onsdag den 28. januar 2015

Ned med nakken


Jeg har været nede med nakken.

Bogstaveligt talt.

Et ualmindelig grimt hold satte sig i min nakke søndag aften, og efter at det har haft magten i et par dage, arbejdes der nu ihærdigt på at få det smidt på porten igen.

Hvordan det gik til, vides ikke.

Teorien er, at det skyldes, at jeg er en køre-kylling.

Sådan en der ikke rigtigt tør køre nogen steder, når vejr og føre arter sig mindre pænt.

Og både vejr og føre artede sig virkelig mindre pænt i lørdags. Og køre gjorde jeg alligevel. For jeg skulle til min fars 80 års fødselsdag, mens Gemal og Donna desværre var nødt til at passe et åbent hus-arrangement på den ungdoms-uddannelse, som Donnaen har kig på.

Egentlig var det slet ikke så slemt. Kun en enkelt gang på udturen nåede jeg at tænke 'Åh åh, det her er ikke så godt', mens jeg rutschede sidelæns gennem en kurve. Og da jeg kørte hjem igen, var vejene fine og farbare.

Men Gemalen havde gjort sit til at skræmme livet af mig:

- Du kan ikke køre i det vejr. Jeg skal nok køre dig, men så skal du være klar om et kvarter.

- Jeg kan ikke være klar så hurtigt. Kamelen skal luftes. Og jeg kører selv, meddelte jeg stædigt.

Måske var det derfor. Måske var det ikke.

Men søndag aften begyndte jeg at få ondt i nakken, og mandag morgen kunne jeg stort set ikke røre mig. Det krævede en hånd under hovedet overhovedet at komme op at sidde i sengen.

Temmelig træls mente jeg og ringede fluks til lægen.

Der dog lige syntes, jeg skulle se tiden an, prøve at holde mig smertedækket og så iøvrigt gerne gå en tur. Så gik det måske over af sig selv.

Heldigvis gemte medicinskabet på en lille ration piller i en styrke, der var lidt over almindelige håndkøbs-hovedpinepiller. Og så gik det faktisk tåleligt. Selv Kamelen fik sine lufteture. Dog i en kort version. Og kun på fliser eller asfalt.

Tåleligt var dog en by i Rusland, da jeg vågnede tirsdag morgen klokken alt for tidligt og konstaterede, at jeg absolut ikke var smertedækket, og at det bestemt ikke gik spor bedre.

Så fat i lægen igen. En anden denne gang, da vi er tilknyttet et lægehus med flere læger. Hun ville gerne se mig og konstaterede lynhurtigt, at ja, det var da godt nok et voldsomt hold i nakken, jeg der havde raget til mig. Og så udskrev hun flere smertestillende piller, henviste til en fysioterapeut og fik fat i den sygeplejerske, der kan akupunktur.

Hos fysioteraputen var jeg heldig at få et afbud, så inden dagen var omme havde jeg både været til lægen, fået akupunktur, været til fys og fået smertestillende piller.

Det ene med det andet med det tredie gjorde, at jeg efterhånden begyndte at kunne bevæge hovedet lidt igen. Og i morges, hvor jeg snorksov, da vækkeuret ringede, kom jeg ud af sengen uden de store kvababbelser. Begge dele store fremskridt.

Om lidt skal jeg til fys igen, og i morgen vil sygeplejersken atter sætte sine nåle i mig. Og så varer det forhåbentlig ikke så længe, før jeg igen kan dreje hovedet nogenlunde normalt.

Det bliver dejligt.

Det er også dejligt, at 'systemet' virker. Hurtigt og effektivt.

Så alt i alt er der vel ikke så meget at brokke sig over?

Fra min og Kamelens morgentur søndag.

18 kommentarer:

Tina Liel sagde ...

Av det var slemt hold i nakken. Det gør altså ondt. Hvor skønt at der er en sygeplejerske der kan akupunktur og at det går i den rigtige retning. Efter sådan en omgang er man taknemmelig for bare at kunne dreje hovedet ;-) Ha en dejlig dag!

randiglensbo.dk sagde ...

Det lyder som et ualmindelig ondartet hold. Godt, at du har fået hjælp og er ovre det værste. Rigtig god bedring!

Fruen i Midten sagde ...

Tina: Ja, sommetider skal der ikke meget til, før man bliver glad og taknemmelig. I lige måde :-)

Randi: Jeg har heldigvis ikke noget sammenligningsgrundlag, men ja, ret ondartet. Det er nemlig godt. Og tak :-)

Stegemüller: Ja, man må sige, det er gået super-hurtigt. Heldigvis :-) Ja, det gør bare nas! Det er forhåbentlig ikke noget, du har ret meget erfaring med?

Mette sagde ...

Jamen det er da fint hurtig betjening:) Træls selvfølgelig med holdet i nakken men go' service. God bedring:)

Lene sagde ...

Hold i nakken er noget værre bøvl og rigtig træls, god bedring :-)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Det er nemlig go' service. Tak :-)

Lene: Du har så meget ret! Tak :-)

Pia sagde ...

Uanset årsagen, så er det ikke spor sjovt. For mange år (30-35 år)siden havde jeg en tur hvor hovedet blev ved med at sidde til venstre for kroppen. Det var umuligt at få højre hånd med en kam til at mødes med håret. Der måtte flere ultralydbehandlinger til. Dengang kendte jeg ikke til nåle, som er en god behandlingsform,jeg jævnligt benytter mig af. God bedring til dig.

Ellen sagde ...

Åhhhnejavavav - det er bare IKKE sjovt med et så gedigent hold i nakken.
Godt, at systemet virker, når det skal - håber det snart er helt overstået for dig.

Susanne sagde ...

Av for den da. Det er så ondt. Jeg er glad for at læse, at det går den rigtige vej. God bedring....

Anonym sagde ...

Håber at du er vågnet i dag med din fulde bevægelighed igen, for et hold i nakken er altså en modbydelig ting... man føler sig akavet, man er akavet og man ser akavet ud :-)

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Hehe, din beskrivelse af dit hoved til venstre for kroppen giver nogle skægge indre billeder :-) Så du har god erfaring med nåle? Jeg har ikke prøvet det før, og ved endnu ikke rigtigt, om jeg hører til de modtagelige typer. Sygeplejersken sagde, at der er stor forskel. Tak :-)

Ellen: Nej overhovedet ikke spor sjovt. Måske lidt for omgivelserne, fordi man ser dum ud ;-) Ja, dejligt med et effektivtvirkende system. Det er heldigvis meget bedre allerede.

Fruen i Midten sagde ...

Susanne: Ja, det var ret meget AV!, da det var værst. Det gør det nemlig heldigvis. Tak :-)

Overlever: Næh, fuld bevægelighed er der ikke endnu. Kan jeg især mærke, når jeg kører bil ... Men det hjælper. Ja, man (jeg) ser åbenbart ret tåbelig ud. Du skulle bare høre Donnaens kommentarer!

Laika sagde ...

Der er ikke noget værre en hold i ryg eller nakke. Man føler sig virkelig invalid. Godt at det er aftagende :)

Inge sagde ...

Øv, din stakkel.. rigtig god bedring.

Fruen i Midten sagde ...

Laika: Helt utrolig invalid! Ja, godt det er aftagende. Og stakkels de mennesker, der lider under den slags på permanent basis.

Inge: Ja, det var ret ØV! Tak :-)

Annemor sagde ...

Invalidestatusen forbigående, heldigvis.
Det er ikke før noe setter seg fast og gjør vondt, man merker hva man egentlig foretar se (gjelder omtrent heke kroppen)
God bedringsklem :)

@ sagde ...

Wow du gør da heller ikke noget halvt Midterfrue. Skal der være hold i nakken, så lad det endelige være fast og voldsomt. Tsk tsk. Godt 'systemet' kunne afhjælpe så hurtigt. Håber du er ved at være på ... nakken igen ;-) så Kamelen også kan få nogle længere ture.

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Ja heldigvis ikke en permanent status, men kun forbigående. Tak og almindelige klem tilbage :-)

Liv: Ja, tingene gøres skam ordenligt her i familien ;-) Bedring har indfundet sig, og Kamelen er blevet behørigt luftet :-)