fredag den 2. januar 2015

Dagen på dagen derpå


Godt nytår!

Sådan lidt forsinket.

Det er dagen på dagen derpå.

Igår blev brugt på stille sysler.

Nytårskoncert fra Wien.

Indsamling af konfetti.

Afvask af postkasse. Den var blevet smurt ind i barberskum, der så var blevet blandet med savsmuld fra et heksehyl eller to, som ingen skade havde forvoldt i den åbne postkasse.

Billigt sluppet.

Ikke en eneste raketpind i haven var det blevet til. Alle de nærmeste naboer er efterhånden hundeejere, hvorfor raketteriet var tydeligt reduceret i nærområdet.

Til min tilfredshed.

De skød stadigvæk som gale nede i byen. Hvilket var fint nok. For det ser vældig flot ud på afstand, og så slap vi for en Kamel med hjertestop.

Hun tog det ellers rimeligt, Kamelen.

Selv om det var sært, på den sære måde, med alt det tju og bang.

Især hvis det kom hvislende hen over hovedet og eksploderede lige i nærheden, når man var ude at gå, var der grund til at blive en anelse ophidset, mente Kamelen og gøede fornærmet i retning af bragene.

Men luftes skulle kræet jo. Så efter Fruen have tænkt sig voldsomt godt om, nåede hun frem til, at dronningens nytårstale simpelthen var det mest perfekte tidspunkt at gå tur.

Og det virkede. Næsten i hvert fald. I det kvarter, dronningen tonede frem på skærmen i alle de små hjem, var der stort set stilstand i skyderiet, og Kamelen fik klaret alt, hvad hun skulle klare og kunne så holde sig, til det stilnede af igen over midnat.

Næste dag kunne Kamelen så undre sig over alle de mærkelige ting og sager, der lå og flød alle vegne på de små veje. Den første om formiddagen var der meget, om eftermiddagen var det meste væk, men her to døgn senere er der åbenbart nogen, der stadig sover, for nogle få steder ligner det ellers så nydelige villakvarter stadig en ghetto.

Skidt pyt, der er stadig en hel weekend til at rydde op i.

Der er stadig håb.


16 kommentarer:

BedstesBlog sagde ...

Det var smart tænkt at gå ud, mens alle sad og så/hørte dronningens nytårstale :-) Her buldrede og bragede det, som om vi befandt os midt i en krigszone. Vi holdt os inde og nød andre folks (dyre) raketter fra vinduet :-)

Stegemüller sagde ...

Det var da smart det med Dronningens nytårstale, men kom du ikke til at savne den? eller så du den så bare på nettet?

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Nemlig ;-) Ja, jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvordan det må være for flygtninge fra kigsområder. Sikkert ikke særlig rart?

Stegemüller: Nej, vi er meget lidt royale, så vi ser sjældent dronningens nytårstale. Men som regel læser jeg den i avisen eller på nettet for dog trods alt at vide, hvad hun har sagt :-)

Inge sagde ...

Det var da et genialt valgt tidspunkt at lufte Kamelen..
Godt nytår. :-)

Ellen sagde ...

Snedige Frue!
Hos os var der ryddet helt op allerede inden aften d. 1. januar, men jeg har også en enkelt fra grundejerforeningen mistænkt for nytårsaften at lure, hvem der sviner, og så simpelthen stemme dørklokker dagen efter :-D

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Ja, det ville så bare være fint, hvis genialiteten også slog igennem på andre punkter ... Tak i lige måde :-)

Ellen: He he ;-) En gang i mellem er det meget rart med sådan en krakiler til at skubbe bag på de sløve :-)

Susanne sagde ...

Og godt nytår til jer. Man ser det på en hel anden måde, når familien er blevet udvidet med hund.
Med 2 store drenge i huset, kan jeg ikke ligefrem sige, at her fra stille og roligt. Heldigvis er bomuldstotten ikke bange, så alle kom godt igennem - og ja - de blev vækket og sendt ud med kost og trillebør næste eftermiddag. Sådan en mor er jeg nemlig også.

Fruen i Midten sagde ...

Susanne: Tak :-) Det gør man i høj grad. Dejligt, at bomuldstotten ikke lader sig påvirke. Jeg synes, det er helt fint, at du koster med dine drenge, så de ikke tror, at deres skrammel bare forsvinder af sig selv. Flere mødre som dig, tak :-)

Laika sagde ...

Godt Nytår. Ja vi havde heldigvis også kun raketter m.m. på afstand. Det er fordelen ved at bo 750 m nede ad en markvej. Undtaget når det sner, så er det en ulempe :-D

Mit Helle sagde ...

Godt nytår til dig også!
Glæder mig til at læse med i 2015 :)

KH Helle

Fruen i Midten sagde ...

Laika: Tak :-) Ja, sådan er der fordele og ulemper ved alt :-)

Helle: Tak :-) Hyggeligt, at du gider læse med :-)

jonna Ipsen sagde ...

rigtig godt nytår, fint tidspunkt at gå på.Dronningens tale var nu ellers rigtig fin. Her klarede vi os også igennem , vi gik en meeeeeeget lang tur med vores Maggie sent eftermiddag, fik hende lusket ud tidligt på aftenen, når hun hørte brag gøede hun bare, men sidst på aftenen , gik hun helt i coma, hun lå bare helt tavs med store øjne og kikkede. Ud ville hun overhovedet ikke dadet var mørkt , så træls med alt det nytårs fyrværkeri......

Liv (pladstilverden) sagde ...

Årh sikke fint arrangeret for Kamelen, så krudt-oplevelsen kunne gå så gelinde som muligt. Her er Møghunden blevet mere afslappet med årene omkring det der tju-bang. Og selvom han helst ikke vil i haven når nogen skyder af, så vandt instinktet da en kat havde tilladt sig at snige sig ind i HANS baghave. Ja ja. Man er vel territoriel! Godt nytår! :)

M.S. sagde ...

Hold da op en go ide, at gå tur når der var tale. Lidt træls når folk ikke rydder op synes vi mere forbi jeg er bange for det ikke er sprunget det hele. Tænk hvis nogen gik forbi og det sprang... Jeg er ikke glad for nytårskrudt overhovedet og ungerne får kun en hundeproppistol og knaldperler. Så nyder vi alle andres skyden af på afstand:)

Fruen i Midten sagde ...

Jonna: Åh, stakkels lille Maggie. Det er ikke sjovt, når man er rigtigt bange :-( Godt, der er næsten et helt år til næste gang.

Liv: Dejligt, Møghunden er blevet mere afslappet mht fyrværkeri med årene. Jeg troede faktiske, at det nemt kunne gå lige modsat, at de blev mere og mere hys. Sådan behøver det så heldigvis ikke at være. Tak i lige måde :-)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Ja, med alle de der uhyggelige krysantemumbomber, som folk tilsyneladende smider alle vegne, kan man jo godt blive nervøs :-( Jeg er heller ikke specielt vild med krudt og tju og bang, og det er Donnaen heller ikke, så vi holder os til bordbomber og andre småtterier. Og ellers gør vi som jer; nyder de andres raketter på behørig afstand.