onsdag den 6. januar 2016

Flere blomster, flere kager, flere bade


- Har I nogle gode nytårsforsætter? spurgte en af cheferne fyldt med nytårsentusiasme hen over frokosten i mandags.

- Nej! lød det over en bred kam.

Om det nu var rigtigt, at der ikke sad en eneste med et lillebitte nytårsforsæt, eller om det bare skyldtes, at ingen gad udstille egne drømme om urealistiske vægttab og ditto træningspas, står hen i det uvisse.

Selv har jeg ingen nytårsforsætter. Ikke af den traditionelle slags i hvert fald. Man er vel blevet klogere.

Men derfor kan man jo godt sætte sig ned og kigge lidt ind i væggen, mens man overvejer, om der ikke var et par småting, der kunne trænge til et serviceeftersyn. Ikke noget forchromet, men bare noget som kan gøre hverdagen lidt rarere. Måske for andre, men i første række for mig selv.

Og her ræsonnerer Fruen så, mens hun febrilsk prøver at finde sin forsvundne glorie, at hvis Fruen selv synes, et eller andet er rart og rigtigt, så bliver hun nok et meget nemmere menneske at omgås, og på den måde vil resultatet af de gode intentioner jo smitte af på omgivelserne.

Første punkt på dagsordenen er flere blomster. Flere blomster helt generelt, men primært flere afskårne blomster i vaser. Mine vaser. Jeg er ret glad for blomster, og jeg har forbløffende mange vaser. Og til jul ønskede og fik jeg minsandten én mere. Desværre kan det bare tælles på én hånd, hvor mange gange jeg får buketblomster i løbet af et år. Og får jeg flere, er det nok fordi jeg er syg, og det er trods alt ikke ønskværdigt.

Derfor har jeg bevilget mig selv en buket i ny og næ. Ikke for tit, for det skulle nødigt udvikle sig til en selvfølgelighed, men bare en gang i mellem. Især i de mørke vintermåneder, hvor ude-blomsterne er ikke-eksisterende, og behovet for inde-blomster derfor er størst.

Ind til videre går det vældig fint med det forsæt den intention. Faktisk tyvstartede jeg og indkøbte tulipaner allerede mellem jul og nytår. Og de står stadig og pynter. For der er sket det sære, at de i stedet for at visne og falde sammen er gået i stå, så blomsterhovederne bare er blevet lidt mørkere, lidt mindre og lidt rynkede. Den tilstand holder næppe evigt, men ind til videre er det jo nemt at have blomster på den måde.

Et andet punkt er flere kager. Hjemmebagte forstås, ikke flere kager i al almindelighed, for vi får faktisk rigeligt. Så øvelsen vil gå ud på at bage flere og købe færre. Og så vil det ikke gøre noget, hvis repertoiret kunne blive udvidet en lille smule, for selv om den chokoladekage, jeg har kunnet bage med bind for øjnene, siden jeg var tretten, stadig smager rigtig godt, så findes der jo også så mange andre lækre kager.

Foreløbig bliver det dog ved tanken, for nogen har meddelt, at kampvægten helst skal bringes ned igen snarest efter et ret umådeholdent pebernøddeindtag i december. Og af ren solidaritet, og fordi der stadig er julesmåkager plus en pæn bid af nytårskagen tilbage, sættes bage-intentionerne derfor på stand by.

Og som et sidste punkt har jeg tænkt mig at gå mere i bad.

Af hensyn til eventuelle sarte læsere vil jeg skynde mig at slå fast, at jeg faktisk kommer i bad dagligt. Men det er jo styrtebad, hvilket som ordet antyder jo bare vil sige, at jeg hver morgen styrter ind under bruseren og styrter ud igen allerede efter et øjeblik for at nå, hvad jeg nu skal nå om morgenen. Det er godt for renligheden, men har ikke ligefrem nogen afslappende effekt.

Det har til gengæld karbade. Og vi har et lækkert badekar. For det insisterede jeg på at få, da vi i sin tid byggede badeværelset om. Jeg bruger det bare ikke ret meget. Faktisk er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet var i karbad i hele 2015! Men det skal der nu laves om på. Ja, ikke 2015, for det er jo lidt sent nu. Men fremadrettet i fremtiden.

Her er jeg bare lidt logistisk udfordret, for det bedste er altså at gå på hovedet i seng direkte efter et langt, afslappende karbad, men jeg når i forvejen sjældent at blive færdig med dit og dat og sidde stille ret længe, før min ideelle sengetid for længst er passeret, og klokken er blevet alt for mange, så hvordan skal jeg nå også at komme i bad?

En mulighed kunne måske være at lade rod være rod og bare gå i bad?

Det er bestemt værd at overveje.

Læg mærke til nederste højre hjørne:
Ud over almindeligt rod er der også blevet
plads til et par tandhjul på spisebordet.

Velkommen hjem til Familien i Midten ...

17 kommentarer:

Stegemüller sagde ...

(Tak for at du rettede "fremadrettet".)

Sikke nogle gode "nytårsintentioner". Blomsterne er lige til inspiration til mig. Jeg elsker også blomster, men jeg er for nærig til at købe en buket til mig selv. Men er det ikke netop en eller anden form for livskvalitet, man skal bevilge sig selv? Noget der hverdagen rarere?

Jeg studsede også lige umiddelbart over det med at gå mere i bad, men mere i karbad lyder skønt og klogt. Hvem der dog havde et badekar...

Laika sagde ...

Tænk jeg har nøjagtig den sammen intention med "hjemmebaget" og også den samme med vægten så "hjemmebaget" er på standby her også :-D

Ellen sagde ...

Man kan ikke påstå andet, end at du har de bedste intentioner!
Vi havde badekar i Havdrup, men jeg brugte det ikke en eneste gang i de 26 år, vi boede der ... de eneste, der nåede at benytte det, udover C en enkelt gang, hun kom nærmest bundfrossen hjem, var børnebørnene, men nu er de heldigvis så store, at de sagtens kan gå i brusebad.
Flere kager er en god, men farlig intention, vil jeg mene - den er ikke for folk med en svag rygrad.
Og blomster ... åhhhja, dem må jeg også selv købe. Det er lidt pudsigt, at jo mere jeg med årene sætter pris på at få en buket i utide, jo færre får jeg af min ægteviede. Det er virkelig ikke fair!

Mor-monsteret fra Skøre liv sagde ...

Skønt med flere blomster! Nogle gange kan man være heldig at gøre et kup i den lokale Føtex eller Netto, jeg synes faktisk jeg er meget godt med på den front. Det er sjældent jeg roser mig selv, men det skyldes faktisk min mand, som er helt fantastisk til det der med blomster. Godt at gøre status over livet og tilværelsen i ny og næ, også selv om der ikke nødvendigvis kommer nogle forsættere ud af det...
Kærligst, mig.

Inge sagde ...

Jahhhh... Jeg er med på både kage og blomster i flertal, men karbade springer jeg over, til gengæld bliver jeg ind i mellem lidt længere under den varme bruser, jeg lukker øjnene og nyder et par ekstra minutter med masser af varmt vand. :-)

Mette sagde ...

Hi hi, et tandhjul er da også rart at ha' lige ved hånden:o) Herhjemme er det manden der bager kager - han er faktisk go' til det så jeg lader ham om det. Vi har ikke karbad. Det havde vi da vi boede i London. Jeg savner det ikke - muligvis fordi karbad og min sclerose ikke er venner og en kran skal bruges til at få mig op af et sådan bad:o) Men faktisk har jeg aldrig været fan - maden min derimod savner at have karbad. Jeg stemmer for du lade rod være rod og forkæler dig selv med et ugentlig karbad:) Jeg elsker friske blomster men de holder bare aldrig ret længe.

Liv ☆ sagde ...

Jeg synes det er nogle fantastiske intentioner for 2016. Specielt den med karbaddet. Den ville jeg også hoppe i ... hvis vi havde et badekar. Men jeg kan måske springe lidt oftere i havepoolen - til sommer altså. Lige nu er det lidt kikset, da den er flyttet på loftet og desuden er klappet sammen og derfor uden vand. Men karbad lyder rart. At kravle under dynen lige efter et karbade lyder fantastisk. I karet med dig Midterfrue.

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Hehe, jeg skrev kun fremadrettet til 'ære' for Ellen ;-) Hvis man er glad for blomster (og mangler lidt kulør midt i vintermørket), tror jeg, man skal unde sig selv en buket blomster en gang i mellem. Bare en lille en, der ikke koster alverden :-) Karbad er dejligt. Hvis man altså kan lide det. Det er der tilsyneladende flere, der slet ikke kan.

Laika: Vi må så bare vente lidt med vores gode hjemmebagsintentioner :-)

Ellen: Ikke en eneste gang! Jeg vidste godt, at du ikke er den store bade-entusiast, men jeg troede alene det gjaldt de vilde vover. Tænk, at du fik overtalt dig selv til at hoppe i Den Blå Lagune. Bemærk venligst, at der ikke er tale om flere kager generelt, men alene flere hjemmebagte kager, som gerne skulle smage mindst lige så godt som købekagerne, og som i hvert fald er langt billigere. Det hænder altså, at du får blomster i 'utide'. Det koncept kender Gemalen ikke.

Fruen i Midten sagde ...

Mor-Monster: Hvor skønt med en mand, der er fantastisk til det med blomster. Det skal du sørme huske at skønne på :-) Lidt status må man gøre en gang i mellem; det er vist sundt nok.

Inge: Er du heller ikke til karbade? Jamen, altså! Men kager og blomster kan vi da heldigvis enes om :-)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: I det hele taget er det altid godt at have enhver slags cykel-duppeditter lige ved hånden ;-) Hvor skønt med en mand, der bager! Godt, du ikke savner at kunne karbade, når det nu på flere områder er lidt uden for rækkevidde. Et ugentligt bad kan det næppe blive til, men bare et månedligt ville være skønt:-)

Liv: Ja ikke :-) Sådan en havepool, er den ikke bare fyldt med halvkoldt - i bedste fald halvlunkent vand? For det kan altså være det samme. Jeg kan ikke fordrage koldt vand, og bader derfor kun i badekar (og da Donnaen var lille i varmtvandsbassinet på Vestre). Resten er totalt opreklameret, synes jeg.

Mor-monsteret fra Skøre liv sagde ...

OBS: hvis ellers jeg havde et karbad, var der INGEN, der nogensinde så mig! Jeg ville BO i mit karbad... Suk. What a day dream!!

monica sagde ...

Godt nytår midtfrue! og hvor har du dog nogle gode nytårstanker ! jeg tager især den med blomsterne til mig .

Birgitte B sagde ...

Åh karbad, den er jeg med på. Jeg har vist heller ikke gjort det hele 2015 (men vi har også kun sidde-badekar). Jeg gør det ofte søndag aften, helst kl. 21. Så er jeg klar til at hoppe i seng bagefter. Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Tak i lige måde :-) Blomster er godt :-)

Birgitte: Det er nemlig bare skønt. Især, hvis man kan hoppe direkte i seng bagefter :-)

Ellen sagde ...

Den Blå Lagune er jo omkring de 40° - derfor ;-)

Malin / www.aargang73.dk sagde ...

Jeg faldt lige over dine nytårsforsætter, og hvor er de bare gode! Jeg kan nu bedst lide den slags hvor der er en mulighed for at holde fast, og de tre du har sat som mål, virker da ikke helt uopnåelige! Jeg tror også, jeg snupper den med blomsterne, det ku' jeg godt blive lidt bedre til...

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Ups, den kommentar havde jeg lige overset :-( Ja, 40 grader er jo noget ganske andet end sølle 18 eller deromkring i Præstø Fjord. Men du kunne da også have overvejet at hælde varmt vand i badekarret ;-)

Malin: Velkommen forbi :-) Den med blomsterne er også den, der - ind til videre - virker bedst for mig :-)