søndag den 5. august 2012

Rigets tilstand - tilstanden på Riget


En hel uge skulle der gå, før Fruen kom af sted til Riget for at se til Morbror M.

Undskyldningerne var mange, men de færreste særligt gode.

Den mellemliggende tid havde Morbror M brugt på at få det meget bedre.

Heldigvis.

Det var frokosttid, og det lykkedes Fruen at sikre sig en sandwich fra patient-buffeten, selv om jeg principielt skulle have været en tur ned til Cafe Riget.

Efter en forlænget frokost med lidt OL i frokoststuen, havde Morbror M en aftale med en ergoterapeut. Han skulle en tur i skolekøkken for at teste, om han var ved sit fulde fem. Bogstaveligt talt. Noget med at omsætte læst tekst til praktik. Noget med overblik. Noget med hukommelse. For er man blevet indlagt med hukommelsestab, bliver man altså ikke udskrevet igen, uden at der er nogenlunde sikkerhed for, at man kan fungere ude i 'virkeligheden'.

Halvanden time senere kom Morbror M og ergoterapeuten tilbage i højt humør og med en fin chokoladekage, som stadig var rygende varm. Køkkentesten var gået helt fint, så der var ikke noget der, som kunne udsætte en udskrivelse.

At Morbror M var afsted i skolekøkken passede mig sådan set fint, for så kunne jeg prøve at finde nogen at tale med, så jeg måske kunne få en forståelse af Morbror M's sygdom.

Først en sød sygeplejerske og dernæst en læge.

Man havde ret hurtigt fået sig analyseret frem til en diagnose: Limbisk enfacelit, eller betændelse i en pandelap. Som skyldes, at kroppen har dannet antistoffer imod 'noget'. I bestræbelserne på at finde dette 'noget' har Morbror M så været igennem alverdens scanninger og tests, som imidlertid ikke har givet indikationer på noget som helst. Og det er så det.

For at slå betændelsen ned bliver Morbror M fyldt med medicin. I store mængder. Binyrebarkhormon. Som nok virker, men som også giver en masse kedelige bivirkninger. Heraf blandt andet afkalkning af knoglerne, som giver risiko for knogleskørhed. Og forhøjet blodsukker, der kan føre til diabetes. Plus alt det andet, som også kan være alvorligt nok.

Altså har vi nu en diagnose, men ikke en årsag. Og en behandling, der giver så mange birvirkninger, at det i sig selv er på kanten af det problematiske ...

Tror jeg nok.

For jeg synes £!#§!! godt nok, det er svært, virkelig svært at forstå. Og jeg ville ønske, som så mange har ønsket før mig, at medicinere var bare lidt bedre til at kommunikere med almindelige lægfolk, der ikke er vant til mærkværdige medicinske udtryk.

Summa summarum var dog, at selv om der nu venter Morbror M et langt forløb med medicinsk behandling og opfølgende kontroller på neurologisk ambulatorium, så er der ingen grund til at til at tro, at han ikke kommer ud i den anden ende så god som ny.

Det er jo ligesom det vigtigste.

Og noget man i sørgelig grad bliver opmærksom på, når man færdes på sengeafsnittet på en neurologisk klinik.


Udsigten fra Riget er fantastisk, og hvis jeg havde haft et ordentlig kamera, så ...

15 kommentarer:

Ellen sagde ...

Ja okay, det var så både godt og skidt, men bedst er det dog, at udsigterne ser temmelig gode ud for ham.
En diagnose uden kendt årsag er aldrig optimalt - det gør det noget vanskeligere at forebygge en eventuel gentagelse.
Og ja: neurologiske afdelinger skal man lige vænne sig til. De er oftest temmelig forstemmende at opholde sig på. Neuromedicinsk værre end neurokirurgisk, så vidt jeg husker fra den tid for så mange år tilbage.
Jeg håber det bedste for din bror.

Rejen sagde ...

Godt at han kan behandles, selvom det er trist med bivirkninger, og hospitaler uanset afd (undtaget fødeafd.)er ikke særligt morsomt..God bedring med Morbror M..

mig & ipsen sagde ...

Rigtig god bedring 🌹kan godt forstå du er urolig

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Præcis, den manglende årsag gør det hele lidt sværere at forholde sig til. Skrækkeligt forstemmende.Man bliver simpelthen så trist over alle de stakkels mennesker. - Tak :-)

Reje: Selvfølgelig. Bivirkninger er trælse, men ingen kur ville da være forfærdeligt. - Tak :-)

Fru Ipsen: Tak :-) Ja, noget man ikke forstår, eller noget uafklaret gør altid lidt ekstra urolig.

Pia sagde ...

Binyrebarkhormon er skrappe sager. Jeg håber alligevel det hjalp at du fik set med egne øjne. Jeg personligt, synes i hvert fald at det er rart, selvom det langt fra altid er godt det man ser. Lyspunktet må være at der er lys i tunnellen, selvom det måske ikke kan ses endnu. De bedste ønsker herfra.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Meget skrappe sager, har jeg fundet ud af. Vidste ikke meget på forhånd. Jo, det hjalp MEGET selv at se :-) Der er bestemt lys for enden af tunnellen. Det mest spændende lige nu, hvor Morbror M ER blevet udskrevet, er hvordan den langvarige medicinering vil påvirke ham.

Mia Folkmann sagde ...

Det er underligt med de uforståelige betændelsestilstande, som så mange efterhånden får. Blandt andre min mor, der også fik en form for betændelse i årerne i hovedet (ikke rart; det gav en helt afsindig hovedpine) - og man kunne egentlig ikke forklare hvorfor. Hun fik samme behandling som din morbror med besked om, at sygdommen "brændte ud" efter et par år.

Hun går til kontrol med jævne mellemrum, og den er så ikke brændt ud nu adskillige år senere. Hun får stadig binyrebarkhormon, men i meget små portioner for at holde sygdommen nede.

Jeg håber det bedste for din morbror.

Madame sagde ...

Pyha, hvor er det godt at høre, at han han kommer ud i den anden ende så god som ny. Sikke en frygtelig forskrækkelse det må have været. God bedring med din bror!

Fruen i Midten sagde ...

Mia: Stakkels din mor. Jeg håber da, at infektionen er slået så meget ned, at hun ikke plages af hovedpine. Men lidt uhyggeligt, at hun vedvarende er på binyrebarkhormon. Uf :-(

Det er Donnaens morbror, altså min bror - men tak :-)

Madame: Ja pyha! Alle var enormt forskrækkede og for rundt i små cirkler. Nu er Morbror M udskrevet, og der skal falde ro på, og så må vi se ... - Tak :-)

Annemor sagde ...

Det var god å lese at din bror har lys i enden av tunnelen,for det er vondt for dem rundt også.
Håper det går å skjære ned på medisinforbruket over tid, for det tærer på kroppen, uansett hvor bra det er.
Sykehus er sjelden trivelige, men du verden så godt det er at de finnes.
God bedring til din bror og ikke bekymre deg for meget, til deg og en mormorklem.

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Ja, jeg håber også, at der hurtigt kan skæres ned på mængderne af binyrebarkhormon. Det er barske sager. Sygehus kan vi jo ikke undvære, men så snart vi forlader fødeafdelingerne eller stuerne med de ukomplicerede brækkede ben eller blindtarmsbetændelser, så bliver man nemt lidt trist til mode. - tak og klem tilbage :-)

Østfronten sagde ...

Godt at høre, at der er lys og bedring og alt sådan noget. Trods alt. Og godt at du kom afsted, selvom det aldrig er skægt med den slags visitter.

Fruen i Midten sagde ...

Østfront: JA det er godt :-) Heldigvis havde min bror det allerede meget bedre, da jeg besøgte ham. Men det var der så mange andre der ikke havde. Puh altså ...

Johanne sagde ...

Ja, puha altså ... jeg har selv været indlagt på Rigets neurologisk kirurgisk afd. for mange år siden. Det er et grusom sted, hvor man føler sig rædsomt bange og alene.
Men hvorfor var det lige, at morbror fik binyrebarkhormon? Når man nu ikke har fundet årsagen.

Det er i hvert fald godt, at han har det bedre nu, det er kun gode tegn. Fortsat god bedring til ham. Knus.

Fruen i Midten sagde ...

Johanne: Næh, der er ikke så rart. Personalet er meget venligt, men mange patienter er jo så syge, at man bliver helt forstemt.
Binyrebarkhormonen er for at slå betændelsen i pandelappen ned. Og heldigvis har han det efter omstændighederne udmærket. Tak og knus tilbage :-)