mandag den 7. april 2014

Franske aner?


Maddie er en hul-i-hæk hund.

Resultatet af en løs forbindelse mellem hendes broholmer-mor og en ukendt herre.

Broholmer-morens ejere sagde måske labrador, men Maddie ligner mindre og mindre en labrador, så der gættes lystigt, og folk, vi møder på vores vej, giver gerne deres besyv med. Vi finder nok aldrig ud af det, og det er sådan set også ret lige meget.

Jeg er dog begyndt at spekulere på, hun måske har franske aner. Næppe en fransk bulldog, der ville have haft brug for mindst en trappestige for at kunne klare at blive hendes far. Men så en anden fransk hund. En stor én. Eller også ligger det franske mange hullede hække tilbage i anerne.

Hvor om alting er; den milde og fugtige weekend bragte for første gang snegle på banen.

Maddies begejstring var overvældende. Og hvem er vel mere begejstrede for snegle end franskmænd?

Begejstringen blandt resten af familiens medlemmer var derimod til at overse.

Da Maddie og jeg var ude og kontrollere luften i haven meget tidligt søndag morgen, hørte jeg pludselig en ukendt klang-klang lyd fra vovsen. Efterfulgt af af en mindre knasen ...

Det måtte undersøges, og noget modvilligt måtte Maddie aflevere et delvist knust sneglehus med tilhørende snegl. Hun gik straks på jagt efter et nyt, som jeg dog nåede at hive ud af gabet på hende i hel stand.

Vel indenfor igen bemærkede jeg en mørk klat på væggen. En snegl med sneglehus. Som røg direkte i toilettet. Uden at jeg dog - af hensyn til sovende Donna - efterfølgende skyllede ud. Måske ikke det mest smarte at gøre, men klokken fire om morgenen er min IQ stort set ikke-målbar.

Derefter tænkte jeg ikke mere over det. Dagen gik, og alle havde den udsøgte fornøjelse at pille sneglehuse ud af munden på den modstræbende hvalp, der ikke missede mange chancer for at samle dem op og så gå og rasle med dem mellem tænderne.

Imidlertid lød der et hyl fra badeværelset, da Donnaen skulle i seng.

- Der er en snegl i toilettet! Gør noget! Nu!

Og mens den stakkels Donnas forældre døde lidt af grin, var det, at Fruen kom i tanke om sin letsindige omgang med snegl og sneglehus. Mens Gemalen på sin side indrømmede, at han aftenen før havde prøvet at vende vrangen ud på hunden i et forgæves forsøg på at finde, hvad hun tydeligvis havde haft med ind.

Donnaen blev reddet. Sneglen røg ud. Helt ud. Og Maddie prøvede i nat at snyde ved skyndsomt at smide sneglehuset fra sig, inden Fruen stak fingrene i gabet på hende for igen-igen at komme klang-klang lyden til livs. Men Fruen lurede hende og fandt sneglehuset på græsset og fik det smidt ind til naboen.

Som hævn brugte Maddie nok ti minutter på at lede efter det bortblevne sneglehus i stedet for at koncentrere sig om det, hun var ude for. Og da jeg ikke havde lyst til at skulle ud af sengen en gang til før solopgang, måtte jeg jo pænt vente.

Det er i sandhed skønt at ha' hund.

Sansede ikke lige selv at tage et
billede, så har lånt et her
.


12 kommentarer:

overleveren sagde ...

Og her går man og køber sig fattig i hundelegetøj, godbidder og tyggeben... tsk tsk

Jeg har grinet mig igennem dit indlæg i dag og hygger mig gevaldigt over Maddies forsøg på at bidrage til husholdningens bestand af kæledyr med flere og tilsyneladende endnu levende snegle... og så må jeg sige at det er en vane I får møgsvært ved at bryde.. med mindre I kan lære hende "bytte" kommandoen. Meeen så får I måske bare et misbrug af bytteri...

Nå - godt det bare er snegle og ikke noget værre, de er da til at fange...

Ellen sagde ...

Hahaha :-D
I har forhåbentlig ingen vinbjergsnegle? De kan knase rigtig meget ...
Med de franske aner forudser jeg næste punkt på menuen: frølår!

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Fint, du kunne grine lidt :-) Hun vil godt bytte, men har (stadig) en forventning om, at det, hun byttede væk for en godbid, da må kunne findes igen. Således også i nat ...

Ellen: Vi ser heldigvis kun vinbjergsnegle en-to gang om året. Yughh, jeg vil meget, MEGET nødigt skulle forholde mig til mere eller mindre levende frøer. Åh, jeg bliver helt dårlig, hvorfor skulle du lige nævne det? ;-)

Inge sagde ...

Dygtige Maddie, de snegle hun tager æder da ikke det grønne i haven. :-)

Pia sagde ...

Thihi... Den sidste kommentar, får mig til at tænke på Dronningen :-D Livet ER skønt, både med og uden hund og franske specialiteter ;-)

Susanne sagde ...

Guf....
Vores Dodo har en franskfødt mor, men det har ikke inspireret hende til sneglejagt. Og vi har ellers nok at gå efter. Om sommeren er der et vrimmel (hvis man kan sige sådan om snegle) af de store fine hindbjergsnegle (det hedder de altså her)ude i vores hæk. Måske I skulle gøre holdt, hvis I en dag kom forbi med Maddie, så hun kunne prøve en af de store.

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Du siger noget! Måske skal jeg ligefrem opdrage Maddie til sneglefangst ;-)

Pia: Dronningen!? Haha, man skal (i sandhed) passe på med sine formuleringer ;-)

Susanne: Haha, måske er hindbær-snegle lige i overkanten for Dodo, men Maddie kunne sikkert godt fornøje sig med at gå rundt og rasle med sådan et kæmpesneglehus mellem kæberne. Skal huske dit gode tilbud, hvis vi en dag synes, at det er lige det, vovsen går og trænger til ;-)

monica sagde ...

hehe - hvor skriver du godt! Kan lige forestille mig de hyl donnaen kom med.. - har selv en tøs på 16, og VED hvad denslags er istand til...
Ang. udelukkelse af fransk bulldog far - man kan aldrig vide! Jeg var engang ude at se hvalpe, hvor moren var en blanding af bullmastiff/grand danois, og faren var en dværgpincher ! Begge forældre var tilstede, så jeg så dem med egne øjne! Ejeren sagde blot tørt at " hun har nok ligget ned..." Sikke en blanding! Købte jeg en hvalp? I think not! tænke sig en giga hund med pincher gemyt... pyh..

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Tak :-) Ja, der kan være en del lyd i de unge damer! Hehe, man skulle jo tro, det var løgn med sådan et blandingsprodukt (men når du skriver det, tror jeg selvfølgelig på det :-) ) Og ja føj, sikke en styg tanke med en lille hunds temperament i en kæmpehunds krop. De hvalpe kan ikke have været lette at afsætte.

Annemor sagde ...

Sikkerligen franske aner, med en slik apetitt på snegler.
Nå behøver du aldri å være i tvil om det er snegler i hagen, mer. Maddie finner dem nok.
Forøvrig var det fornøyelig lesning.
Mormorklem :)

Liv (pladstilverden) sagde ...

Hvis Maddie pludselig også springer på gemalens cykel for at sprinte op og ned ad alperne, så tror jeg dén med de franske aner er god nok.
Og helt ærligt. At rasle med snegle i munden det er da lidt bizart, ikke? Han i fortalt hende det?
Til sidst et stort medlidende kram til Donnaen. Tror jeg havde skreget endnu højere! :o)
ps. hvad med frølår?!?

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Du har ret; hvis Maddie rasler, når hun er i haven, så skyldes det sikkert snegle. Tak - og klem tilbage :-)

Liv: Maddie bliver for tung til alpe-etaper, tror jeg. Vi har nok ikke brugt ordet 'bizart'. Det må vi prøve. Jeg skal give krammet videre til Donnaen :-) Og ti så stille med de frøer!