tirsdag den 28. maj 2013

Frem med cyklen


Da Verdensfirmaet flyttede i nye lokaler, fik jeg pludselig 1000 kilometer på arbejde. Eller i hvert fald mere end to. Faktisk næsten fem. Kilometer altså. Og det er jo voldsomt, når man er vant til at have cirka 500 meter.

Så nu skal jeg pludselig til at forholde mig til den trafikale virkelighed.

Som bilist er den virkelighed ikke særlig spændende. Det trafikale kaos er en storby værdigt. En gang kommer motorvejen uden om byen, og så forsvinder noget af trykket vel? Men ind til da lever vi med både for meget trafik og vejarbejder alle mulige og umulige steder. Dertil kommer, at Verdensfirmaet nu ligger i et industrikvarter med udkørsel til samme ringvej som et hav af byens halvstore arbejdspladser. Det genererer alt andet lige mere trafik end før, hvor adressen var et mindre kontorbyggeri på kanten af et villakvarter.

Jeg ved godt, at folk, der bruger timevis i køer omkring København, tværs over Fyn eller i trekantsområdet, næppe vil kunne tage mine brokkerier alvorligt. Men jeg er da ligeglad. Jeg synes, der er slemt, for jeg har fået det værre ...

Så kan jeg jo bare cykle. Og det gør jeg da også (når det ikke regner). Faktisk er det endda lidt kortere på cykel end i bil, fordi jeg kan køre 'bagom' ad villaveje og stier.

Men det første stykke er op ad bakke. Ikke ret meget, men langt og dræbende, og med en lille tilspidsning til sidst. Og jeg når altid, at tænke, at mit gear vist har sat sig fast, for der må bestemt være et mindre. Det er der ikke.

Jeg vænner mig nok til det (læs: kommer i lidt bedre form). Og det er kun godt, for nu kommer jeg ind på det stykke af ruten, der er fyldt med modsatkørende skolebørn i alle aldre. Der skal jeg helst være forberedt på lidt af hvert. Det er stier uden 'rigtig' trafik, og poderne føler derfor intet behov for at følge færdselsreglerne endsige tage hensyn. Så de er over det hele. Kommer tonsende ud fra indkørsler, tværs over fortove, rundt om hjørner og frem bag hække. Og de har travlt. Jo yngre, jo mere travlt. Hvilket jo egentlig er meget sødt, for så er glæden ved at gå i skole nok stadig intakt.

Efter dette nerveflænsende stykke, kommer der heldigvis en kort etape langs en lille sø, så jeg kan få vejret igen. Så en lille stigning og et stykke langs førnævnte ringvej. Her blæser det. Oftest imod, føles det som. Ganske sært, i betragtning af at det altid blæser fra vest i Danmark, og jeg derfor burde have vinden i ryggen, når jeg cykler mod øst.

Vel ankommet til min plads kan jeg starte med at lufte lidt ud, for det er da helt utroligt, så varmt der er ...

Otte timer senere kan jeg vende næsen hjem igen. Ruten er ikke den samme. Det er både sjovere og mere praktisk at lægge den lidt om på hjemturen. Først ned ad en lille sti gennem et naturområde og hjørnet af en nu sløjfet dyrehave. På det stykke er stien temmelig ujævn, og jeg har allerede reddet mig det første blå mærke på skinnebenet, da den ene pedal pludselig forsvandt. Så griner Gemalen lidt, når jeg brokker mig. Men det kan han jo også sagtens. Det er ikke ham, der kører rundt i terrænet i almindelige sko og på en konecykel.

Så forbi et sted, hvor der arbejdes på en bro over den kommende motorvej. Heldigvis er de fleste gået hjem, når jeg kommer, så der er hverken særlig meget støv eller trafik. Derefter kommer det næstbedste stykke. Ind i bøgeskoven, der netop nu er lysegrøn og fin, og så ud på et åbent stykke med et opdæmmet vandhul og mere eller mindre uplejede græsarealer. Derefter er ruten den samme som på udturen. Der er den lille sø og til allersidst det bedste stykke; det lange, lige stræk ned ad bakke, hvor jeg kan holde frihjul næsten hele vejen hjem til nummer femten.

Egentlig tror jeg, at jeg godt kan ende med at blive helt glad for min cykeltur.

I hvert fald så længe det er sommer.

Og det ikke regner.



20 kommentarer:

Rejen sagde ...

Cykelture er altid bedst i sol og tørvejr og med medvind, og uden andre generende trafikanter. :-D

Lene sagde ...

Jeg er så misundelig, jeg ville gerne bo i cykelafstand til mit arbejde. jeg har en kollega, som cykler 8 km hver vej året rundt. Og er der for meget sne, tager hun skiene på :-)
Pøj pøj med cykleriet, det bliver skønt når bakken kan tages i et andet gear :-)

Madame sagde ...

Jeg synes, du er heldig, at du kan slå to fluer med ét smæk og få motion ved at cykle til jobbet. Da jeg i 7 år arbejdede på Amager, var der 65 kilometer hver vej og ind gennem heksekedlen København ...

Inge sagde ...

Jeg synes det lyder fedt med næsten 10 km "gratis" motion.. Det er ikke vejret der er en udfordring, det er påklædningen.. ;-)

overleveren sagde ...

Jeg er helt sikker på at du vænner dig så meget til det at du inden sommer er blevet til efterår får udleveret fancy cykel, spandex og cykelsko så du kan møde på arbejde hver morgen frisk og gennemblæst af din cykeltur... og med hår i alle retninger :-)

Ellen sagde ...

Alt er jo relativt, og du har fuldstændig ret i, at du ingen medlidenhed får herfra. 10 år med 2x22 km og 25 år med 2x60 km, så kan dine dukkehusafstande kun skabe misundelse, for jeg har altid ønsket mig at have et arbejde i cykelafstand, men har aldrig prøvet det ...
Der er vist noget om, I jyder synes, at alt over 20 km er helt uacceptabelt langt at skulle køre på arbejde?
Da John lå og kørte land og rige rundt som salgschef, kunne jyderne ikke forstå, at han gad bo i Vejle og bruge denne by som centrum for kørsel ud af radier derfra, for det var da frygtelig langt at skulle køre mere end 30 kilometer :-D
Bortset fra det kan jeg nu godt forstå, at du kan blive en smule skræmt af de hærgende skoleelever ;-)

Kong Mor sagde ...

Bare jeg kunne cykle på arbejde.
Ikek at jeg ville gøre det om vinteren - men om sommeren - det er sundt og godt.
De motoriserede forhold du holder dig lyder lidt mere indviklede!

Fruen i Midten sagde ...

Rejen: Du har HELT ret ;-D

Lene: Jeg synes, det er ret sejt at skifte til ski, når der ligger for meget sne. Så sej bliver jeg næppe nogen sinde. Tak, det bliver nemlig fint, men måske kræver det en cykel med en halv snes flere gear ;-)

Madame: Det ved jeg da godt. Jeg skal bare vænne mig til det :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Det er det også, for jeg er alt for doven anlagt til bare at cykle uden mål :-) Det siger man jo, men lige pt er jeg ret udfordret påklædningsmæssigt, for jeg synes, det er ret koldt, når jeg starter. Men det går altså over ...

Overlever: He he, det er jeg så helt sikker på IKKE vil ske :-D Alene af den grund, at Gemalen til enhver tid vil synes, at han har mere brug for en ny cykel end mig. Og så er spandex og kvindelår en kedelig (læs: uklædelig) kombination. Mht håret, så er vi altså nogen, der bruger cykelhjelm, så frisuren er altid den samme; lettere fladmast.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Tænkte nok, jeg ikke vil få spor medlidenhed fra din side ;-) Jo, det siger man jo. Men jeg har dog selv ligget og kørt godt 2 x 35 km i flere år. Og de fleste af mine nuværende kolleger har faktisk også noget mere end 20 km på arbejde, så måske er det i virkeligheden bare en skrøne?

Kong Mor: det kan vi så godt blive enige om: Det er fint at cykle om sommeren, i tørvejr :-) De motoriserede forhold er katastrofale byens lidenhed taget i betragtning.

Ellen sagde ...

Eftersom jeg ikke har boet eller arbejdet i Jylland, kan jeg jo ikke vide det med sikkerhed, men Johns oplevelser var ikke en skrøne, og jeg/vi har talt med nogle af de 'indfødte' vestdanskere, når vi har ferieret i det jyske, og disse samtaler bekræftede kun, hvad jeg havde hørt.
Men selvfølgelig er der da masser af jyder, der har mere end 20 km til arbejde ... tiderne og arbejdsmarkedet har jo også ændret sig en del over årene :-)

Moster Tulle sagde ...

Jeg vil gerne give lidt medlidenhed for jeg er i en elendig cykelform og kan sagtens forestille mig den bakke som næsten uoverstigelig, men må derudover tilslutte mig de andre og sige, at du ER heldig. Jeg har godt 30 km.hver vej, som heldigvis kan gøres med tog, for med bil fra Nordsjælland og til Kbh's centrum tager der flere timer. Men cykelafstand til job og dermed gratis motion lyder fantastisk (i hvert fald i godt vejr)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Jamen altså, nogle jyder synes, at alt andet end lige rundt om hjørnet er uhyggelig langt væk. Den manglende offentlige transport gør selvfølgelig også sit. Hvis man ikke har hhv hjem og arbejdsplads lige op og ned af en station på de mest trafikerede togstrækninger, er det TUNGT at komme frem og tilbage, hvis man ikke har egen bil. Men ifm din Johns job som salgschef er det jo absurd at have afstandmæssige indvendinger. En sælger/salgschef vil jo altid skulle køre langt ...

Moster Tulle: Jamen jeg er da heldig,og når jeg lige kommer i lidt bedre form, så ... Du er til gengæld heldig, at du kan tage toget på arbejde. Herovre bliver man frygteligt ufleksibel, hvis man er afhængig af offentlig transport, for hvis der overhovedet er forbindelse, er der sikkert kun tog/bus en eller højst to gange i timen.

Østfronten sagde ...

Cykelture kan være en lise for sjælen - særligt igennem sådan en omgang smuk bøgeskov. (Og mon ikke du bare ræser op ad bakkerne om et par uger!)

NonnasBlog sagde ...

Var der ikke et parti, der engang lovede medvind på cykelstierne! Det går vi ind for ;-)! Held og lykke med cykelmotionen.
Nu fik jeg så en forklaring på, hvorfor der er længere fra Jylland til Sjælland end omvendt. Det opdagede vi naturligvis først, da vi var flyttet til Sjælland.
God onsdag!

Mormor Inger sagde ...

Så flink du er som sykler til arbeidet! Nå arbeider ikke jeg lenger, så trenger ikke sykle til arbeidet, men jeg kunne ønske meg mindre bakker og flatere landskap, hihi :) Ha en flott onsdag!

Fruen i Midten sagde ...

Østfront: At cykle i sol og medvind, de rigtige steder, er skønt :-) Jeg kan jo håbe :-)

Nonna: Det forslag røg vist desværre af bordet, da Jacob Haugaard røg ud af Folketinget. Var ellers et rigtig godt forslag ;-)

Mormor Inger: Jeg har det fint med bakker og bjerge - så længe jeg ikke skal cykle op ad dem ;-) Tak og fin onsdag også til dig!

Annemor sagde ...

Best å sykle i nedoverbakke med vinden i ryggen og med hjemlengsel, ha jeg funnet ut, nå må min sykkel til doktoren igjen og jeg er redd han vil stede den til hvile. Så må jeg ha ny sykkel og jeg vet ikke om jeg kan få en slik jeg vil ha. Øv!

Å sykle er en risikosport, har ikke Gemalen fortalt det?
Klem :)

Mia Folkmann sagde ...

Jeg synes også, at det er så smart, at du sparer penge til motionscenter og kan cykle dig i form. Må jeg foreslå - som alternativ - at gå? Fem kilometer svarer sikkert til en times tid, hvis du går i mit tempo - og det kan være lidt mere nådigt i blæsevejr... ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: det er altid sjovest at cykle i godt vejr og ned ad bakke :-) Jeg håber, du kan finde dig en god, ny cykel. Det behøver han ikke at fortælle, han er levende bevis på det. For tre år siden styrtede han til et løb, fik et brud på en nakkehvirvel og måtte gå med krave i 12 uger! Så slemt går det mig næppe. Klem tilbage.

Mia: GÅ?!? Det kunne være dejligt :-) I solskin og med en gøg, der kukker er der virkelig skønt på dele af strækningen. Men det har jeg jo slet ikke tid til. Så skulle jeg tre kvarter tidligere op, og ville ikke kunne nå at bringe Donnaen til hendes gøremål om eftermiddagen. Næh, der skal cykles. Eller køres i bil, hvis det ikke kan være anderledes (læs: det regner).