onsdag den 24. oktober 2012

Bratislava, en meget lille storby


Fruen følte sig jo en lille smule snydt, da hun ikke kom til Budapest i august.

Og hun begyndte at plage.

- Måske kunne vi tage til Bratislava i stedet, foreslog Gemalen. Efter at have brugt lidt tid på at kigge priser på nettet.

- Bratislava? sagde Fruen med et ret blankt udtryk i øjnene.


- Ja, så er vi næsten dernede. Og samtidig tæt på Wien, forklarede Gemalen, der allerede havde konsulteret et kort.

Så det gjorde vi da bare.*

Bratislava er meget lille af en storby at være.

Kun omkring en halv million indbyggere eller cirka dobbelt så mange som i Århus. (Undskyld Århus, men det er altså ikke særlig stort).

Egentlig mærkeligt, for beliggenheden ved Donau og midt i mellem metropoler som Wien, Budapest og Prag burde vel være ideel, og op igennem tiden har Bratislava (under andre navne) ind i mellem været en både betydelig og betydende storby. Sådan alt efter de centraleuropæiske magtforhold. Men i hvert fald har byen under kommunismen ligget i hvad der kun kunne betegnes som udkants-østblok, et æbleskrogskast fra Østrig, og det er måske derfor, byen ikke er større nu?

Nu er kommunismen væk, men byen er stadig voldsomt præget af tiden som østblokland. Byens nye (1972) bro over Donau er udstyret med en ufo-lignende konstruktion med restaurant og udsigtsplatform i toppen. Tager man turen herop - og det skal man - kan man se ud over hele byen. Der er den gamle bydel, slottet på toppen af bakken og rigtigt mange nye prestigebyggerier - hoteller og firmadomiciler - langs floden og i det nye centrum. Men hele vejen udenom står de skrækkelige, gammelkommunistiske beton-bolig-blokke. Kasse efter kasse. Række efter række. Mange er nu malet i nogenlunde muntre farver, men slet ikke alle, og bare tanken om, at de har været helt ens grå-i-grå er til at blive ganske forstemt af.

Bedre bliver det ikke, hvis man tænker på, at her har alle beboerne kunnet stå i vinduet i deres lejlighed på 9. sal, blok 47, række 5 og kigge over i det forjættede land, hvor velnærede østrigske bønder kørte glade rundt på deres flade, frugtbare marker. De kigger vel endnu, men nu er hegn og pigtråd og bevæbnede vagter med hunde da heldigvis fortid. Og der er intet, der forhindrer en i at krydse grænsen, hvis man vil.

I byen er der iøvrigt også et kæmpe mindesmærke med en flag-blafrende soldat. Det er til minde om russernes såkaldte befrielse af byen i 1945. Det kan man mene om, hvad man vil. Men jeg synes nu det er fint, at det ikke - som så meget andet - straks er blevet pillet ned efter jerntæppets fald. Så kan man kigge på det og filosofere lidt over, hvordan verden så ud dengang set med russiske briller ...

Meget iøjnefaldende på en bakketop med udsigt over hele byen ligger slottet. Eller borgen. Det er lidt svært at blive enig med sig selv om, hvad det kompakte bygningsværk ligner mest. Borgen - det er altså det, det er - har ligget der stort set altid. I forskellige udgaver. Den nuværende er en halvtreds år gammel kopi af et femtenhundredetals slot. Det er malet kridhvidt og er nærmest selvlysende, når det om aftenen er oplyst af projektører. Vi var ikke inde på museet, men nøjedes med at nyde udsigten over by og flod.

I det hele taget lykkedes det i stort omfang Gemalen og Donnaen at undgå, at vi 'var inde' ret mange steder. I stedet gik vi rundt og kiggede.

Den gamle bydel er meget hyggelig med mange fine gamle bygninger. Hvis de altså er gamle og ikke nyopførte rekonstruktioner af gamle bygninger. Det er nemlig overordentlig svært at finde ud af hvad der er hvad. Men meget har givetvis været pulveriseret efter 2. Verdenskrig. Rundt omkring finder man de sjoveste figurer. Bronzemænd i nogenlunde naturlig størrelse. Jeg tror, vi så fire forskellige, men måske er der flere?

Vi boede på en gammel flodbåd. Ikke noget at skrive hjem om, men dejlig centralt. Restauranter var der nok af. Vi var heldige at finde en rigtig god en, hvor vi spiste en stroganoff, der fik smagsløgene til at juble. Og drak lokal rødvin af rigtig fin kvalitet. Altsammen til næsten ingen penge. Hvilket jo absolut ikke gør oplevelsen ringere. Tværtimod. Og man får lyst til at give lidt ekstra i drikkepenge, og alle bliver glade.

Alt i alt brugte vi ikke særlig meget tid i selve Bratislava (og vi har langt fra set det hele), men brugte byen som base og udgangspunkt for yderligere centraleuropæisk udforskning.



En af bronzemændene på en regnvåd aften.
Efter sigende Bratislavas mest fotograferede motiv ...

*Bare og bare. Mere om det i et senere indlæg.

10 kommentarer:

Inge sagde ...

Donnaen og Gemalen ville sikkert nyde at være på ferie med os, vi undgår også helst at gå ind .. :-) med mindre det er mad og drikkelse vi går ind efter.. Og du ville nok hade ikke at kunne komme ind og kigge.. ;-)

Annemor sagde ...

UUUPS, ikke inn??
Må inn noen steder. Da får følget enten vente utenfor eller bare bli med inn. Slik er det med den saken.
Ha en fin kveld.
Mormor

Ellen sagde ...

Nogle steder er man da nødt til at gå ind - og man kan få sig nogle rigtig gode overraskelser ved at gøre det :-)

NonnasBlog sagde ...

Det lyder til at have været en dejlig tur med noget for sanserne. Skønt at opleve nyt. Jeg må dog indrømme, at jeg skal ind og kigge forskellige steder. Herligt, at I havde godt vejr.

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Haha, ja det ville de da helt sikkert, men jeg ville nok anmode om lov til at tage i byen alene, så jeg kunne komme ind og kigge lidt hist og pist ;-)

Mormor: Selvfølgelig skal man da ind. Nogle steder. Og så må følget pænt følge med, for jeg får stress og intet ud af at gå ind alene, hvis jeg ved de sidder uden for og venter. Jeg har prøvet. Også god aften til dig :-)

Ellen: Ja, man skal da nødvendigvis ind og kigge. Men man skal også vælge sine kampe med omhu, siges det. Og det var museerne i Bratislava trods alt ikke værd (sådan var de i hvert fald ikke beskrevet) ;-)

Nonna: Det var en rigtig fin tur. Jeg insisterer også sommetider på at komme ind og kigge, men altså ikke altid. Vi havde ualmindelig skrækkeligt vejr den første dag. Men ellers superfint efterårsvejr. Skønt :-)

Stegemüller sagde ...

Bratislava lyder til at være en rigtig dejlig by, og jeg synes det er positivt at de har bevaret noget af den gamle kommunistkunst. Det kan altid minde en om fortiden.

Jeg har været i Bulgarien og din beskrivelse af de grå boligblokke ligner Bulgarien til forveksling, men sådan var det sikkert i hele østblokken.

Madame sagde ...

Det lyder som en spændende by at besøge. Uhyggeligt at tænke på alle dem, der ikke bare har kunnet rejse ud, som de ville. Jeg var i Polen for mange år siden, og de grå boligblokke var også noget, der gjorde indtryk på mig.

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Bratislava er helt sikkert en dejlig by. Fyldt med kontraster, på et relativt begrænset område. Ja ikke, det er godt at bevare lidt 'kommunistkunst', som du så fint kalder det :-) Mange steder røg der en masse ifm murens fald, og det kan man jo godt forstå. Men et enkelt minde om en nok så dunkel fortid kan nu være meget godt. Du har sikkert ret mht boligblokkene.

Madame: Helt sikkert en spændende lille by :-) Ja, det er nemlig uhyggeligt at tænke på, at folk decideret har været spærret inde i deres lande. Og boligblokkene understreger bare, hvor trist, folk har haft det. Godt det er slut, i hvert fald mht udrejseforbud og hegn og pigtråd.

mig & ipsen sagde ...

tak for en fantastisk beskrivelse af jeres tur,det lyder som en skøn tur i har været på,
tusind tak for postkort,sikke en dejlig overraskelse, kom til at tænke på dit indlæg om de besværligr frimærker og posthuse sidste gang ....
knus her fra

Fruen i Midten sagde ...

Jonna: Selv tak. Og selv tak. Godt, det kom frem :-) Knus tilbage.