onsdag den 21. maj 2014

Hjælpeklasse?


Det er allerede længe siden, at Kamelen rykkede en klasse op i uddannelsessystemet. Fra hvalpesocialisering til egentlig hvalpetræning.

Det er simpelthen så sjovt, og Kamelen har lært en masse og Fruen endnu mere.

Igår var der dog ingenting, der fungerede. Og da trænerne opfordrede alle til at melde sig på hold for øvede efter sommerferien, følte jeg mig ikke særlig overbevist om, at det også gjaldt os. Det havde overhovedet ikke undret mig, hvis vi var blevet bedt om melde os i en form for hjælpeklasse eller bare at starte forfra til begyndertræning.

Det startede egentlig meget godt.

Den nye bil var til klargøring, og vi havde fået et spritnyt designikon stillet til rådighed. Jeg havde foret bagagerummet med et kæmpetæppe, og Kamelen gik pænt op og satte sig. Og hun gik pænt ned igen, da vi ankom.

Men derefter. Suk altså!

Først trak Kamelen så meget i sin snor, at jeg for en gang skyld ærgrede mig over ikke at være tyve kilo tungere. Dernæst benyttede hun enhver lejlighed til at gø af alt og alle. Kontakt var en by i Rusland. Og det var på alle tidspunkter - uanset øvelse - sjovere at fjolle rundt, snuse, spise jord og græs eller bare glo på de andre hunde.

Ultimativt træls var hun til indkald.

Selvfølgelig!

Til de fleste øvelser går man bare alene og hygger sig med sin hund, men til indkald sendes kun én hund af sted, og alle andre må pænt vente på deres tur. Alle er derfor også pænt marcheret op på række og følger interesseret med i de andre hundeejeres succes eller mangel på samme.

Kamelen er ved tidligere lejligheder kommet pænt, mens andre spurtede rundt og var selektivt hørende. Denne gang var sværhedsgraden dog øget med distraherende statister og en omkringfarende - og meget spændende - træner.

Men Kamelen kom. Lod sig momentant distrahere, men løb pænt videre over til mig. Og fik sin godbid. Successen lod til at være i hus.

Troede Fruen. Og blev grundigt snydt.

For Kamelen snurrede rundt på en tallerken og stak af. For ind på banen og fjollede rundt. Lod sig dog hurtigt indfange, og så prøvede vi igen.

- Løb længere væk, råbte træneren.

Og Fruen løb.

- Kald! råbte træneren.

Og Fruen kaldte.

Og Kamelen for afsted i den rigtige retning. Ombestemte sig og ræsede rundt på banen til stor moro for alle. Lod sig indfange. Og så prøvede vi igen-igen.

- Kald højere, skrålede træneren.

Og Fruen kaldte endnu højere.

- Nej ikke kraftigere. Du skal være lysere i stemmen, vrælede træneren.

Og så var Fruen presset, for man er vel jyde, og så er det virkelig grænseoverskridende at skulle stå, foran andre mennesker, og skråle efter sin uartige hund, mens man lyder som en mellemting mellem Anders And og Barbie.

Endelig gad Kamelen dog at komme, og Fruen kastede sig over hende.

Hvilket selvfølgelig var helt forbudt. Og Fruen fik læst og påskrevet, da hun noget slukøret kom trækkende med sin Kamel.

- Det skal være en god oplevelse for hunden at komme, pointerede træneren. Så man må aldrig lave en Peter Schmeichel, når hunden kommer farende. Man skal rose og belønne. Og så skal man stille og roligt sætte line på.

- Jamen, sagde Fruen og sukkede, og så sagde hun ikke mere.

Og så tog vi alle hjem.

Kamelen indtog pænt bagagerummet og forholdt sig tilsyneladende helt rolig.

På et tidspunkt var der dog lidt rumlen rundt, og pludselig kunne Fruen ane et tæppefarvet spøgelse bevæge sig ...

De sidste 500 meter hjem mod carporten føltes som uendelige, og Fruen var meget tæt på at se stort på et rødt lys. For hvad nu hvis Kamelen blev bange og i panik molestrerede bagagerummet og både tissede og det, der var værre. I en spritny lånebil.

Til alt held gik Kamelen ikke grassat over at have viklet sig ind i tæppet, men sad bare og så temmelig dum ud, da jeg åbnede bagsmækken.

Det bliver hjælpeklasse!

Dum Kamel.

23 kommentarer:

Inge sagde ...

Hahahaaaaa.. tak for et skønt indlæg, har siddet her på kongressen og klukket i det skjulte.. :-)

BedstesBlog sagde ...

Her bliver der også grinet - jeg kan se det for mig. Jeg aner svagt, at det slet ikke er hunden, der er noget galt med, hvorimod Fruen bliver korrekset meget af træneren ;-)
Jeg genkender en del af problematikken fra referater fra min søster, der har en hund, der vist er lidt ældre end jeres - den holder hende virkelig til ilden :-)

M.S. sagde ...

Ha ha ha:) gælder det også børn mon, noget af de I lærer?? :) Altså selvfølgelig ikke det med snoren....:) Underholdende indlæg - griner endnu:)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Selv tak. Men pas nu på, du ikke sidder og griner for højt på de helt forkerte steder ;-)

Randi: Jeg vil vove at påstå, at Kamelen var en anelse - ahem - usamarbejdsvillig igår. Men ellers har du helt ret; det er altid, altid ejeren, der ikke gør tingene godt nok. Man bliver holdt ganske meget til ilden af sådan et kræ :-)

Mette: Hehe, jeg tror bestemt, at der er visse lighedspunkter mellem børne- og hvalpeopdragelse. Bortset fra snoren. Og godbidderne ;-)

overleveren sagde ...

Tak for et godt grin, men kender altså godt følelsen af at have en hund der synes hele verden er meget mere interessant end den der tossede dame der står og vil standse alt det sjove.

Tror dog ikke kamelen er dum... den er bare i lømmelalderen, den alder hvor modet er større end fornuften, selvstændigheden og nysgerrigheden overgår flokfølelsen... kort og godt.. en særpræget blanding af trodsalder og teenager...

Håber ikke den fik svinet for meget i den fine lånebil. Mistænker dog at forhandleren godt kendte grunden til jeres bilbytte... en hund.

Annemor sagde ...

Aha, Kamelen har kommet i puberteten, da blir det gøy fremover, tenker jeg.
Hun var nå søt inntullet i teppet da. Takk for herlige latterbrøl.
OG det er alltid eierene (båndføreren) som gjør feil ::)
Klem til deg og vuff til henne som ikke skal i hjelpeklasse :)

Annemor sagde ...

Aha, Kamelen har kommet i puberteten, da blir det gøy fremover, tenker jeg.
Hun var nå søt inntullet i teppet da. Takk for herlige latterbrøl.
OG det er alltid eierene (båndføreren) som gjør feil ::)
Klem til deg og vuff til henne som ikke skal i hjelpeklasse :)

Kisser sagde ...

Altså, ikke et øje et tørt herovre, og maven bobler endnu....
Og lige pludselig kom jeg i tanke om en episode der foregik for mange år siden. Gemalen og jeg har jo haft boxerhunde (mange) og en gang kom vi til et stævne med boxere. Der var en meget dygtig boxer, der via sin ejer skulle vise sin kunnen på en lang lang bane.
Lige pludselig forsvinder hunden - ud i krattet langs banen. Ejeren var godt nok frustreret, for hans hund var champignon. Og samtidig også en helt almindelig hund, som bare SKULLE.
Og som min mor ofte sagde, man kan altså ikke holde på hvad man ikke har i hænderne. Og slet ikke når man er hund uden hænder.

The CityGirl sagde ...

Dexter og jeg går på Superholdet nu. Og det er langt fra hver gang, at jeg synes vi er særlig super... ;-)
Du skal ikke være ked af det der indkald. Det er noget af det sværeste at få på plads - og "at få et godt og stabilt indkald" kan tage flere år. Ifølge min træner.

Min træner taler meget om det, at hunden skal vælge en til. At hvis man står og råber og skriger og er pissesur, når den kommer efter man har råbt 37 gange, så vælger den en fra. Og det giver jo meget god mening, at de ikke gider at vælge det som skælder ud og er surt.

Så det er noget, som JEG har skulle arbejde rigtig meget på. Nu lyder jeg som en bimlende vanvittig hundeejer, når Dexter kommer. Uanset om hun kommer første gang eller efter 37.

MEN det har hjulpet. Der er stadig ting, som er sjovere end mig. Men det bliver bedre ;-)

OG man skal bare blive ved med at træne de forskellige ting - også selvom det virker som om hunden fatter hat af hvad der foregår. Pludselig en dag vågner de op med en hjerne og kan det. Det har jeg oplevet med flere øvelser.

Så jeg synes, at du bare skal melde dig til næste hold! En dag falder det hele på plads, og så bliver det verdens bedste hund :-)

Liv (pladstilverden) sagde ...

Hahahahahahahahahaha .... altså! Nej jeg må grine videre: hahahahahahahahahaha .... !

Susanne sagde ...

Mon ikke bare kamelen har nået teenagehundealderen? Her i huset gik det ud på at tisse på gulvet igen efter at have været renlig og at glemme alt, hvad man havde lært. Pludselig var det gået over igen. De kloge bøger var vidst ikke spor forundrede over det.

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Selv tak :-) Fantastisk - dum - følelse, ikk'? Ja, der er god grund til at ro, at hun er kommet i lømmelalderen. Det mente den ene træner da også. Så nu tager vi lige en dyb indånding og klarer de næste 4-5 måneder uden at gå agurk ... Hun grisede heldigvis ikke mere end hvad der kunne fjernes med en fnugrulle.

Mormor: Ja hurra, vi har nu en pubertetshund. Det skal nok blive sjovt! Selv tak, og ja, det er altid den tobenede, den er gal med. Klem tilbage :-)

Kisser: Haha, det har sikkert set sjovt ud med den meget fine og meget velopdragne boxer, der pludselig spurtede ud i buskene :-)

Fruen i Midten sagde ...

CityGirl: Det trøster mig lidt at læse, at du og Dexter nu er i superklassen, for jeg kan godt huske at have læst om visse af jeres genvordigheder undervejs. Så måske er der også håb for os :-) Og jeg ved godt, at Kamelen skal vælge mig til, men har altså lidt svært ved netop det der 'bimlende vanvittig'.

Liv: Selv haha :-)

Susanne: Jo, det tror jeg bestemt godt, vi kan regne med at hun har. Gys altså - urenlighed - det orker jeg bare ikke. Rart at vide, at det går over igen. Så skal man bare undgår at blive bims i mellemtiden ...

The CityGirl sagde ...

Det er sindssygt svært at stå og være bimlende vanvittig hundeejer - for det kræver jo, at man glemmer alt om normalitet og diverse sociale filtre ;-)

Men jeg kan som sagt anbefale det - OG, som jeg glemte at skrive igår: gode godbidder. Når vi træner, eller jeg har hende løs, så har jeg altid kylling eller cocktailpølser med. Man kan komme rigtig langt med de gode godbidder. Det ved du sikkert også :-)

Stegemüller sagde ...

Det er fantastisk at læse om dine/jeres oplevelser med Kamelen. Jeg sidder og ler højt hver gang. I hundeejere er nogle specielle mennesker :-)

Ellen sagde ...

Altså, for hunde (!) da, hvor er det morsom læsning!
Jeg morer mig kongeligt, samtidig med, at jeg er überglad for, at jeg altid stædigt har nægtet at få hund inden for mine fire vægge :-D

Fruen i Midten sagde ...

CityGirl: Det ER virkelig svært, men jeg må jo øve mig. Det går dog bedst på egen matrikel (og jeg tror naboerne får sig et godt grin ind i mellem, men ha, de får hvalp i denne weekend, og hvem kommer så til at stå og fnise? Er du gal, vi har skam fået (og får stadig) læst lektien mht gode godbidder, hver eneste gang, vi er til træning. Kamelen plejer også at være ret obs på min - meget fine dertil indkøbte - godbidspose. Og jeg har faktisk fået ros for mine hjemmekogte leverhapser. Ost skulle også være godt. Eller jeg kunne vælge at gå over til makrelguf på tube, men der sætter jeg så grænsen - yrwk altså!

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Hmm, jeg tror ikke, vi er så specielle, men de kære kræ bringer os bare gang på gang ud i nogle lidt specielle eller komiske situationer. Og har man den mindste smule humoristisk sans, er der nok at grine af :-) Jeg håber, dine venner og deres lille labrador trives med hinanden?

Ellen: Tak. Jeg formoder, at mine skriverier er som vand på din nej tak til hund-mølle? :-) Men A+A kunne da godt få sig en sød lille hvalp ;-)

Annette sagde ...

Efter alle de genvordigheder du/I har været igennem med bil, bur og ikke mindst træning, så trænger du til en succeshistorie ☺. Skønt, skønt billede af tæppehunden og tak for et godt grin.

Fruen i Midten sagde ...

Annette: Ja, det kan du have så inderligt ret i. Morgenens tordenvejr var en succes. Forstået på den måde, at Maddie var helt ligeglad. Hun ser lidt dum ud, synes du ikke? Selv tak :-)

monica sagde ...

HAHA - ja til grin kan man altid blive , men så længe kamelen har det godt, så er alt godt..

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Ja, sådan er det nemlig :-)

Ellen sagde ...

A&A's mor er så absolut min datter, hvad hunde angår ;-)