onsdag den 20. april 2016

En dag på kontoret - om at udfylde en arbejdsskadesanmeldelse


Lykkelig vis er arbejdsulykker en af de ting, som vi i Verdensfirmaet har meget lidt erfaring med. Det betyder til gengæld, at vi er lidt på den, når vi pludselig skal finde ud af at anmelde en - mulig - skade.

Hans - lad os kalde ham det - var i sin firmabil blevet påkørt bag fra, og selv om han ikke umiddelbart var kommet noget til, skulle det anmeldes som en arbejdsskade for at være på den sikre side, hvis han senere fik ondt i nakken.

Fruen fik fornøjelsen og gik - efter en lille uges syltning - i gang.

På Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside kan man se, at en anmeldelse skal ske inden for 9 dage fra ulykken. Man kan også se, at anmeldelse skal ske ved at logge ind med en pin-kode, som først skal bestilles og derefter vil blive tilsendt. Med brev.

Med en uges syltning og efterfølgende brevudsendelse kunne jeg godt se, at tiden var ved at blive knap, så support blev kontaktet og forelagt problemet. Venlig mand fortæller, at Arbejdsskadestyrelsen for det første ikke tager det så tungt med de 9 dage, og at man for det andet kan komme til at anmelde skade ved at gå ind på virk.dk. Det fremgår muligvis på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside, men er ikke just noget, der springer i øjnene.

Men virk.dk er jeg jo vant til at bruge i andre sammenhænge, så der finder jeg hurtigt det rigtige sted at anmelde.

Nu skal jeg så svare på alverdens ting. Verdensfirmaets forsikringsselskab er nemt nok. Policenummer er straks et problem. Men så kan jeg heldigvis gå ind på forsikringsselskabets hjemmeside og ind under 'min side'. Her er der en oversigt over - de fleste af - Verdensfirmaets forsikringer. Der er bare ikke nogen, der klinger rigtigt i forhold til en arbejdsskade, og selv om jeg kan trykke dem frem, bliver jeg ikke meget klogere.

Derfor ringer jeg til forsikringsselskabet og ender hos venlig dame, der efter en sej kamp med sit it-system kan fortælle mig det rigtige policenummer, der viser sig at være 'gemt' under en paraply med overskriften 'kombi et eller andet'.

CPR-nummer og årsindkomst på Hans kan jeg hurtigt finde, men hvornår blev han ansat? Det kræver log in på lønsystemet, og er hurtigt klaret.

Jeg skal også angive, hvad Hans beskæftiger sig med. Det sker via en hel række drop down-menuer, og da Verdensfirmaet er en nichevirksomhed, passer ingen af betegnelserne på Hans, og jeg må bede hans chef om hjælp til at vælge den mindst forkerte.

Angivelse af ulykkessted er værre, og jeg er nødt til at ringe og spørge Hans, for jeg ved bare, at det var på hovedvej 13. Tilfældigvis er Hans netop gået op fra den kælder, hvor han ellers står og arbejder, og han tager derfor telefonen, svarer og tilføjer:

- Er der andet, du vil vide?

- Det ved jeg ikke, for det er sådan en anmeldelsesblanket, hvor man skal trykke 'næste' for hvert tredje eller fjerde spørgsmål, svarer jeg lidt opgivende.

- Jeg sender dig lige en kopi af anmeldelsen af skaden på bilen, siger Hans. Der står det hele.

Og det gør det heldigvis. De sidste detaljer tastes ind, og jeg trykker på 'send'.

Der er nu gået lidt over to timer. Jeg har været inde på fire forskellige hjemmesider og talt med fire forskellige personer.

Jeg gemmer en kopi af anmeldelsen, mens jeg håber, at der aldrig bliver brug for den.


14 kommentarer:

www.skøreliv.dk sagde ...

Det lyder som en omgang klassisk blanketudfyldningsproblematik!.... Nogle gange er nogle ting bare lidt små-tåbelige (hvilket i høj grad retfærdiggør syltning)! Håber sagen er helt slut nu!

Fruen i Midten sagde ...

Monster-mor: Jeg er glad for, at du har forståelse for syltning ;-) Det håber alle.

Ellen sagde ...

Længe leve bureaukratiet! Men samme bureaukrati forkorter vist alle andres liv ...

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Enig. Men man kan nok risikere at få lange løg, som det så smukt hedder ;-)

Mette sagde ...

Uh, tager hatten af for din tålmodighed:o)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Tak. Den var godt nok tyndslidt til sidst :-)

Inge sagde ...

Uhhhh.. Digitalisering kræver tålmodighed.. :-)

Lene sagde ...

Been there, done that :-) Hold nu op som det er godt at kunne nogle vejrtrækningsøvelser

@ sagde ...

Hurra for at det lykkedes! Fantastisk system. Der er helt sikkert nogen der har siddet og gjort sig store tanker - herunder brugervenlighed. Jo, det er der garanteret! Om de er lykkedes med det?! (ved jeg ikke - kender ikke alternativet).

Birgitte B sagde ...

Jeg nynner stille den der 80'er sang 'så gik der tid med det'.... for pokker, hvor jeg kender det fra eget arbejde (og andre arbejdsopgaver, but still!). Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Det gør det. I den grad! :-)

Lene: Åh, så ved du præcis, hvor træls det er. Gad godt have kunnet nogle vejrtrækningsøvelser lige i den situation :-)

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Ja, det var ret meget hurra :-) Tænk, hvis siden pludselig var gået ned. Dét havde været prikken, der fik læsset til at vælte :-) Der er helt sikkert brugt mange tanker og millioner på at udvikle systemet. Og det er vel også ret brugervenligt. Altså, hvis brugeren på forhånd har styr på alle detaljer, og ikke bare, som jeg, hovedløst går i gang med at taste.

Birgitte: Jamen, det er da lige den sang, der passer der :-) Der er nok mange, der kender lignende 'fornøjelige' indberetningssystemer. Gaab altså.

Pia sagde ...

Uh.. Hvor jeg kender det. Selvom jeg mener at have spurgt ind til alt inden skadesanmeldeksen, løber jeg alligevel panden imod muren. heldigvis er det sjældent jeg skal igennem arbejdsskadestyrelsen, men alt det der skulle være så nemt.....hrmpf... Man bruger oceaner af unødvendig tid i den digitale verden.

Fruen i Midten sagde ...

Stegemuller: Tænk, at du har arbejdet der :-) Måske er det hverken mere eller mindre besværligt nu end den gang - for mange it-generationer siden, men besværligt er det.

Pia: Tjah, jeg vidste ikke en gang, hvilke ting jeg skulle have styr på, så jeg startede bare ... Og så er det dælme tungt. Godt, at vi ikke har brug for den slags indberetninger ret ofte :-)