Pebernødderevanche

Egentlig havde jeg parkeret pebernødder og øvrige julekager i kategorien mindre vigtigt for den gode julestemning.

Måske vidste jeg godt, at den parkering ikke nødvendigvis holdt hele vejen igennem.

Men jeg havde alligevel undervurderet, hvilken - tydeligvis - central rolle pebernødder spiller for Gemalen, når det drejer sig om at nå fornemmelsen af 'rigtig' jul.

Pyt med mangelfuld julepyntning og pyt med en hel del andre ting. Men pebernødder!! Uden dem er det helt sikkert ikke rigtig jul.

Så allerede på vej hjem fra Sjælland begyndte Gemalen:

- Synes du ikke, at det egentlig er lidt ringe, at du slet ikke har bagt pebernødder?

Jo, vel var det da lidt ringe, men jeg mente nok, at jeg var lovlig undskyldt, for jeg havde altså haft en del andre ting at tænke på.

Den argumentation holdt ikke en meter:

- Du kunne da bare have givet dig til at bage, mente Gemalen. Så havde du været tvunget til at koncentrere dig om det i stedet for alle dine bekymringer.

Øh, javel ja. Det var da i hvert fald et synspunkt.

Enden af det blev - selvfølgelig - at allerede inden juledag var omme, havde jeg bagt pebernødder, og Gemalen var godt tilfreds.

Nu var jeg så kommet i gang, så dagen efter bagte jeg også vaniljedimser. "-dimser", fordi de er uden hul i midten og derfor ikke så godt kan kaldes -kranse.

Oven på det kunne jeg så meget passende bage brunkager af den dejpølse, jeg havde fået af min mor. Desværre var den ikke sådan lige at finde. Jeg ledte både højt og lavt, men væk var den, og jeg anklagede både Gemalen og Donnaen for at have flyttet den, hvilket de begge benægtede.

Kamelen blev ikke anklaget for noget, for jeg var heldigvis overbevist om, at dejpølsen aldrig var nået længere end til kælderen, hvortil Kamelen ikke har adgang. På sin vis ville det også være uretfærdigt at anklage Kamelen for dejpølse-tyveri, for selv om hun er absolut altædende, så har hun - 7-9-13 - aldrig snuppet lækkerier fra hverken komfur, eller køkken- og spisebord.

Jeg mente, jeg bare havde lagt dejpølsen på oven på fryseren, men da Gemalen også bruger fryserlåget til cykel-tøj og sportstasker, var der en vis risiko for, at dejpølsen ved et uheld var blevet skubbet ned bag fryseren, så både Gemalen og jeg lå på maven hen over fryseren og lyste med lommelygter ned bag ved uden at finde andet end støv, spindelvæv og en enkelt klemme.

Det faldt os ikke ind at kigge ned i selve fryseren, og det var dumt, for der fandt jeg flere dage senere dejpølsen, men da havde Donnaen i mellemtid købt brunkager i supermarkedet, så pølsen ligger der endnu. Om brunkagedej overhovedet kan tåle at blive frosset ned, aner jeg ikke, men det finder jeg nok ud af, når vi om en uges tid eller to har gumlet os ned til bunden af de nu kun halvfyldte kagedåser.

Og nej, ingen af os har lagt dejpølsen ned i fryseren. Den er tilsyneladende selv hoppet ...

Gammelt pebernødde-billede,
but who cares?

Godt så - godt nytår, så

Så kom vi så langt.

Både jul og nytår kan beskrives i datid, og hverdagen har indfundet sig. På en mandag, gudhjælpemig, så der er en hel lang uge, før det bliver weekend igen.

Juleaften gik godt. Vi hyggede os hos Gemalens ældste datter, i godt selskab med dine, mine og vores børn og ditto bedsteforældre. Og i betragtning af den bøvlede december var det skønt at kunne nøjes med at stege en enkelt gås (der ganske vist svandt ind til ukendelighed, men smagte godt), mens de øvrige familiemedlemmer hver medbragte deres bidrag.

En overgang herskede der mildt sagt anarkistiske tilstande i køkkenet, da alle skulle bruge ovn og kogeplader på én gang, men alt lykkedes - selvfølgelig gjorde det det - og til sidst var alt varmt, samtidigt. Når man som jeg er vokset op med - og stadig ligger under for - krav om militærisk præcision i forbindelse med afvikling af julemiddagen, er det givetvis utrolig sundt for mig at opleve, at det kan gøres anderledes. Og være nok så hyggeligt ...

Julenat blev ikke tilbragt i stalden på vandrerhjem, da min søde kusine og hendes mand havde tilbudt, at vi kunne låne deres hus, da de selv var i USA i julen. Og det var jo skønt at kunne falde om i deres gode senge og bare sove, til vi gad stå op. Frokost fik vi hos min moster, der på forbløffende vis formåede at holde sig vågen, selv om hun natten inden var blevet udsat for det københavnske taxi-cirkus, når det er værst, og derfor var kommet i seng på den forkerte side af klokken to. Hvilket er sent for de fleste, men alt, alt for sent, når man er 86.

Vel hjemme igen blev Kamelen hentet hjem fra sit juleophold i det vestjyske, og vi besøgte mine forældre. Min fars slattenhed er desværre ikke blevet mindre. Faktisk er han temmelig dårlig, både fysisk og mentalt. Sidder mest i sin stol og glider hurtigt ind i sig selv. Den infektion, han blev indlagt til behandling for før jul, er stadig ikke lokaliseret, og hvorfor han er så påvirket mentalt, ved ingen. Egen læge henviser til sygehuset, som henviser tilbage til egen læge, som derpå skriver til sygehuset. Imens går tiden, og den gør ikke noget godt. For hverken min far - eller mor.

Så blev det Gemalens fødselsdag, og i lighed med foregående år, syntes jeg, at timingen var/er urimeligt dårlig. Men det kan jeg jo ikke rigtigt klandre Gemalen, så det var bare med at komme op og afsted efter morgenbrød. Fejringen bestod iøvrigt blandt andet af en bio-tur for at se Star Wars. Til totredjedele af familiens udelte fornøjelse. Jeg nøjedes med at minde mig selv om, at det jo var Gemalen og ikke mig, der skulle fejres.

Efter et par dage med arbejde på deltid blev det så tid til nytår, og Kamelen blev igen ekskluderet fra det gode selskab og sendt til Vestjylland, mens vi andre forsøgte at stå distancen til hotel-arrangeret nytårsfest med godt 400 feststemte, fortrinsvis en del ældre, midtjyder. Til det tror jeg bare, at jeg vil konstatere, at nu har jeg prøvet det ...

1. januar gik med at komme hjem. Først Gemalen og mig. Derefter Kamelen, og til sidst ankom Donnaen til Skanderborg Station, hvor hun blev hentet af sin fader. Efter aftensmad og Arvingerne i fjernsynet til tændt juletræ var det bare med at få Kamelen luftet og komme på hovedet i seng for ikke at blive ramt alt for hårdt af hverdagshammeren her til morgen.

Alligevel havde jeg nu temmelig ondt af mig selv, da jeg måtte ud af fjerene. Men nu er vi da i gang.

Må 2017 blive et godt år..

..og fyldt med gode rejseoplevelser.
Pariserhjul fra julemarked i Lübeck først i december.