Egentlig havde jeg parkeret pebernødder og øvrige julekager i kategorien mindre vigtigt for den gode julestemning.
Måske vidste jeg godt, at den parkering ikke nødvendigvis holdt hele vejen igennem.
Men jeg havde alligevel undervurderet, hvilken - tydeligvis - central rolle pebernødder spiller for Gemalen, når det drejer sig om at nå fornemmelsen af 'rigtig' jul.
Pyt med mangelfuld julepyntning og pyt med en hel del andre ting. Men pebernødder!! Uden dem er det helt sikkert ikke rigtig jul.
Så allerede på vej hjem fra Sjælland begyndte Gemalen:
- Synes du ikke, at det egentlig er lidt ringe, at du slet ikke har bagt pebernødder?
Jo, vel var det da lidt ringe, men jeg mente nok, at jeg var lovlig undskyldt, for jeg havde altså haft en del andre ting at tænke på.
Den argumentation holdt ikke en meter:
- Du kunne da bare have givet dig til at bage, mente Gemalen. Så havde du været tvunget til at koncentrere dig om det i stedet for alle dine bekymringer.
Øh, javel ja. Det var da i hvert fald et synspunkt.
Enden af det blev - selvfølgelig - at allerede inden juledag var omme, havde jeg bagt pebernødder, og Gemalen var godt tilfreds.
Nu var jeg så kommet i gang, så dagen efter bagte jeg også vaniljedimser. "-dimser", fordi de er uden hul i midten og derfor ikke så godt kan kaldes -kranse.
Oven på det kunne jeg så meget passende bage brunkager af den dejpølse, jeg havde fået af min mor. Desværre var den ikke sådan lige at finde. Jeg ledte både højt og lavt, men væk var den, og jeg anklagede både Gemalen og Donnaen for at have flyttet den, hvilket de begge benægtede.
Kamelen blev ikke anklaget for noget, for jeg var heldigvis overbevist om, at dejpølsen aldrig var nået længere end til kælderen, hvortil Kamelen ikke har adgang. På sin vis ville det også være uretfærdigt at anklage Kamelen for dejpølse-tyveri, for selv om hun er absolut altædende, så har hun - 7-9-13 - aldrig snuppet lækkerier fra hverken komfur, eller køkken- og spisebord.
Jeg mente, jeg bare havde lagt dejpølsen på oven på fryseren, men da Gemalen også bruger fryserlåget til cykel-tøj og sportstasker, var der en vis risiko for, at dejpølsen ved et uheld var blevet skubbet ned bag fryseren, så både Gemalen og jeg lå på maven hen over fryseren og lyste med lommelygter ned bag ved uden at finde andet end støv, spindelvæv og en enkelt klemme.
Det faldt os ikke ind at kigge ned i selve fryseren, og det var dumt, for der fandt jeg flere dage senere dejpølsen, men da havde Donnaen i mellemtid købt brunkager i supermarkedet, så pølsen ligger der endnu. Om brunkagedej overhovedet kan tåle at blive frosset ned, aner jeg ikke, men det finder jeg nok ud af, når vi om en uges tid eller to har gumlet os ned til bunden af de nu kun halvfyldte kagedåser.
Og nej, ingen af os har lagt dejpølsen ned i fryseren. Den er tilsyneladende selv hoppet ...
![]() |
| Gammelt pebernødde-billede, but who cares? |


