fredag den 8. november 2013

Mega Madrid


Når vi nu ikke kunne finde ud af, om det var dyrt eller ligefrem hundedyrt at tage toget fra Segovia til Madrid, måtte vi jo køre.

Gemalen var en gang i fordums tid ude for en ubehagelig episode i Madrid med nogle meget aggressive forrudevaskere, som sprang rundt mellem bilerne, når de holdt for rødt. Så han, altså Gemalen, var en lillebitte smule utryg ved at skulle vove sig inden for byskiltet igen. Men altså, det var jo dengang. For længe siden. Og nu er nu, og vi oplevede ikke noget som helst, der kunne kategoriseres som ubehageligt.

Donnaen var ikke så glad for de tiggere, som sad mange steder. Gemalen og jeg er mere hårdkogte og nøjedes med at notere os deres strategiske placering. De sad meget ofte ud for bagere, konditorier eller delikatesseforretninger. På den måde var der dobbelt op på den dårlige samvittighed, når man passerede dem for at indkøbe et eller andet lækkert til sig selv.

First things first. Vi kørte altså, og da Gemalen i et anfald af nærighed ikke ville betale 10 euro for at køre gennem tunnelen gennem det bjergmassiv, der ligger mellem Madrid og det nordlige Spanien, måtte vi en tur op over passet. Det gik fint, omend den storslåede udsigt ikke var helt så storslået som ønsket, da en tågedis lå ind over Madrid. Det havde vi ikke bestilt, og vi kiggede på vores meget sommerlige beklædning og håbede, at solen hurtigt ville få mere magt. Det fik den heldigvis, men det blev - og godt for det - ikke så varmt som forudsagt.

Da vi nærmede os centrum, susede vi ned i en parkeringskælder. Og fandt bagefter ud af, at vi sagtens kunne være kommet mindst en kilometer længere ind mod bymidten, men det var jo ikke til at vide, og vi holdt også fint, hvor vi var.

Og så travede vi ned ad Calle de la Princesa, som ville blive til Gran Via og føre lige ned til midten af midten. 

Vi gjorde dog holdt ved Plaza Espana, kiggede på et oversigtskort og besluttede at dreje ned gennem den lille park. Hvor der var et gigantisk monument til ære for Miguel de Cervantes Saavedra. Som vi selvfølgelig ikke anede, hvem var, før vi fik øje på to charmerende 'rytterstatuer' af Don Quixote og hans tro væbner Sancho Panza, og vi dermed kunne lægge to og to sammen.

Herfra var der ikke langt til kongeslottet, Palacio Real. Flot, imponerende og ENORMT. Det er - siger Wikipedia - dobbelt så stort som slottet i Versailles, og har 3418 værelser. Hvad man har skullet bruge så meget plads til, kan være svært at begribe. Men det må have været sjovt som lille prins eller prinsesse at lege gemmeleg. Hvis altså ikke man fik gemt sig så godt, at der gik flere uger, før man blev fundet igen ...

Vi nøjedes med at se slottet udefra. Der var kø, og selv om der kun er adgang til sølle 50 værelser, blev vi lidt trætte bare ved tanken. I stedet koncentrerede vi os om vagten foran. To til hest og to til fods. Og ikke noget med at gå for tæt på. Hvilket blev håndfast demonstreret, da et par damer absolut skulle posere for hinanden lige lidt længere fremme end tilladt.

Overfor kongeslottet ligger Plaza de Oriente med en kæmpestor rytterstatue af Felipe IV. Ja, der er en tendens til, at alt bare er megastort i Madrid; megastore bygninger og megastore statuer, men heldigvis ikke så megastore afstande. Mens jeg studerede rytterstatue, havde Donnaen mere travlt med at kigge på nogle hovedløse figurer, der gik rundt på pladsen. Hun fattede i første omgang ikke, hvordan det gik til, og grinede lidt af sig selv, da det gik op for hende, at alle figurerne bare kiggede ud gennem kraven, mens et lille glasklart stativ holdt hovedbeklædningen på plads.

Netop som den første maverumlen meldte sig, stod vi - meget praktisk - ud for Madrids svar på Københavns Torvehaller (eller er det omvendt?). Og efter en tur rundt for at kigge på det hele, bænkede vi os med nogle små, spændende tapas-agtige pølse-fiduser, smoothies til damerne og en Carlsberg fad til Gemalen, der pludselig var blevet ramt af forbigående patriotisme.

Næste punkt på programmet var Plaza Mayor. Altså, der var jo ikke noget program, men nogle ønske-punkter til mulig opfyldelse alt efter gide-niveau. Plaza Mayor er en stor (selvfølgelig er den stor), helt lukket plads omgivet af smukke bygninger i tre etager. Pladsen har gennem tiderne været brugt til lidt af hvert - fra tyrefægtning og marked til offentlige henrettelser - men er nu fyldt med sol og fredelighed, turister og flere hovedløse figurer.

Efter at have suget til os af fredelighed og set os trætte på de omgivende bygninger, gik vi videre til den nærliggende plads, Puerto del Sol, der er lige så hektisk, som Plaza Mayor er fredelig. Her forsvandt vi ind i stormagasinet El Corte Ingles på jagt efter sko til Donnaen. Missionen lykkedes ikke, da de foretrukne modeller ikke fandtes i Donnaens størrelse. Og så kunne det jo være helt lige meget. Donnaen går nødigt på kompromis.

Herefter var vi egentlig for hjemadgående, så uden at forhaste os - det vil sige med tid til at kigge nærmere på et par butikker eller tre - satte vi kursen mod først p-kælder og bil og derefter mod Segovia.

Og Fruen skrev sig bag øret, at hun skulle huske senere at tjekke, hvilke luftfartsselskaber, der flyver billigt til Madrid ...


Felipe IV.

13 kommentarer:

Lene sagde ...

Da jeg var på årsmøde sad jeg ved siden af en overlæge, der havde været spansk gift, og som fortalte mig, at jeg skulle til Madrid. Madrid var ti gange bedre end Barcelona. Så nu ønsker jeg også at finde billige billetter :-)

Rejen sagde ...

Tak for spændende læsning, igen. ;-D

Annemor sagde ...

Hm .. ikke finne sko i Madrid? Du verden.
De er kanskje ikke alle som har bitteføtter og gjerne skulle vært en tur, for å finne fotbekledning LOL.
Takk for hyggelig lesning.
Mormorklem :)

Inge sagde ...

Tak for en god Madrid tur.. Bestemt en besøg værdig by.. :-)

Ellen sagde ...

Tak for endnu en dejlig rejsebeskrivelse.
Tjek Norwegian mht. madridbilletter ...
Hehe, Gemalen har garanteret brugt de 'sparede' €10 i ekstra benzin på at køre over det pas ;-)
Tænk, at man kan være over ni år på at nå at bo bare én nat i hvert værelse på sit slot!

Pia sagde ...

Gemmeleg på slotte kan være rigtigt farligt. Jeg har en sandfærdig historie og den er kun 3 år gammel. Manden på et slot her i DK, legede gemmeleg med egne børn og disses legekammerater. Han gemte sig i en stor kiste. Pludselig smækkede låget i. Kisten kan kun åbnes udvendig fra med nøgle. Til alt held havde han sin mobil i lommen og da han ringede til konen for at få hjælp, troede hun ham ikke. Han fik hende dog overtalt til at tjekke efter.

Gowings sagde ...

Jeg er med dig hele vejen. Vi var der i efterårsferien, en fantastisk oplevelse. Det var ikke sidste gang.

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Selvfølgelig skal du til Madrid, for det er en skøn by. Men om den er ti gange bedre end Barcelona, ved jeg ikke, for der har jeg ikke været :-)

Rejen: Selv tak. Dejligt, at du gider læse med :-)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Donnaen har netop bittefødder, og det burde være nemmere at finde passende sko i Sydeuropa, hvor damerne generelt er lidt mindre. Lidt mere tålmodighed kunne nok have gjort en forskel ;-) Klem tilbage.

Inge: Selv tak. Ja, eller to eller tre eller endnu flere besøg :-)

Ellen: Will do, tak. Næh næh, det havde han faktisk regnet på, og vores bil kører pænt langt på literen. Ellers havde det trods alt været for fjantet ;-) He he, interessant indfaldsvinkel, hvis man skal vurdere slotsstørrelser.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Uha, en i sandhed skrækkelig historie! Man bør nok indføre en form for sikkerhedstjek ifm gemmeleg på slotte, så ingen bliver helt væk :-)

Gowings: Velkommen forbi :-) Præcis; fantastisk og bestemt ikke sidste gang!

NonnasBlog sagde ...

Jeg siger også tak for en skøn beskrivelse af jeres oplevelser i Madrid. Jeg har aldrig været der, men ønsker bestemt at komme der. Jeg skal lige have lært lidt flere spanske gloser :-)! Jeg er dog helt sikker på, at vi tager flyet.
God søndag!

@ sagde ...

Årh hvor en dejlig afstikker til Madrid. Godt i gjorde det! : )

Fruen i Midten sagde ...

Nonna: Ja, skynd dig at få lært nogle flere gloser, så du kan komme afsted :-) Ikke at det er nødvendigt for at kunne begå sig i Madrid, men man oplever selvfølgelig mere, hvis man kan bare lidt af sproget. Og god næste uge til dig :-)

Liv: Det var nemlig en hel fin afstikker med en masse gode oplevelser :-)