tirsdag den 7. august 2012

Tegneseriekrig i Bayeux


Der var optræk til mytteri på familieskuden:

- Et gammelt tæppe! Skal vi se et gammel tæppe? knurrede Førstestyrmanden.

- Måske er det mere et tapet. Og det er på UNESCO's liste, fremførte den selvbestaltede Kaptajn.

- Moar, helt ærligt, lød det teenage-træt fra yngste Letmatros.

- Vi skal! afgjorde Kaptajnen.

Og så kørte vi til Bayeux. Parkerede på den nok allersidste ledige parkeringsplads lige midt i byen, kun et stenkast fra 'det hele'.

Først skulle vi dog proviantere.

Det bragte os ud i gågaden. Som måske ikke er gågade til hverdag, men var det den dag, hvor der nemlig var marked. Med en masse boder og et mylder af mennesker. Plus et herligt sammensurium af dufte fra forskellige madboder. Vi holdt os dog til baguette-og-skinke-planen, smed vores indkøb i bilen og gik på museum.

Her fik vi udleveret hver sin audio-guide på - ta dah - DANSK!

Det var en velkommen overraskelse. Især for Donnaen, som nu var uafhængig af sine forældres, til tider mangelfulde, oversættelse. At man så heller ikke rigtigt er sammen om det, man ser, fordi man er optaget af hver sin lille snakkemaskine, er så en anden sag ...


Så var vi klar til at se på tapet. Og vi så og så. For det er et på alle måder fantastisk tapet eller vægtæppe. Alene størrelsen - knap 70 meter. Og alderen - knap 1000 år, er nok til at få en til at måbe. Og så er der selve motivet eller rettere historien, for det er jo ikke bare 70 meter lyserøde roser og små bamser, men en gigantisk broderet tegneserie om Slaget ved Hastings og optakten dertil. Og detaljerne. Der er et mylder af detaljer, hvoraf nogle er helt tydelige, mens der stadig forskes i andre.

Med audio-guiden for øret får man både historien og detaljerne præsenteret, efterhånden som man bevæger sig frem langs tapetet. Smart. For de mange detaljer ville man aldrig selv få øje på. Og det er godt at få (gen-)fortalt historien, for Slaget ved Hastings var ikke lige en del af min paratviden. Nu ved vi til gengæld alle tre meget mere om normanneren, Vilhelm Erobreren, der blev lovet den engelske trone, men snydt af den svigefulde saxer, Harold, jarl af Wessex, som selv snupper tronen, da den gamle konge dør. Det går selvfølgelig ikke, normannerne går i krig, sejler over Kanalen og banker saxerne ved Slaget ved Hastings i 1066. Sådan kort fortalt ...

Vi ved nu også, hvorfor det hedder Normandiet. Det er jo fordi, området vest for Paris blev givet til de hærgende vikinger fra nord for at få fred for dem. Mænd fra nord -> nordmænd -> normannere -> Normandiet. Simpelt.

Har man tid og lyst er der i det tilhørende museum mulighed for at fordybe sig i alverdens ting med relation til tapetet. Syteknikker for eksempel. Eller de mange forhold omkring bevaringen af tapetet. Det er jo i sig selv forbløffende, at det overhovedet eksisterer endnu. At det ikke er brændt, hugget, klippet i stykker, rådnet op eller spist af møl.

Efter frokost skulle Fruen se Bayeux' katedral. Dér hvor tapetet i sin tid blev hængt til skue ved særlige lejligheder. Første gang i 1077. Formentlig.

Det er lidt overvældende at tænke på.


Det er selvfølgelig helt forbudt at fotografere Bayeux-tapetet. Så her er et billede af katedralen.

12 kommentarer:

Rejen sagde ...

Øv jeg ville da godt have set et billede eller to af tapetet..Imponerende at det ikke er gået til i årenes løb...;-D

Inge sagde ...

Det er så fantastisk imponerende at det stadig eksisterer, hvis jeg var i nærheden VILLE jeg også insistere på at se det, OG tvangsindlægge evt. rejsefæller til at gå med.

Fruen i Midten sagde ...

Reje: Det kan jeg godt forstå. Men faktisk synes jeg ikke, at de mange billeder, der (selvfølgelig) findes på nettet yder Bayeux-tapetet retfærdighed. De kan ikke vise helheden, og de kan heller ikke vise stofligheden (godt nok). Du bliver nødt til selv at se det :-) Ikke bare imponerende, men mirakuløst faktisk.

Inge: Nemlig! Sommetider er man bare NØDT til at tromle de andre for at få sin vilje. Bayeux er sådan et sted :-)

intetnytundersolen sagde ...

Jeg vil bare så gerne se det tapet. Jeg kan godt forstå at du insisterede :-)

Annemor sagde ...

Jeg hadde insistert, jeg også. Og stakkars den/dem som ikke hadde villet lytte.
Mormorklem

Mia Folkmann sagde ...

Selv om det "bare er et gammelt tæppe", så vil jeg meget gerne se det en dag... ;-)

Østfronten sagde ...

Jeg er så misundeligt, og jeg bliver også den slags mor, der SKAL på museer og diverse andre kulturelle udflugter på ferier. Jeg er selv opflasket med at vi skulle opleve, når vi var afsted, og mon ikke det at være udsat for kunst og kultur hele sin opvækst har haft noget at sige ift. studie og liv og dannelse?
Jeg glæder mig til Bean bliver stor nok til bilferier, og vi skal HELT sikkert til Frankrig og forbi det dér tapet. Har du forresten læst Dværgen fra Normandiet? Det er noget fiktion bundet op omkring tilblivelsen af tapetet og så vidt jeg husker er den ret god

Fruen i Midten sagde ...

Intet nyt under solen: Ja, det SKAL man altså se, hvis man er på de kanter :-)

Mormor: Præcis, vil de ikke lytte, må der tages hårdere metoder ibrug ;-)
Klem tilbage.

Mia: Du skal bare skrive det på listen, så I husker at se det på jeres mobilhome-tur til Normandiet en gang snart :-)

Østfront: Det varer såmænd ikke længe, får Bean er stor nok til bilferier, og så kan du videregive glæden ved at opleve til hende.

Nej, den bog har jeg ikke læst. Tak for tippet, jeg vil prøve om det lokale bibliotek har den :-)

Madame sagde ...

Det billede vil jeg meget gerne opleve en dag! Tænk at det har overlevet i alle de år.
På Fredensborg slot har man broderier fra 1500-tallet, men det er jo ikke noget i for hold til ...

Fruen i Midten sagde ...

Madame: Det ER altså også en oplevelse. Næh, broderier fra 1500-tallet er jo spritnye i forhold til Bayeux-tapeter ;-)

Ellen sagde ...

Hmmm. Vi var i området og så det ikke ... hvilket åbenbart var en klar fejldisposition fra vores side.
Det giver os så en lejlighed til at rejse til Normandiet igen ;-)
Det er altid en helt anden oplevelse at blive guidet ordentligt igennem det hele - og så på dansk ... jeg kunne dog snildt have klaret den på engelsk, men absolut ikke på fransk.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: 'Fejldisposition' er jo et voldsomt udtryk, og der er meget at se i Normandiet. Men jo, I skal da bestemt til Bayeux næste gang, I er i nærheden :-)