betjent, som henviste til den lokale politistation.

Fruen kunne mildest talt ikke overskue nogen af delene og valgte at bruge den livline, som hotellet måtte formodes at være.

Imødekommende receptionist hørte på mine kvaler og spurgte ind til mærke og udseende.

Hvorefter anden receptionist gik en tur ud i baglokale og returnerede med - ta dah! - min mobil. Som jeg bare havde efterladt på et lille bord i lobbyen, da vi gik.

En gang i mellem har man heldigvis lov til at være meget heldig.

Højhuse i glas og stål.

L-a-n-g-t hjem

And we are back! Næsten alt gik nogenlunde som planlagt, og alt er godt.

Men for hulan, for filan og for meget mere i samme dur; der var godt nok l-a-n-g-t hjem.

Dels fordi der bare er langt hjem fra Hong Kong, dels fordi Fruen ikke lige havde læst det kapitel i grønspættebogen, der handler om transit i Shanghai og dels fordi - nå ja, det kommer jeg til.

Vi aftalte med Gemalen, at han skulle ringe og vække os, inden han selv gik i seng torsdag aften.

Op klokken 05:00, breakfast-box leveret 05:30, check ud fra hotellet cirka 06:20. Så de 100 meter til metro-stationen, med toget til Central og skifte til The Airport-Express, som meget heldigt kørte, så snart vi var kommet ombord. Det gav os 10-15 minutter, hvilket viste sig at være meget heldigt.

I lufthavnen fandt vi hurtigt Cathays skranker for aflevering af bagage. Vi havde checket in dagen før på Central. Men kun til Shanghai og ikke videre til København. Check in-damen kunne ikke rigtigt redegøre for, hvorfor vi ikke kunne checke ind hele vejen, men mente, at det kunne vi så gøre næste dag i lufthavnen. Altså opsøgte vi først SAS-skranken, men ung kinesisk SAS-gut sagde:

- But of course - not.

Det gentog han tre gange, uden at vi blev klogere på, hvorfor of course - not. Men det var der ikke noget at gøre ved, så vi afleverede bagagen hos Cathay og skulle så have fat på den igen i Shanghai. Derefter igennem pas- og sikkerhedskontrol, og det tog, på trods af mange åbne skranker, lang tid. Så lang tid, at da vi endelig var igennem, var det allerede tid for boarding. Helt ude i den fjerneste ende af terminalen. Heldigvis kunne vi hoppe på en shuttle, som hurtigt fragtede os derud, og vi kunne gå direkte ombord. Men nåede altså overhovedet ikke andet, selv om vi ellers havde regnet med at have afsat tid nok til også at kunne undersøge, om der var noget at shoppe i den tax free.

Cirka to en halv time senere landede vi i Shanghai. Åbenbart næsten ude i en kinesisk mark, for det tog uendelig lang tid at taxie ind til gaten. Endelig ude af flyet var vi lidt på Herrens mark, og jeg håbede bare at kunne følge strømmen gennem lange, lange gange, der så ud til sidst at være vedligeholdt i halvfjerserne. Ved paskontrollen, i en stor miserabelt udseende hal, var der skranker for kineserne selv og andre for Hong Kong-kinesere og nogle få andre, som jeg har glemt. Og helt nede i den anden ende af den store hal, i et hjørne med kasser stablet op til loftet, var der så to skranker for aliens. Jeps, aliens. 

Her stod kun nogle få, men det gik alligevel umådeligt langsomt med at komme igennem. De to skranker var bemandet med hver sin dame i uniformer, der lignede noget fra Nordkorea, og mellem dem gik en overordnet mandlig tolder med helt utroligt mange distinktioner og stjerner på uniformen. Selv om det i princippet var damerne, der ekspederede os igennem, skulle han se alt, og damerne var i virkeligheden totalt overflødige. Da vi nåede skranken, havde vi ikke udfyldt en immigrations-blanket, for vi mente jo, at vi bare var i transit. Men sådan spillede klaveret ikke, så vi udfyldte blanketter med navn, nationalitet, pasnummer, flynummer og hvad ved jeg. Først kom Donnaen igennem. Moderen blev bedt om at holde sig pænt bag den gule streg. Så hun ikke kom med på billedet af Donnaen, viste det sig. Kineserne fik deres billede, og Donnaen fik to stempler i sit pas.

Derefter kom jeg igennem, og så gik det egentlig temmelig glat med at få bagagen og komme videre gennem tolden og ud i ankomsthallen. Problemet var bare, at der skulle vi jo ikke være. Skiltningen var muligvis fin nok, hvis man kunne kinesisk, men vi kunne bestemt ikke se, hvor vi skulle hen. Så vi måtte spørge os for og fandt da også ret hurtigt afgangshallen og SAS-skranken, en etage oppe.

Vi afleverede bagagen. Og så skulle vi igennem hele møllen igen, med omvendt fortegn ...

Da vi nåede skranken, havde vi ikke udfyldt den nødvendige blanket for at komme ud af landet. Det skulle vi. Med navn, nationalitet, pasnummer, flynummer og hvad ved jeg. Så blev der taget nye billeder, og først fik Donnaen og siden jeg endnu et stempel i vores pas. Derefter sikkerhedskontrollen, som var pænt striks, men hvor vi dog slap for at smide bælte og sko.

Og så var vi endelig igennem og kunne marchere ud i den yderste spids af en lang finger for at finde vores gate, hvor vi sank udmattede ned i et par stole og bare afventede boarding en lille halv time senere.

Da alt og alle var klar til afgang, meddelte kaptajnen, at der var så meget trafik, at vi var sat i kø, men at han håbede at være i luften inden for 40 minutter. Det holdt nogenlunde stik, og så kunne vi endelig belave os på at gå helt ned i gear i et lille halvt døgn.

Et par timer senere fik vi det første måltid serveret. Donnaen var hurtigst til at få låget lirket af, så hendes mundskænk nåede ikke at stoppe hende, før hun havde spist et eller flere stykker ananas, der lå camoufleret under sovsen.

Og Donnaen kan altså ikke tåle ananas.

Panik!

Donnaen fik det lynhurtigt dårligt. Formentlig lige så meget på grund af skræk som på grund af ananassen.

Stewardesser blev tilkaldt, madbakker fjernet, sikkerhedsbælte løsnet, piller med antihistaminer fundet frem og taget, inhalator fundet frem og brugt, epi-pen fundet frem og holdt parat. Og så var det ellers bare at prøve at berolige Donnaen. En ældre erfaren stewardesse gjorde en kæmpe indsats. Helt godt blev det dog først, da hun tilbød Donnaen at få ilt. Det så temmelig drabeligt ud med iltflaske og maske, men det hjalp, og der kom efterhånden så meget ro på, at jeg kunne få en ny bakke mad, og stewardessen gik på jagt efter mad uden bivirkninger til Donnaen.

Vi fik selvfølgelig at vide, at vi da bare skulle have bestilt særforplejning, og Donnaen så oprørt på mig over denne utrolige mangel på rettidig omhu fra min side. Og det var selvfølgelig rigtigt nok, men havde bare aldrig før været eller virket nødvendigt, for det er for det meste relativt simpelt at drible uden om kiwi, ananas og nødder.

Men i fremtiden skal Donnaen nok få sin særforplejning, for det føltes alt andet end rart at sidde i tolv kilometers højde og med ni timer til landing med allergiramt og angst barn.

Resten af turen var bare lang, men på en eller anden måde gik tiden alligevel. Vi læste, halvsov, så film, gloede ud i luften, fik endnu et måltid, så en film mere og sov lidt igen.

Og så landede vi i Kastrup. Gemalen stod parat og susede os hjem til det midtjyske, som vi nåede ved 22-tiden, præcis et døgn efter han havde vækket os.

Hong Kong set fra The Peak.