søndag den 5. maj 2013

Flittig, flittig - flad


Pyh!

Her sidst på søndagen føler jeg mig altså godt brugt.

Det er lidt pinligt at indrømme, at der ikke skal mere til at gøre mig træt. Men jeg undskylder mig med, at det er tidligt på sæsonen. Have-sæsonen, cykle-sæsonen og så videre.

I morges var jeg ude at løbe, altså lunte. Det er godt nok længe siden sidst - bort set fra igår, og det kan mærkes. Det meste af kroppen synes, det er nogenlunde okay, men venstre ben mener ikke, at det er blevet spurgt, så det opfører sig ret fornærmet og kontrært. Lidt træls, for ellers er det dejligt at komme ud under de nyudsprungne bøgetræer. At der så ligger ind til flere knallertvrag i skovbunden, ærgrer mig en del og undrer mig såre. Hvordan pokker er de havnet dér? De er jo ikke selv kørt derind for at lægge sig til at dø.

Efter en formiddag med fredelige gøremål cyklede Donnaen og jeg over til en veninde, som Donnaen ikke havde besøgt før og derfor var lidt usikker på, hvor boede. På den forkerte side af en af byens mere ondsindede bakker. Det var ikke nogen overraskelse, men jeg havde ikke taget med i betragtning, at vi ville få en strid pelikan lige i næsen hele vejen op. Så jeg var temmelig kogt, da vi endelig nåede frem. Donnaen, der - i modsætning til sin mor - er i supergod form, havde derimod ingen problemer.

Vel hjemme og et krus kaffe senere var det græsplænens tur. Første gang i år og temmelig tiltrængt visse steder. Og bøvlet som aldrig før. Plænen ligger lige så skråt, som den plejer, og oven i mine påskeliljer har jeg nu også anbragt et bed med buske og spiste tulipaner ude midt i plænen. Det var derfor om at holde tungen lige i munden - og ledningen uden om især påskeliljerne. Det lykkedes mig at undgå at rykke hovedet af en eneste, og jeg blev derfor desto mere knotten på Gemalen, da han nedlagde en, da han kørte grillen op på plads.

Bagefter kunne jeg fornøje mig med at rive plænen. Resultatet var en hel sæk af mestendels mos og en lille smule græs. Under alle omstændigheder pyntede det.

Til sidst fremstillede jeg et duftværn eller måske snarere hørme-stakit om mit bed. Hvidrumperne har nemlig været på spil igen, og forsøget med at pisse territoriet af må erklæres for mislykket. I stedet har jeg investeret i hjortetaksolie og plantet små stærkt stinkende pinde hele vejen rundt om bedet, (som heldigvis ikke ligger lige op til terrassen).

Så håber jeg, at dét hjælper. I hvert fald er det en absolut ubehagelig stank. Derfor er det også dumt at spilde på sig selv. Ved jeg nu ...

Nedlagt påskelilje plus den næstenspiste
tulipan, der nu er sprunget ud.



17 kommentarer:

overleveren sagde ...

Der er da næsten lagt op til lidt af en føljeton her - Fruens kamp mod de hvidmåsede... jeg glæder mig allerede til de næste afsnit, for den kamp er formodentlig ikke helt vundet endnu.

Dit motionsprogram lyder lidt hårdt.. eeew..

Rejen sagde ...

Jeg hader modvind, det burde afskaffes ved lov! Håber at hjortetaksolien hjælper, har også hørt at det skulle stinke forfærdeligt, men ellers kan jeg jo altid tage nogle billeder af mine tulipaner som du så kan "glædes" over. ;-D

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Vil bare pointere, at jeg helst ikke vil have mere føljeton ud af de hvidmåsede bæster! Det var absolut ikkenogt program. Det var bare sådan, det blev. Havde det været et program, havde jeg nok sløjfet et punkt af bar' dovenskab ;-)

Reje: Helt enig! Det lugter virkelig skrækkeligt - på en mærkelig måde. Tag endelig nogle bileder, så jeg kan blive mindet om, hvad jeg kæmper for :-)

Madame sagde ...

Det bliver spændende, om hjortetaksolien hjælper! Og med hensyn til motion er vi i samme båd ;-) Have- og cyklesæsonen afslører, hvor god en form vi trænger til at komme i ...

Østfronten sagde ...

... måske er det knallerterne selv, der kører ind for at dø i pæne omgivelser?

Fruen i Midten sagde ...

Madame: Hihi, tak for dagens kommentar - 'hvor god en form, vi trænger til at komme i ...' Det kan ikke formuleres mere præcist :-D

Østfront: Tvivler ;-) Men hvis det var, så slap jeg for at ærgre mig over dumme skovsvin, som bare 'taber' en 'død knallert' i skoven ...

Inge sagde ...

Det er bestemt ingen spøg at starte både cykel og have sæson op i samme weekend.. Er du ikke også lidt hård ved dig selv.. ;-)

NonnasBlog sagde ...

Motion må der til! Men løbe, cykle, slå græsplænen og forsøge at få dådyrene til at gå uden om jeres have er hårde odds! Godt, at vejret var så fremragende. I morges stod der en af de hvidrumpede lige uden for vores vindue, og i wekenden fandt Husbonden et stykke af en opsats med lidt pels på. Så uanset hund kommer dyrene stadigvæk! God mandag!

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Næh, bare dårlig til at planlægge ;-)

Nonna: Det er kun meget, fordi jeg er i for dårlig form. Tænk, jeg troede, at en hund holdt hvidrumperne på afstand. Men det er meget godt at vide, for så er der ingen, der kan bruge det som argument for at få hund ;-)

Stegemüller sagde ...

Du lægger hårdt ud denne sæson - husk at Rom ikke blev bygget på en dag.

Hvor er det da ærgerligt, at rådyrene æder dine blomster. Det er sådan et smuk dyr, men åbenbart ikke særlig venligt. Det bliver spændende at høre om hjortetaksolien hjælper.

mig & ipsen sagde ...

modvind og bakker ,passer ikke særligt godt til cykleture ,sådan først på sæsonen ;-) smiler....
sike en kamp du har med de hvidrumpede , hvad med hegn rundt haven ?

Ellen sagde ...

Puhabadr, kom du til at spilde? John tabte flasken nede i kælderen (og spildte på sin hånd), da han skulle 'antimuse' plæneklipperen til vinteren. Vi var meget, meget glade for, at vi ikke behøvede at gøre os så mange ærinder dernede!

Annemor sagde ...

Jeg tror kan hende du gikk for sterk ut :) Plenklipp og sykkeldebut på samme tid på våren er sjelden en god kombinasjon.
Fortsatt "hyggelige" besøk av de hvitrumpede? Hm, dine er ikke skikkelig oppdratt tror jeg :)
Mormorklem :)

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Til gengæld kan det vare længe, før jeg er lige så foretagsom igen ... Jeg tror ikke, de er decideret uvenlige, men tulipaner er vist for rådyr som slikkepinde for børn - uimodståelige :-)

Jonna: Modvind og bakker er ALTID en dårlig ting, men her først på sæsonen er det rigtig slemt :-) Bortset fra, at jeg meget nødigt vil have hegn rundt om haven, har vi slet ikkeråd til et, der både er pænt og vil kunne holde rådyrene ude.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Ja, jeg spildte på min hånd, da jeg skulle stikke mine små pinde i jorden. - Og så skulle jeg følges med mig selv resten af dagen - puh :-(

Mormor: Det er i hvert fald hårdt, når man er i så dårlig form som jeg! Hvidrumperne er enten vældigt uopdragne eller også bare meget lækkersultne ;-) Klem tilbage.

Annette sagde ...

Øv, jeg havde ellers glædet mig til at følge føljetonen omkring hvem der mente, at de havde mest ret til havens blomster, du eller hvidrumperne. Men jeg ser, at du gerne vil have at sidste afsnit er nået ☺.
Jeg skal da lige love for, at du er gået til den hvad motion angår og det endda først på sæsonen ☺.

Fruen i Midten sagde ...

Annette: Nu må vi se, om jeg får min vilje, eller om der er stof til flere kapitler i føljetonen om hvidrumpernes hærgen. Jah, men så har jeg til gengæld heller ikke laver´t ret meget siden ;-)