torsdag den 2. august 2012

Krig!


Da familien sidste sommer holdt ferie i Bretagne, så vi på vejen dertil mange skilte med henvisning til forskellige war cemeteries, begravelsespladser fra 2. Verdenskrig. Gemalen og jeg var enige om, at vi gerne ville se nogle af dem, men også at vi ikke havde tid, så det måtte blive en anden gang.

Det blev i år. Hvor vi installerede os i passende afstand til alle D-dags-strandene.

Fruen havde læst på lektien og var til sidst næsten skeløjet, fordi der er så meget i det område, man kan se, hvis man vil. Men det var ikke meningen, at hele ferien alene skulle handle om 2. Verdenskrig, så der måtte vælges.

Første punkt blev the Normandy American War Cemetery and Memorial i Colleville-sur-Mer.

Når jeg selv skal sige det; faktisk et meget godt udgangspunkt.

Her var et lille museum, her var oversigtskort og udsigt. Og her var soldatergrave. Mange soldatergrave.

Først skulle vi dog ind.

Gennem et security-check som ved indrejse i USA.

Da forbløffelsen havde lagt sig, kunne vi egentlig godt forstå det. Området er som en lille stump USA og kan i høj grad betragtes som et fredhelligt sted for amerikanerne.

I forbindelse med museet er der en lille biograf. Filmen, der vises, er skabt på basis af breve, som de faldne har skrevet hjem til deres kære umiddelbart før D-dag. Man ser brevene, som bliver læst op. Man ser billeder af dem, der skrev dem, og der er interview med nogle af de efterladte. Meget andet er det ikke. Men det virker så meget desto mere rørende, og man skal være lavet af sten for ikke at rejse sig med en knugende fornemmelse i maven og blanke øjne.

Bagefter er museet hurtigt overstået.

Udenfor var vi først henne og se udsigten over Omaha Beach, den ene af de fem invasions-strande. Det var godt at få lidt blæst i ansigtet.

Bagefter insisterede Fruen på at gå helt ud til den anden ende af begravelsespladsen med de over 9000 kors eller Davids-stjerner. Gemalen og Donnaen afstod, så jeg gik alene.

Der var langt, for området er stort, og det er overvældende, knugende og bevægende i al sin enkle strenghed. Hundredevis af hvide kors og enkelte Davids-stjerner, række efter række. Uden pynt eller tingeltangel. Ved nogle ligger der en buket blomster eller bare en enkelt blomst. Ved de fleste ingenting. Og på korset står bare navnet på den faldne, hvor han gjorde tjeneste, hvilken stat han kom fra og datoen for hans død. Og så er der alle de ukendte, dem der aldrig blev identificeret, og som er '..known but to God'.

Jeg kunne nemt været faldet i staver, men måtte finde Gemalen og Donnaen, der i mellemtiden havde studeret store kort over invasionen og var parate til at gå. Selvom der var ind til flere monumenter og særlige mindesmærker på området, var jeg også indstillet på afgang. Kunne ikke rigtigt kapere mere.

Frokost i en lille by, hvor det var befriende at grine af, at baguetten var cirka halvt så lang, som Donnaen er høj. Det var vist nok den dag, vi kom for sent til at finde en åben slagterbutik, så vi måtte nøjes med vand og brød. Og Gemalen iøvrigt var ved at gå sukkerkold på sin cykeltur hjem. Men ellers var vi oftest en tur forbi den nærmeste slagter, hvor det altid var en skæg udfordring af finger-fagte sig til tre lækre skiver nyskåret skinke. Det lykkedes altid, og det er jo dejligt at opleve, at hvis bare viljen til forståelse er til stede, så kan man nå langt, selv om sprogfærdighederne lader en del tilbage at ønske.

Herefter gik turen til Arromanches-les-Bains. En anden af de mange småbyer langs kysten. Med flere forskellige attraktioner med relation til 2. Verdenskrig. Vi valgte Arromanches 360, som er en biograf, hvor man står midt på gulvet, mens filmen bliver vist hele vejen rundt om en. Filmen er et mix af invasionen og fredelige, nutidige klip fra de samme lokaliteter. Man oplever det, som om man er placeret ombord på for eksempel et af landgangsfartøjerne på vej mod stranden, står inde i en tank, der buldrer gennem gaderne eller sidder i et fly. Det er vildt, og det er voldsomt, og der er en øredøvende larm. Donnaen havde i lighed med en hel engelsk skoleklasse sat sig op gå et af de mange gelændre i salen. Men de kom alle hurtigt ned igen, og Donnaen var godt tilfreds med at kunne klamre sig til sin far.

Efter den hæsblæsende oplevelse nøjedes vi med, fra parkeringspladsen bag biografen, at se ud over havnen. Her kan man stadig kan se resterne af de allieredes kunstige havn, hvor man landsatte tusindvis af soldater og lodsede alt fra konserves til tanks i de første måneder efter invasionen.

De følgende dage så vi kun lidt mere til krigen. Ud fra en betragtning om, at indtrykkene ikke skulle blive for mange, og at store oplevelser altså skal have tid til at lejre sig. Både i små og store hoveder ...


16 kommentarer:

Inge sagde ...

Det lyder som et par meget smukke og specielle steder I har været, du beskriver stemningen så smukt, så jeg kan se de uendelige rækker af hvide kors for mig.

mig & ipsen sagde ...

Så fint du kan beskrive området, museet og kirkegården. Et Fint oplysende indlæg💐❤

mig & ipsen sagde ...

Så fint du kan beskrive området, museet og kirkegården. Et Fint oplysende indlæg💐❤

Fruen i Midten sagde ...

Inge: To modsætninger; det ene stille og tyst, det andet vildt og larmende, men begge specielle, tankevækkende og et besøg værd. Tak for rosen :-)

Fru Ipsen: Tak skal du ha' :-)

Annemor sagde ...

Takk for at du lot meg bli med.
De rette linjene av hvite kors gjør noe med ens sjel, tror jeg. Og Davidsstjernene understreker på sitt vis.
Man føler redsel, gru og en uendelig takknemlighet. Og sorg, sorg over tapte liv, forbigagne muligheter og menneskenes evne til krig.
Takk for ditt malende innlegg og for det lille smilet du tok med :-)
Mormorklem

Rejen sagde ...

det må have været overvældende og rørende at se både film og alle korsene.

Lene sagde ...

Vi var også begge steder, og de gjorde indtrykpå hver sin måde. Der er så utroligt meget at se, vi nåede rigtig meget, men synes stadig der er nok til mange flere ferie :-)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Ja, de mange, hvide kors ryster sjælen. Selv tak og klem tilbage :-)

Reje: Ja. Til begge dele.

Lene: Stort indtryk ja. Normandiet er dejligt og kan fylde mange ferier. Vi er slet ikke færdige :-)

Ellen sagde ...

Vi så præcis det samme som dig/jer, da vi var der (og mere til, men det gjorde I nok også ...) og du har beskrevet stemningen meget bedre, end jeg kunne have gjort - tak for et supergodt indlæg.
Charlottes farfar var med på Omaha Beach - og (totalt mirakuløst) overlevede, kan man vel næsten gætte ... men derfor var hendes interesse for invasionskysten lige så stor som min fars var, da vi var dernede.

Madame sagde ...

Du beskriver det så smukt og at læse, hvad du skriver, gør et stort indtryk.
For nylig læste jeg Giganternes fald, som handler om 1. Verdenskrig, og pludselig forstod jeg, hvad krig er.

Kirsten sagde ...

Et lidt anderledes form for sightseeing - men jeg tro at man bare må gøre det hvis man er i det område. Kan godt forstå følelsen af måtte derind og være helt tilstede - trods alt er vi vel en generation der til dels har mærket nogen eftervirkninger af krigen.

Bettys blog sagde ...

Det er så forfærdeligt at så mange mistede livet. Men vi skal blive ved med at huske på det.
Godt, du fortæller om det.
Jeg har aldrig været i den del af Frankring, men på Kreta er der en stor tysk kirkegård og et andet sted en engelsk, idet Kreta var krigsskueplads eller hvad man skal kalde det.
Det lyder som en dejlig ferie med plads til individuelle interesser.

overleveren sagde ...

En meget stærk beskrivelse af de historiske kors-marker. Jeg vil osse så gerne ned til det område og lære mere, se mere og fornemme mere. Dit indlæg har bestemt ikke gjort lysten mindre.

Tak for det.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Selv tak - og tak for ros :-)Heldigvis var der jo også dem, der overlevede. Det er lige før, man glemmer det, når man står og kigger ud over de mange kors.

Madame: Tak. Den bog har jeg endnu til gode, men skal helt sikkert læse den :-)

Kirsten: Ja, det er anderledes, men også et must synes jeg, hvis man er i området.

Betty: Det var bestemt en dejlig ferie :-)
Jeg har egentlig aldrig tænkt på Kreta som krigsskueplads ifm 2. Verdenskrig, men det skyldes bare manglende viden fra min side. Der var jo masser af krig (hvis man kan udtrykke det så klodset) mange steder i Middelhavet. Og begravelsespladserne gør indtryk alle steder.

Overlever: Tak for ros :-) Kan kun anbefale en tur til Normandiet!

Kong Mor sagde ...

Tænk, jeg kan også varmt anbefale en tur dertil!
Vi var i den runde biograf i efteråret og ja - det er voldsomt! Og stærkt.

Fruen i Midten sagde ...

Kong Mor: Ja, uden at vide det helt præcis, er et mit indtryk, at det er din gamle baghave, vi har ferieret i? Skønt område - tænk, at du ville hjem igen ... Biografoplevelsen var voldsom. Og stærk.