mandag den 18. april 2016

Moselig med mere


I fredags var vi på Moesgaard Museum.

Vi var min mor, der skulle indløse anden del af sin fødselsdagsgave, Donnaen, der ekstraordinært havde fri fra skole, og mig - chaufføren.

Belært af erfaringen fra Aros huskede jeg denne gang at gøre meget tydeligt opmærksom på, at vi var henholdsvis en pensionist, en voksen og et barn, og så kunne vi ellers gå ind og konstatere, at museet heldigvis ikke var særlig overrendt, hvilket jo nok skyldtes, at den næste særudstilling åbner d. 22. april.

Stort, flot og imponerende er det altså.

Til gengæld også temmelig uoverskueligt.

Det er absolut ikke indlysende, hvor man skal ende, og hvor man skal begynde.

Til gengæld kan man bruge oceaner af tid, når først man er inde i udstillingerne og - ved tryk på diverse knapper og skærme rundt omkring - begynder at fordybe sig i tingene. I forhold til tidligere tiders planche-helvede, er det temmelig genialt, at man på den måde har både gemt og tilgængeliggjort umådelige mængder af information, som det så er helt op til en selv, om man vil hente frem og se og/eller høre.

På samme måde er det skønt, at man ikke bare har linet alle de gamle fund op på rad og række i titusind montrer, men i mange tilfælde har prøvet at anskueliggøre, hvordan de mange døde mennesker, dyr og våben med mere i sin tid er havnet i de østjyske moser.

Og så var der - selvfølgelig - Grauballemanden. Anbragt for sig selv og så velbevaret, at det - bortset fra det drabelige snit i halsen - næsten kunne se ud som om, han lå og sov.

På en film i et tilstødende lokale blev det fortalt, at han faktisk slet ikke blev fundet i selve Grauballe, men et sted i nærheden, der hedder noget helt andet. Den gode professor Glob havde dog en for samtiden usædvanlig god fornemmelse for PR, og han mente, at det ville klinge langt bedre, hvis moseliget blev kaldt Grauballemanden. Og sådan blev det så ...

Efter bronze- og jernalder var vi klar til kaffe. Egentlig troede vi også, at vi havde set det meste. Det havde vi så ikke, for vi var slet ikke nået til vikingetiden. Det fandt vi dog først ud af, da vi sad bænket med kaffe og kage, og da måtte vi bare erkende, at det må blive en anden gang, for vi var alle godt mætte af indtryk, og i øvrigt var tiden ved at løbe fra os.

Mormor var nok også ekstra træt, for museet er ikke særlig pensionist-egnet, og hun skulle ofte være meget opmærksom på, hvordan hun skulle forcere de mange trapper, der - ud over bare at være der - ofte også var temmelig dårligt oplyste og endda sommetider med ikke-gennemgående gelændere. 


At trapperne var et issue fandt vi ud af allerede ved ankomsten, da en midaldrende herre faldt på den store, centrale trappe. Heldigvis kom han ikke til skade og var hurtigt oppe at stå igen, men vi blev klar over, at man ikke skal forsøge sig med både at kigge udstilling og gå på trapper på én gang. 

Der findes elevatorer, men hvor er de, når man skal bruge dem? Donnaen og jeg har siden besøget diskuteret, om det overhovedet er muligt at komme ned til Grauballemanden med elevator. Det er det nok, men ingen af os kan huske at have set elevatorer i nærheden.

Således meget fornøjede med udstillingerne og en lille smule knotne over den noget mangelfulde tilgængelighed afsluttede vi vores besøg og kørte hjem.

Og en eller anden dag må vi ind og se resten af museet.


Grauballemanden er svær at fotografere,
så her er i stedet et skjold ...

10 kommentarer:

Birgitte B sagde ...

Det er øv med manglende tilgængelighed for svagt-gående. Det burde ellers være en prioritering, men nu du siger det, så er der også mange trapper på Arken her på Vestegnen. Dog har jeg set et par elevatorer, når jeg går rundt...
Jeg har hørt meget godt om Moesgaard og håber selv at komme dertil en dag Grauballe-manden har jeg dog set før, da jeg var barn. Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: De er der nok, de der elevatorer, i så nye byggerier som Arken og Moesgaard. Men er de ikke umiddelbart synlige, så vil en (stædig) dame som min mor selvfølgelig vælge trapperne, og det giver altså lidt sved på panden. Jeg har også set Grauballemanden som barn - for cirka 40 år siden (jøsses!). Men han kan sagtens klare et gensyn :-)

www.skøreliv.dk sagde ...

Det lyder som en god dag trods terrænmæssige udfordringer! Jeg ville personligt ønske, at jeg holdt mig lige så godt som Hr. Grauballemand! Ja, jeg siger det bare...

Fruen i Midten sagde ...

Monster-mor: Det var det skam også. Han er altså ikke ganske rynkefri. På den måde snyder liget, og han ligner altså en gammel mand og ikke et ungt lig. Så jeg siger bare, at det skal du ikke ønske dig :-)

Liv ☆ sagde ...

Det er altså en ret god fødselsdagsgave det der - også for Donnaen og du ;-) I får oplevet noget - sammen, som vel er det vigtigste. I må afsted derud igen - først for at lokalisere elevatorer m.m. og tredie gang for at se vikingerne. De udflugter vil ingen ende tage. Fantastisk ;-)

Ellen sagde ...

Kan helt tilslutte mig i meningen om, at selve udstillingsformen er nytænkning og meget god.
Jeg er vild med Moesgård museum, men havde ikke lige tænkt på, at der måske er uhensigtsmæssigt mange trapper. Godt jeg fik set selve museet inden det blev et problem for mig ...

Mette sagde ...

Sikke en dejlig fødselsdags´gave og hyggetur til jer alle tre:) Vi har jo lært nu, at skal jeg med så skal der ikke være trapper eller i hvert fald elevatorer. Ellers kommer jeg ikke rundt hverken med kun stok eller rollator. Men nu kan alle sådanne steder vel heller ikke være handikapvenlige. Enig med Liv:o) I må afsted igen og finde de der elevatorer;)

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Absolut også for os andre. Stederne er skam valgt med omhu ;-) Hmm, så skulle jeg alligevel have købt det årskort ...

Ellen: Det er det nemlig i høj grad. Må være sjovt at skabe :-) Den slags tænker man jo aldrig på, før det bliver aktuelt. Jeg aner ikke, hvordan adgangsforholdene er på et eneste museum, jeg har været på - bortset fra Aros og Moesgaard, hvor min mor nu har været med.

Mette: Jeg er overbevist om, at man kan finde elevatorerne - eller få fortalt, hvor de er, og så vil det givetvis også være muligt for dig at se Moesgaard. Men når man "kun" er lidt dårligt gående (og helst ikke vil indrømme det), så vil man helst ikke lede og være besværlig, men vover at gå ned, hvor det egentlig er lidt svært at se, eller hvor gelænderet pludselig forsvinder, og så bliver det ubehageligt. Ja, det bliver vi nok nødt til :-)

Lene sagde ...

Jeg mangler at se begge museer, grauballemanden har jeg dog set i gymnasietiden, det er så over 40 år siden ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Det når du nok en dag :-) Vi må erkende, at vi vist er ved at være helt voksne ;-)