søndag den 21. oktober 2012

Hjemtur med gråt i gråt og vældig flot


Vi landede under egne dyner lidt i midnat i går aftes.

Efter en lang, men heldigvis fuldstændig gnidningsfri hjemtur fra Bratislava.

Det startede ellers ikke for godt, og Gemalen og jeg nåede vist begge at tænke, at åh nej, bare det nu ikke blev sådan en af de rigtigt trælse trafikdage, hvor det hele går i koks.


Først have vi været så længe om at gå rundt om os selv og få pakket, at klokken havde passeret halv ti, før vi overhovedet sad i bilen.

Dernæst kørte vi kun knap halvanden kilometer, før vi mødte den første kø. Rampen til den - tomme! - motorvej var spærret, og trafikken blev ledt til den næste rampe.

Hvor politiet stod og ventede på os.

- Hvad NU? sagde Gemalen og bad mig grave sit kørekort frem. 
Så fik vi et slovakisk god morgen (eller hvad det nu var) af betjentene, som derefter spurgte:

- English? - Deutsch?

- Ein Bischen, svarede Gemalen forbeholdent og forberedte sig en længere parlamenteren frem og tilbage.*

- Alkohol-Kontrolle! erklærede betjenten og så spørgende på Gemalen.

- Alkohol-Kontrolle? Nu? gentog Gemalen og så lige så spørgende ud.

- Ja, Alkohol getrunken? spurgte betjenten.

- Nein, svarede Gemalen.

- Okay, gute Fahrt, sagde betjenten og nikkede os videre.

Vel ude på motorvejen spurgte Donnaen undrende:


- Vil det sige, at de har spærret hele motorvejen af for at gennemføre alkohol-kontrol midt på en lørdag formiddag?

Og sådan kunne det jo se ud. Slovakiet har som flere af sine nabolande absolut nul-tolerance, hvad angår promillekørsel, så det er ikke noget, de tager let på. Men der fra og så til en fuldstændigt afspærret motorvej, er der alligevel et stykke vej. Syntes vi. Men måske har slovakisk politi erfaring med, at folk kører rundt med en efterbrænder på? Eller også var de ude i flere andre ærinder, men det eneste, betjenten kunne sige på tysk, var Alkohol-Kontrolle? Det finder vi nok aldrig ud af.

Afsted gik det. Og efter nogle tåge-banker i begyndelsen fik vi rigtig dejligt vejr. 
Undtagen i Tjekkiet, hvor det på nær nogle få kilometer i hver ende af landet var gråt i gråt. Vi antager, at trafik-guden havde slået sig sammen med vejr-guden om at sende gråvejr til Tjekkiet som straf for dårlige veje.

For det første kunne tjekkerne godt tage sig sammen og se at få gjort motorvejen mellem Prag og Dresden h-e-l-t færdig, så man ikke skal sendes ud på en kringlet stump landevej i et område af landet, der endda kun kan betegnes som meget udkants-agtigt.
For det andet ville det være rart at kunne køre i højre vognbane på motorvejene uden risiko for at få raslet et eller andet løst på sig selv eller bilen. Gemalen kørte konsekvent i venstre spor, når han kunne komme til det. Så snart vi røg over i højre spor gik det gokke-di-GUNK gokke-di-GUNK-GUNK-GUNK, så til sidst selv Fruens kinder begyndte at bævre ...

Inde i Tyskland skinnede solen igen, og temperaturen steg til et par og tyve grader. Egentlig burde man have siddet på en café og nydt livet, men sådan er der så meget. I Tyskland var der meget vejarbejde, men så må man jo erkende, at gode veje fordrer en del vedligehold, så det må man altså tage med. Heldigvis var trafikken ikke slem, og vi gled fint afsted.


Efter Berlin blev det aften. Og en hel fortryllende en af slagsen. Skovene stod mørke og dunkle. Himlen var malet i pasteller, med sorte spor af trækkende gæs og traner. Mange steder gik rådyr på markerne. Og mosekonen bryggede på højtryk og sendte fine hvide slør ud over de lavest-liggende områder. Havde vi set troldebørn og elverpiger, var vi ikke blevet spor overraskede.

Ved den gamle inder-tyske grænse var det slut. Og der skete ikke mere på vejen hjem.

Huset stod. Der var postkort fra Norge i postkassen, og dynerne ventede.



Først glemte Fruen at tage billeder,
dernæst var forruden fuld af snask.
Men magisk var det. Altså!

* Vi mødte også det ungarske politi. Mere om det i et senere indlæg.

14 kommentarer:

Madame sagde ...

Velkommen hjem fra ferie. Tænk at du har fået postkort fra Mormor i Norge. Det lyder som en helt fantastisk aften med himmelpasteller, mosekonebryg, trækkende gæs og traner. Jeg så solen gå ned over Roskilde fjord.

Stegemüller sagde ...

Velkommen hjem! Dejligt at høre fra dig igen.

Det er da en spøjs form for alkoholkontol, hvor man spørger folk om de har drukket; hvis det skulle have rigtig effekt, skulle de bede folk om at puste i et alkoholmeter.

Det lyder til, at I havde en smuk tur hjem.

NonnasBlog sagde ...

Velkommen hjem, efter en forhåbentlig vellykket ferie, til et godt efterårsvejr og postkort fra Norge.
Jeg synes også, at det lyder noget overdrevent at lukke motorvejen af for at udføre deres Alkoholkontrolle.

Fruen i Midten sagde ...

Madame: Tak. Ja, jeg er heldig :-)

Stegemüller: Tak :-) Ja, meget spøjs!! Jeg havde da også forventet, at Gemalen skulle blæse. Men måske kunne betjenten ikke overskue at skulle igennem den proces med en udlænding? Jeg ved det ikke.

Nonna: Tak :-) Fin ferie. (Flere indlæg følger). Ret overdrevet, men måske var det ikke politiets egentlige ærinde? Virkede lidt pudsigt i hvert fald.

Lene sagde ...

Hvad skal vi bruge billeder til, når du maler så fint med ordene :-) Velkommen hjem

mig & ipsen sagde ...

Tak for en maleriske tur hjem fra ferien ,,,

Ellen sagde ...

Haha, han har sikkert ikke orket alt det sproglige bøvl, og desuden har din mand nok virket meget troværdig og ædru :-)
Vi er blevet stoppet på lørdag formiddage i Sverige nogle gange. Jeg tror, der kører mange bagbranderter rundt. Det siger det svenske politi i hvert fald, at der gør. John (for ham er det jo, der kører), bliver dog altid bedt om at blæse, men er også altid blevet sendt afsted igen med et "Takk! Där var inget at se, så jag är nöjd! Ha en bra dag".
Det må du også have - glæder mig til at høre mere :-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Tak for ros :-)

Jonna: Selv tak. Skulle det være en anden gang ;-)

Ellen: Måske. Dit gæt er lige så kvalificeret som mit :-) Så er det altså også svensk praksis. Men jeg har da aldrig hørt om det i DK? Tak. Og i lige måde. Der skal nok komme mere. Snart.

Mia Folkmann sagde ...

Velkommen tilbage. Jeg grinede lidt, da jeg læste om Tyskland, der havde vejarbejder - de har ALTID vejarbejder! Men kort efter holdt jeg op med at grine, for jeg skal ud på de selvsamme motorveje i næste måned. Og sidde i kø. Igen...

Hvor ser det smukt og stemningsfuldt ud på dit aftenhjemtursbillede... :-)

Rejen sagde ...

Velkommen hjem fra ferie, hvor hyggeligt med postkort der ligger og venter på at blive læst. Både vejrarbejde og mangel på samme er da irreterende men godt at I slap for at holde i kilometerlange køer..;-D God mandag til dig

Annemor sagde ...

Smilte i et imaginært skjegg, alkohol-kontroll på formiddagen? alltid veiarbeid og omkjøringer. Du er sikker på at du ikke var i Norge?
Ha en vakker dag og takk igjen :-)
Mormorklem

Fruen i Midten sagde ...

Mia: Tak :-) Enig! Der er næsten altid vejarbejde i Tyskland, men hvis man er lidt heldig med trafikken, kan man tit glide nogenlunde smertefrit igennem alligevel. Og vejene skal jo vedligeholdes. Alternativet er ikke sjovt. Tak mht billedet - virkeligheden var bare helt utroligt meget smukkere :-)

Reje: Tak :-) Ja, vi slap heldigvis for køerne. Og manglende vejarbejde er altså også virkelig slemt. Ja, så er det mandag og møgvejr igen, men så er det jo ikke så slemt at sidde på sin pind. God dag til dig også :-)

Mormor: Ja, jeg er ret sikker på, at vi ikke var i Norge ;-) Har I også alkohol-kontrol om formiddagen? Tak i lige måde og klem tilbage :-)

Inge sagde ...

Velkommen hjem fra ferie.. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Tak :-)