tirsdag den 27. maj 2014

Og meget, meget fornuftige sandaler


Lørdag stod på konfirmation i det nordsjællandske.

Søde tvillingepiger. Donnaens niecer.

Vi var indbudt til klokken 16, men var også meget velkomne i kirken klokken 12.

Det kunne vi ikke nå, da Kamelen først kunne afleveres i hundepension klokken 10. Men da vi alligevel skulle køre i to biler for at kunne levere den ene til en køber i næsten samme område, blev løsningen, at Donnaen og Gemalen drog afsted tidligt for at nå med i kirken, mens jeg blev hjemme for at tage mig af Kamelen og først køre senere.

Det mest spændende ved den ordning var, om jeg kunne få Kamelen ind i bilen.

For ny bil var blevet klargjort. Nyt bur indkøbt, samlet og installeret. Kamelen havde afprøvet buret, men var ikke ovenud begejstret. Problemet var bare, at hvis hun ikke ville ind i buret i bilen, så kunne jeg nok ikke selv få buret ud, og så ville jeg jo stå der med fletningerne i postkassen, mens Gemalen var over alle bjerge.

Heldigvis viste Kamelen sig fra sin mest samarbejdsvillige side. Hun gik pænt ind i buret, pænt ud igen, og hun lod sig villigt bortføre langt ud på en mark af en ung pige og fulgte dermed ikke rigtigt med til, at jeg kørte igen. Uden hende.

Så var det bare med selv at blive klar og komme afsted. Iført - syntes jeg selv - ganske nydelig kjole. Nylonstrømper til at dække aspargesblege ben og blåt mærke. Og meget, meget fornuftige sandaler, da jeg bare ikke kan køre bil i høje hæle. Slet ikke så langt. Og slet ikke i ny bil. Hvilket gav anledning til mindre krise, da jeg nåede Sorø og havde behov for et pitstop. For én ting er at sidde og køre for sig selv i nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler. Noget andet er at bevæge sig ud i det offentlige rum iført nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler ...

Næste krise indtraf, da jeg tre minutter i aftalt tid nåede frem til Rungsted Kyst og måtte hoppe ud af bilen og iført nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler hilse pænt på helt igennem nydeligt ægtepar, som skulle overtage Gemalens bil. De tog det dog pænt, og Gemalen var heldigvis næsten færdig med sin gennemgang af bilen, så jeg slap for at skulle stå ret længe og smalltalke iført nydelig kjole, nylonstrømper og meget, meget fornuftige sandaler.

Og så tog vi til konfirmation, og jeg fik nogle knapt så fornuftige sko på. Hvorefter det viste sig, at pakkeoppakning og indtagelse af velkomstdrink skulle foregå i haven, hvor det helt klart havde været nemmere at klare sig i meget, meget fornuftige sandaler fremfor høje hæle. Noget der også gjorde sig gældende, da Fruen var nødt til at begive sig ud i hestestalden og ind i en af boxene for at kigge på nuttede kattekillinger.

Men de næste tre-fire timer, hvor vi iøvrigt sad ned det meste af tiden, var det faktisk ok med høje hæle. Og så tog vi hjem, og da Gemalen kørte, kunne jeg tage skoene helt af og bare sidde og vrikke med tæerne.


20 kommentarer:

monica sagde ...

og kamelen blev hentet - glad og tilfreds og fløjtende ligeglad med kjoler og sko ( og hvide ben og blå mærker..) ?

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Helt ligeglad! Og heldigvis var jeg iført det terrængående outfit, for ellers var jeg da blevet jordet af glad Kamel :-)

Lene sagde ...

Og de sandaler ville jeg da gerne være gået til fest i ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Nej du ville ej - tror jeg ikke. Ikke til dén kjole, og slet ikke med nylonstrømper på ;-)

BedstesBlog sagde ...

Jeg kan heller ikke fide ud af at køre bil iført høje hæle. Er der overhovedet nogen, der kan det? Jeg har altid flade, fornuftige sko med til fest, så jeg kan skifte inden hjemturen. Her er det nemlig så godt som altid fruen, der kører hjem :-)

M.S. sagde ...

Hi hi hi fornuftige sandaler er da fine nok:) Jeg har altid fornuftigt fodtøj på for sclerose og høje sko passer ikke sammen men det er jeg nu helt ok med:) Mit bryllup blev genneført på strømpefødder:) Altså hele festen:)Ha' en en dejlig Kristi Flyfartsferie.

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Jeg ved det ikke med bestemthed, men jeg tror altså, at nogen kan :-)

Mette: Jamen, de kan da være fine nok, men så skal man lade være med at iføre sig en kjole, der råber på høje hæle ;-) Og nylonstrømper og sandaler er altså (under normale omstændigheder) no go på linie med, at mænd bare skal lade være med at optræde med sokker i deres sandaler. Tak i lige måde. Jeg ved endnu ikke, om jeg holder fri fredag.

overleveren sagde ...

øhhh.. billedet? Forestiller de de meget fornuftige sandaler? Eller?

Så kan jeg betro dig at de er kun kvart så fornuftige som dem jeg futter rundt i :-D

Skæg historie igen... jeg håber at hunden vænner sig til sit bur og til at blive transporteret rundt i det så du ikke skal være evig nervøs for om den nægter at gøre som den skal.

Ellen sagde ...

Haha, jeg tror også, at dine og mine 'fornuftige sandaler' er meget forskellige - du ville da dø af mine af slagsen, som er af mærket Ecco :-D - men okay - til kjole ville jeg nok også tage en smule højere hæle på ...

Inge sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Inge sagde ...

Hurra for meget meget fornuftige sandaler, de er uundværlige i mange situationer, men de dresser jo ikke rigtig noget op.. :-)
Derfor lider vi i (næsten) stilhed, når de høje hæle ind i mellem monteres.

Liv (pladstilverden) sagde ...

Jeg er SÅ imponeret over de der høje sko?! Fornuftige sandaler og lilla gummistøvler er ligesom det jeg har tillagt dig. Altså nok fordi jeg selv tramper sådan rundt - nånej. Har ingen lilla gummistøvler ;-)
Det glæder mig dog at du er tilbage i det terrængående, som trods alt er lidt mere kamlevenligt. Høje sko og kameler matcher slet ikke - det gør Maddie og fornuftige sandaler!

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Næh, men du kombinerer sikkert heller ikke dine 4 x så fornuftige sandaler med nydelig kjole, vel? Fornuftige sandaler er vældigt gode til shorts mm., men ser ret åndsvage ud til nylonstrømper og nydelig kjole. Ja, det håber jeg også. Kamelen er overhovedet ikke vild med det nye bur, og da hun så ovenikøbet brækkede sig i det igår, frygter jeg det værste fremover.

Ellen: Det tror jeg nu ikke nødvendigvis. Har selv ecco-sandaler. Det er kombinationen med kjolen - og nylonstrømperne, der er så kikset. Og du skal jo også have noget med lidt hæle på til trevlerne på fredag, ikk? :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Det gør de nemlig ikke. Så hver ting til sin tid. Og så tager vi de høje hæle på (og lider i stilhed - næsten) til konfirmationer, kobberbryllupper og deslige :-)

Liv: Det er jo ikke meterhøje stiletter, som dem Donnaens ældste niecer stylter (temmelig ufikst) rundt på, men bare mellemhøje konehæle ;-) Men nej, du har ret; det er sjældent, jeg har ret meget hæl på. Det er lettere at blive stående, når Kamelen kommer galopperende, hvis jeg har noget terrængående at stå imod med :-)

Mia Folkmann sagde ...

Ti hi, sikke en historie! Jeg kender godt det dér med fornuftige sandaler kontra det modsatte... Det vil sige - hos mig er problemet ikke længere så stort, for jeg kan kun holde elegante sko ud i meget kort tid. Og jeg kan slet ikke køre i bil i dem... ;-)

Ellen sagde ...

Det bliver faktisk fornuftige - men pæne! - sandaler på fredag. Jeg har nemlig købt et par nye lange bukser, for jeg ser SÅ dum ud i kjole efterhånden :-)

Annette sagde ...

Hurra for, at du fik alt til at gå op i en højere enhed, både de store verdslige spørgsmål fra fredagen, kamel ind- og udgang og skokabalen. Jeg håber, at det var en rigtig god fest, det må have været ganske vidunderligt at kunne sætte sig ned og slappe af til festen ☺.

Rigtig god Kristi Himmelfartsdag.

Tina Liel sagde ...

Ha ha kan næsten forestille mig det smukke syn!!! En konfirmation med udfordringer ;-) God weekend♥

Fruen i Midten sagde ...

Mia: Jeg bliver også hurtigt træt af at gå i elegante (= sko med ret meget hæl). Nok primært fordi jeg gør det så sjældent. Og så bider det jo sig selv bag i :-)

Ellen: Sandaler kan da også være både elegante og pæne. Og jeg har da flere af slagsen. Jeg synes bare, det er svært også at kombinere det med fornuftige, så du har da været rigtig heldig, at du er lykkedes med det :-)

Fruen i Midten sagde ...

Annette: Det nemlig dejligt bare at sætte sig ned og nyde festen oven på
'strabadserne' :-) Tak og god weekend til dig.

Tina: Hehe, smukt og smukt ;-D Heldigvis ikke flere end at vi klarede dem i (fin?) stil. Tak i lige måde :-)