fredag den 20. januar 2012

Plan D - Steen & Stoffer ved man da, hvor man har


Gemalen er ikke hjemme, og Pigebarnet er puttet.

Så nu har Fruen magten - i visse kredse kaldet fjernbetjeningen - og kan tv-mæssigt gøre som hun vil.

Plan A:

Der er selvfølgelig ikke noget, der er værd at se på en eneste af de 3000 fjernsynskanaler, vi har. Det er der aldrig, når jeg endelig selv kan bestemme. Heldigvis er jeg for nylig 'kommet til' at hjemkøbe et par dvd'er, og nu er øjeblikket så endelig kommet, hvor jeg kan få lov at se dem i fred og ro. 

Kaffen er klar. Fjernsyn og dv-afspiller tændt. Første dvd pakket ud og smidt i.

Ingenting. DR1 kværner bare videre.

??

En nærmere inspektion afslører, at der ikke rigtigt er forbindelse mellem dvd-afspiller og fjernsyn, og ved at konsultere Gemalen telefonisk går det op i sømmene, at

- Nåh ja, kablerne fra dvd-afspilleren passer ikke til det nye fjernsyn. Det har jeg ikke lige haft tid til at gøre noget ved..

Grrr!!

Plan B:

Internettet. 

Men glæden er kort; wifi-forbindelsen står af. Og selvom Fruen sidder på gulvet og roder lidt under Gemalens skrivebord, kommer der ikke liv i skidtet igen. Og bare fordi der en enkelt gang er tilkaldt (firmabetalt) tekniker til noget, Fruen i frustration var kommet til at forbinde forkert, er der udstedt pille-forbud.

- Du må kun tage stikket ud af væggen og sætte det i igen, formanede Gemalen. Ikke pille de øvrige kabler ud, så du ikke bagefter kan huske, hvad der er op og ned på det hele.

Æv.

Plan C:

Nå men så kan jeg da læse en bog. Den bog, som jeg fik anbefalet for nyligt, og som faktisk er tilgået samlingen for flere år siden. Uden at blive læst. Den har i melletiden bare stået på en eller anden hylde og ventet.

Men hvilken hylde? Nu er det ikke sådan, at Fruen har et eller andet snedigt system til sine bøger, men i 9 ud af 10 tilfælde ved jeg da alligevel, hvor de er. Dette er så det 10. tilfælde. Hvor pokker er den dumme bog?

Hmm.

Plan D:

Hvad nu? Kaffen er efterhånden blevet temmelig kold, men Fruen nægter at give helt op og bare gå i seng.

Pling!

Nogen nævnte jo 'Steen & Stoffer'.

Yes, now we're talking. Her står de første 15 hæfter. Præcis som de skal. Hvad man kan udlede heraf, ved jeg ikke..

To hæfter senere går Fruen småklukkende i seng.

8 kommentarer:

Mormor sagde ...

Godt man finner ut av saker og ting. Det skjer, man kanskje ikke på den måte man trodde.
Det er noe herk (træls)når ting ikke fungerer som vi vil, men råd, det finner man jo.
Ha en fin dag :-)

Rejen sagde ...

Godt at det lykkedes dig at finde noget hygge og få et par gode grin inden du gik i seng...;-D

Fru Gad sagde ...

Steen & Stoffer er en klassiker. Efterhånden får man også ret stor respekt for forældrenes vidunderlige sarkasme i forhold til deres pode.

The CityGirl sagde ...

Ej, det er bare ikke i orden det der! Også selvom det hele endte forholdsvis lykkeligt :-)

Hvis uheldet er ude igen (hvilket vi selvfølgelig ikke regner med nogensinde sker!), kan du så ikke smække dvd'en i computeren og se det der? Bare et tip :-)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor, ja man finder jo ud af tingene, selvom det ikke altid går lige efter planen. 'Herk' skønt ord. Det vil jeg prøve at huske :-)

Jeps Reje, det endte fint, selvom jeg var noget knotten undervejs :-)

Fru Gad, De har ganske ret. Jeg kan også mærke, at genlæsningen her 10-15 år og et Pigebarn senere til en vis grad flytter fokus fra Steen og Stoffer til Steen og hans (hårdtplagede) forældre.

CityGirl; det sker ikke igen. De rette kabler er fundet og monteret.

Men skulle det ske, så har du da ganske ret i at PC'en er en mulighed. Det kræver bare
1)at jeg kommer i tanke om det (..)
2)at jeg i så fald gider at se en storfilm på en 17 tommers skærm og ikke mindst
3)at jeg frasiger mig retten til at være frøken-fornærmet.. ;-)

The CityGirl sagde ...

Det er rigtig at størrelsen på skærmen lidt er et minus, men den store fordel er, at man kan skride i seng og ligge derinde og se det (altså med mindre du er en af dem der har tv i soveværelset, hvilket jeg ikke har).
Og det opvejer altså størrelsen på skærmen.

Hilsen hende der er gået i serier-på-nettet-fælden og nu aldrig sover mere.... ;-)

Østfronten sagde ...

Steen og Stoffer er et sikkert hit. Hver gang. Det er lidt ligesom magi.

Fruen i Midten sagde ...

Hej Østfront, ja sådan er det nemlig :-)