Segovia og føl historiens vingesus

Det var igen tid at vende næserne mod nordøst.

Fruen havde fået lov til en ekstra overnatning et sted på vejen hjem. Egentlig havde jeg fløjtet for to, men Gemalen var ubøjelig, og selv om jeg nødigt vil indrømme det, var det nok meget godt at have en ekstra dag at give af, hvis noget koksede undervejs.

Det skulle være et sted i det nordlige Spanien, var jeg sikker på. For hvor tit er det lige, man kommer på de kanter? Altså skulle det udnyttes. Men hvor? Jeg brugte timer på at glo så ihærdigt på kort og i guidebog, at det egentlig er sært, at der ikke gik ild i skidtet. Men det gjorde der ikke. Og der kom heller ikke noget indlysende svar. For der var jo et væld af muligheder. Og jo mere jeg læste, jo flere steder ville jeg besøge.

Til sidst var sagen dog klar, og jeg kunne meddele Gemalen, at

- Vi skal til Segovia!

- ??

- Der er både en akvædukt, et Disney-slot og en passende afstand til Madrid.

Og så var det jo afgjort.

Exit Portugal og enter Spanien. Gemalen var ikke helt tilfreds med at skulle ramme Madrids ydre motorvejsring hen på eftermiddagen, men det gik nu udmærket, og vi landede i Segovia, lige før det begyndt at blive mørkt.

Næste dag ville vi til Madrid (mere herom in another indlæg). Gemalen var ikke helt sikker på, at han havde lyst til at køre til Madrid, så vi gik i gang med at undersøge togforbindelserne. De var gode. Men ikke om vi kunne hitte ud af billetpriserne. Og da vi syntes, det var ret afgørende, om den fundne pris var tur-retur eller bare tur, gik vi op til stationen for at spørge. Der var lige lidt længere, end vi egentlig havde troet, og da vi så endelig kom frem, var stationen lukket. Ikke for trafik, men for betjening, og så var vi jo lige vidt.

Derefter var der ikke så meget andet at gøre end at finde et sted at spise og så bagefter på hovedet i seng.

Planen var egentlig først at se både akvædukt og Disney-slot på afrejsedagen, men vel tilbage fra Madrid kunne vi sagtens nå at få et kig på akvædukten, mens solen stadig var på himlen.

Akvædukten er i sandhed både stor og storslået.

Den løber hele vejen gennem byen og tværs over Segovias største plads. Da pladsen ligger ret lavt i forhold til det omgivende landskab, er akvædukten hele 28 meter på sit højeste sted. Akvædukten består af høje, slanke buer i to etager. Bygget af romerne i det første århundrede og således næsten 2000 år gammel. Og det på trods af, at den er bygget uden brug af mørtel eller anden form for 'lim'. Smuk, betagende, utrolig, fantastisk og imponerende er blandt alle de superlativer, der dukker op i ens hoved, når man står på pladsen, med nakken tilbage og prøver at begribe storheden og fornemme historiens vingesus. Samtidig med, at man føler sig som en uendelig lille brik i den store verden.

Herefter ville Gemalen hjem og finde en rigtig p-plads til bilen, som stod temmelig uhensigsmæssigt parkeret, da hotellet manglede p-pladser. Fruen mente dog godt at kunne nå at få Segovias katedral med som en behagelig ekstra-gevinst. Donnaen gik med. Katedralen var nem at finde. Dels ligger den højt og kan ses viden om, dels er skiltningen i Segovia meget fin. Der er endda skilte på japansk - honto ni! - jeps, det er der virkelig. Katedralen er kæmpestor og gotisk og måske allerflottest udefra. Især når den sene eftermiddagssol får kuppel, tårn og de mange spir til at lyse gyldent.

Bagefter skulle vi bevise overfor den let tvivlende Gemal, at vi da nemt kunne finde hjem. Det kunne vi også sagtens. Og selv om turen gik gennem et virvar af små, hyggelige gader, ned ad trapper og over pladser, holdt vi kursen støt, for ganske tæt på 'vores' hotel lå et andet hotel med en høj, iøjnefaldende facade, som vi kunne sigte efter. Hvilket Gemalen ikke havde opdaget. Men det havde vi ...

På den måde manglede vi kun Disney-slottet, da vi stod op næste dag. Det vil sige, jeg kunne sagtens have brugt en uge mere i Segovia, for det er en skøn, skøn by, der har en masse at byde på. Og hvor jeg før altid har ment, at Lucca i Toscana var stedet, jeg skulle investere mine kommende Lotto-millioner, er jeg nu kommet meget i tvivl.

Fem minutter i ti stod vi foran Disney-slottet. Som selvfølgelig ikke er noget Disney-slot, hvorfor Donnaen var højlydt utilfreds og i nogen grad følte sig taget ved næsen. Men slottet er altså usædvanlig Disney-agtigt, og alle steder, hvor man kan læse om det, står der, at Walt Disney hentede inspiration til Askepot-slottet netop her. 

Og betaget bliver man. Ikke på grund af størrelse eller pragt, men fordi det med sin beliggenhed højt på en klippeknold og sit eventyragtige udseende sætter fuldt blus på fantasien. Her er vidt udsyn over den spanske højslette. Her er høje mure og dybe voldgrave, prinsessetårne, tronsal, kugler og kanoner. Og historie for alle pengene. Slottet har været der stort set altid. Før mauerne har romerne haft et fort, og sidenhen har en hel række af castilianske konger og dronninger beboet slottet. Blandt andet Isabella; hende der sendte Columbus afsted for at finde søvejen til Indien.

Vi kiggede og klatrede (det var noget af en tur at komme op i tårnet) og kiggede noget mere. 

Og i løbet af nul komma ingen tid havde vi brugt vores p-tilladelse og måtte nødtvunget forlade både slottet og Segovia og se at komme videre.

Lillebitte udsnit af et eventyrligt slot.

På afveje i Lissabon

Vores sidste dag i Portugal brugte vi på en tur til Lissabon.

Vi kørte derind. Og fandt uden ret meget besvær en parkeringsplads ganske tæt på centrum og havnefront. Lidt sværere var det at få betalt for p-billetten. Først havde jeg ikke mønter nok, og da jeg dernæst havde rigeligt, gad den første p-automat slet ikke at samarbejde. Den næste ville godt, men kun til en vis grænse. Ligegyldigt hvad kunne jeg ikke få lov at holde mere end fire timer.

Godt, så måtte vi jo bare 'gøre' Lissabon på fire timer eller håbe på forstående p-vagter. 

Først styrede vi efter Praca do Comércio for at få begyndt 'rigtigt'. En kæmpestor plads med ditto rytterstatue og triumfbue. Meget imponerende. Men vistnok også opført med netop imponator-effekten for øje, så alle fremmede, der kom sejlende til byen, straks ved ankomsten blev klar over hvilken storslået stad, de var kommet til.

Derefter ind i de små gader i bydelen Baixa, bag triumfbuen. Hvor sulten meldte sig, straks vi så den første fortovsrestaurant. Altså måtte vi sætte os ned og spise hver sin hundedyre sandwich (vi var jo vant til et helt anderledes prisniveau ude på det portugisiske bøhland), før vi kunne gå på jagt efter Tram28, en ældgammel sporvogn(srute), der kører ad smalle, snørklede og stejle gader fra det lavtbeliggende Baixa til bydele i højere luftlag. Lissabon ligger meget smukt og ad en bjergside eller bakke, og der er meget store højdeforskelle, som bedst overkommes med netop sporvogn.

Sporvognen var ikke så svær at finde. Det var vanskeligere at komme med. Den første sporvogn var overpakket. Den næste kom vi med, men måtte alle tre stå op og hænge i stropperne.

Og afsted gik det. Det skramlede og knirkede. Og der var stejlt, og snørklet og smalt. Nogle steder kunne man næsten røre husmurene med en udstrakt arm. Og et sted stod en bil uheldigt parkeret. Sporvognen gik ned i snegletempo, mens alle passagerer hang ud af vinduerne. Enten var ham, der havde parkeret (det må have været en mand) ualmindelig skrap til at vurdere afstande eller også bare virkelig heldig. Sporvognen passerede med en margin på max fem centimeter, og passagererne grinede og klappede.

Videre gik det. Op og op.

På et tidspunkt begyndte Gemalen at undre sig.

- Skal vi ikke snart af? spurgte han.

- Vi skal kunne se borgen, meddelte jeg.

- Jamen, det kan altså ikke passe, sagde Gemalen. Nu vil jeg af.

Så vi stod af.

Og anede ikke, hvor vi var. 

Vi forsøgte at få landkending, men gadenavnene gav ingen mening. Et rigtigt bykort havde vi ikke, men kun nogle små udsnit af centrum i min Lonely Planet. Det var ikke godt nok. Et par gymnasiepiger kom forbi og blev spurgt til råds. De så lidt tvivlrådigt på os og fortalte, at omtalte borg altså lå langt væk. Så hvis vi nu tog busXX og så spurgte igen, ville vi nok finde derhen.

!!

Så var det, at det heldigvis dæmrede for Fruen. Og et tjek af Tram28s køreplan bekræftede ganske rigtigt, at Fruen havde læst beskrivelsen af Tram28 som en vis herre læser bibelen, så da der stod, at det sjoveste var, når Tram28 snirklede sig OP ad de mange, smalle og krogede gader mod Castelo de Sao Jorge, så var det ikke et øjeblik faldet mig ind, at Tram28 også kunne køre OP i den modsatte retning. Altså var vi bare kørt den forkerte vej og var havnet helt ude ved endestationen i modsat retning.

Men det var der da heldigvis råd for, og så kørte vi hele vejen tilbage igen. Nu med siddepladser, da vi var tre ud af de eneste fem passagerer, der stod på så langt ude.

Og så knirkede vi hele vejen tilbage til bunden af byen og et pænt stykke op igen. Fik øje på borgen, blev ramt af sløvsind og gad alligevel ikke gå det sidste stykke derhen ..

Til gengæld gik vi hele vejen ned gennem noget af bydelen Alfama, som er Lissabons ældste.

Og det var sjovt, for vi kunne nyde den skønne udsigt over byen fra flere forskellige udsigtspunkter. Som ikke alle var deciderede udsigtspunkter, men bare steder med en fabelagtig udsigt. Og vi kunne gå gennem de krogede gader, hvor der var så lidt plads, at Donnaen med fingerspidserne næsten kunne nå tværs over gaden fra mur til mur. 

Ned, ned og ned. Nogle steder ad trapper, andre steder ad stejle, brostensbelagte gader. Et sted havde beboerne besluttet at holde store vaskedag. Alle facader var ved at blive spulet,og vandet fossede ned over brostenene som en lille hidsig bjergbæk. Mange huse var tro mod den portugisiske tradition beklædt med kakler. Flot så det ud, men jeg kan ikke helt blive enig med mig selv, om det også er pænt?

Vel ned i det flade Baixa igen måtte vi have noget at styrke os på, så vi gik ind på en café og fik kaffe og kage, mens vi diskuterede, hvad vi mere ville foretage os. Gemalen var træt af at gå (han har 'noget' med sin hofte), og Donnaen gad bare generelt ikke mere sightseeing. Gode cykelvenner havde anbefalet Lissabons Oceanarium i den nye bydel nordøst for byen. Så der tog vi hen.

Men først skulle vi jo hente bilen. P-billetten var udløbet, så da vi nærmede os og så, at der holdt to halv-officielt udseende biler bag vores, så vi ikke kunne komme ud, blev vi straks ramt af bange anelser. Der var ingen mennesker i bilerne, så Gemalen spurgte sig for i den nærmeste (regerings-?-)bygning, hvor man ikke ville kendes ved bilerne, men dog venligt gik med ud og pegede på et par gutter, der var i gang med et eller andet i et telefon- eller el-skab på den anden side af vejen. Det var deres biler, og de kom straks beredvilligt og flyttede bilerne, så vi kunne komme ud igen.

Vi fandt Oceanariet ved at zig-zagge os mod nordøst. Det var forbløffende dårligt skiltet, så da vi mente at være lige i nærheden, måtte Fruen ud at rekognoscere. Det tog sin tid, men den var god nok. Vi skulle bare forbi et teater og et flot, kunstigt vandfald - af den slags, man kan gå ind bagved, og så var vi der.

Oceanariet er Europas største, og i betragtning af, at vi allerede var noget møre, brugte vi forbløffende lang tid på hajer, rokker, klumpfisk og pingviner. Da vi stadig har Den Blå Planet til gode, har vi ikke noget at sammenligne med, men Oceanariet var spændende bygget op. Det største bassin ligger i midten af bygningen, og man kommer hele vejen rundt, mens man også besøger nogle mindre, tematiserede afdelinger med blandt andet oddere og pingviner.

Hos pingvinerne var der også en anden slags fugle. I strandskade-størrelsen. De kunne flyve - og gjorde det. Ind i mellem tog de en tur ud over publikum, så man dukkede sig af forskrækkelse. Da der ikke var nogen egentlig adskillelse mellem de enkelte afdelinger, brugte vi en del tid på at spekulere over, hvordan man undgår, at fuglene forvilder sig ind i de andre afdelinger. 

Vi har stadig ikke regnet det ud.

En af Lissabons mange smalle gyder.