tirsdag den 24. januar 2012

Den dag Farmor blev væk


- Find lige telefonnummeret til Farmors daghjem, kommanderede Gemalen forleden fra mobilen på vej over Fyn med kurs mod netop Farmor i det nordsjællandske.

Hjemmeplejen havde nemlig lige ringet og spurgt, om han måske vidste, hvor hans mor var henne, for hjemme var hun i hvert fald ikke.

Og nej, det var der jo så ikke rigtigt nogen, der vidste.

Hvilket ikke var så smart. For klokken var cirka 5 om eftermiddagen. Det var mørkt og vinterkoldt.

Og Farmor er dement. Med stort A.

Pludselig blev der meget langt til Nordsjælland.

Gemalen fik nummeret til daghjemmet, hvor Farmor måtte formodes at have opholdt sig det meste af dagen, så der kunne man vel fortælle, om hun var blevet kørt hjem til sædvanlig tid.

Der var bare ikke nogen, der tog telefonen. Heller ikke selvom et hurtigt check på internettet bekræftede, at netop denne telefon altid ville blive besvaret.

Suk!

Gemalen racede videre mod Nordsjælland, alt imens han ringede hjem til Farmor cirka en million gange.

Efter hvad der føltes som meeeeget lang tid, tog den gamle kone telefonen.

Hun havde været i Brugsen, men da det så var mørkt, da hun kom ud, havde hun taget en taxa hjem.

Gemalen drog et lettelsens suk og fortsatte sin færd mod Nordsjælland.

Vel fremme og en lille snak senere gik det op i sømmene, at Farmor overhovedet ikke havde taget en taxa, men var blevet kørt hjem af en venlig mand. Hvor præcis han havde samlet hende op, er der til gengæld ingen, der ved.

Det gik altså godt.

Men hvad så?

Så ikke noget. Det er første gang, at Farmor er blevet væk. Og måske blev hun slet ikke væk? Hun var bare ikke der, hvor alle vi andre havde regnet med, at hun ville være.

Det er omtrent et år siden, Farmor fik sin diagnose. Ind til da havde hun klaret sig selv i sit lille rækkehus, og diverse små-svipsere var bare blevet slået hen.

Hun bor stadig i sit lille rækkehus, men der bliver med jævnlige mellemrum skruet op for assistancen fra det offentlige: hjemmepleje, daghjem flere gange ugentligt, mad- og indkøbsordning. Det fungerer nogenlunde, men aldrig helt godt. Og så snart der er vikarer på banen, går det helt i spunk. For hvis Farmor ikke kender dem, der skal hjælpe hende, får de besked på at skrubbe af. Og det gør de så.

For det er jo stadig Farmors ret at sige nej tak.

Og der er heller ingen, der kan forbyde hende at gå i Brugsen efter en pose småkager og to bananer.

Det er lidt svært.

7 kommentarer:

Rejen sagde ...

Det er bare rigtigt svært med demente pårørende, og det er netop så vigtigt ikke at overskride de dementes grænser, men samtidig vil man jo også gerne passe på at der ikke sker dem noget...Godt at hun blev fundet og kørt hjem, håber I finder en løsning så det ikke sker for tit..

Anonym sagde ...

For pokker da også.. Sikke en forskrækkelse. Stakkels jer.

Ja hvor går grænsen - hvor skal man sætte hårdt mod hårdt og få Farmor på et plejehjem. Man ville jo heller ikke selv være sådan et sted..

Det ER svært.. Øv.

Kh
Kong Mor /Stine men jeg må stadig ikke kommentere hos dig som mig selv.. det er også lidt øv..

Mormor sagde ...

Aldri lett når man får demente som skal ivaretas. For det er jo voksne mennesker som har klart seg et langt liv.
Og plutselig er de ikke der man tror de er.
Huff, for en forskrekkelse man får.
Når er det nok?
Si det. Det beror på så meget, kanskje mest på hvor skal hun kunne trives?
Misunner dere ikke tiden fremover og avgjørelser dere må ta.
Lykke til :-)

The CityGirl sagde ...

Det er bare hårdt arbejde - på alle måder.
Min farmor og mormor lavede også lidt for mange ikke særlig sjove tricks dengang de levede, og selvom man prøvede at få ordnet det hele og sat tingene i system og kasser, så fuckede de det op alligevel.
For når seje damer bliver gamle, så vil de stadig være seje og klare alting selv. Bortset fra de ikke kan det.
Og de der panik ture ud til dem er bare aldrig sjove.

Ville ønske jeg kunne give nogle gode råd, men jeg tror bare det er at tage det oppefra og ned, håbe på det bedste og nyde de gode stunder.

Fruen i Midten sagde ...

Ja Reje, det er svært. Heldigvis plejer Farmor ikke at være omkringfarende, tværtimod, så vi håber, det var en enlig svale..

Næh Kon Mor, det er ikke sådan lige at sætte Farmor på plejehjem. Jeg tror godt, det kunne fungere, men det tror Gemalen ikke, og det er jo hans mor.

Jeg ved ikke, hvad der går galt, siden du ikke kan kommentere. Jeg fulgte Rejens eksempel og ændrede til pop-up format, da blogger lavede noget om, så det hele gik i ged. Nu har jeg prøvet at lave om igen, men har ikke en fjerneste anelse om hvorvidt det vil hjælpe..?

Tak Mormor, vi prøver at træffe de rigtige valg, men det er ikke til at vide, om det, man selv tror er godt, også er godt for andre.

Jep CityGirl, seje gamle damer kan være svære at håndtere. En gang i mellem har man lyst til at vride armene om på ryggen af dem og sige, at nu bestemmer vi, men så enkelt er det jo ikke. Lige nu er metoden lidt oppe fra og ned og håbe det bedste, men vi skal jo også kunne se os selv i øjnene, hvis det ikke er godt nok.

Pia sagde ...

Det er en svær situation. Tvinge folk kan man jo ikke, og det kommer der iøvrigt sjældent heller noget godt ud af. Jeg håber det var et enkeltstående tilfælde.
En gang Camilla lå syg i Kbh, var der saft suseme også langt derind. "Barnet" kunne hverken rejse sig eller gå selv. Lægevagten ville ikke køre ud. Heldigvis lå hun på gulvet ved telefonen.

Fruen i Midten sagde ...

Ja Pia, det er svært. Og ja ih hvor kan afstandene blive store selv i vores lille land. Sikken idiotisk lægevagt :-(