mandag den 11. januar 2016

Julebureaukrati


Juleaftensdag om formiddagen nåede Kamelen og jeg en tur i skoven, inden gåsen skulle i ovnen. Her mødte vi en mand, der egentlig i første omgang så noget tilknappet ud, som han stod der og talte i mobil, med en meget artig jagthund siddende ved siden af.

Men så afsluttede han samtalen og sagde, at hundene gerne måtte hilse, så Kamelen blev sluppet løs, og de to hunde nød at fjolle rundt med hinanden.

Imens stod vi og småsnakkede, og i løbet af nul komma ingen tid fortalte han om familiens kommende juleaften.

Hans svigermor var, som den sidste i den ældre generation, død tidligere på året, så nu, hvor de kun skulle holde jul han, konen og to store døtre, havde de besluttet, at de gerne ville gøre noget for nogen, der måtte have behov.

Det havde dog hurtigt stået klart, at interessen for at være juleværter gennem Røde Kors var større end interessen for at være gæst, så familien havde henvendt sig til asyl-systemet (ved ikke, hvor familien egentlig helt præcist havde henvendt sig, men det er også lidt lige meget) og havde fået tildelt et ungt flygtningepar med to ganske små piger.

Det skulle nok blive både sjovt og spændende. Familien tilrettede julemenuen, så den også blev indtagelig for griseforsagere, og de store piger hyggede sig med at købe julegaver til småpigerne.

Ganske få dage før juleaften blev familien dog ringet op, at den tildelte familie alligevel ikke kunne deltage. Begrundelsen var, at familien havde fået asyl og dermed var flyttet fra asylcenteret og i det hele taget ikke længere hørte til i den del af systemet. Det blev værtsfamilien ked af at høre og spurgte, om man da ikke kunne kontakte den lille familie, for den var vel ikke blevet 100 procent integreret, bare fordi den havde fået asyl?

Det kunne man ikke.

Ude af system var ude af system.

Men man kunne godt få andre julegæster. Hvilket familien i første omgang gik ind på. Ind til det viste sig alt for besværligt. De mulige gæster befandt sig nemlig nu på et asylcenter så langt væk, at værtsfaren ville skulle køre samlet set over 400 kilometer for først at hente og siden aflevere gæsterne igen. Og så ville hele juleaften jo gå med det.

Familien endte derfor med at takke nej.

Og alle var ærlig talt ret skuffede.

Så meget for at vise sin gode vilje ...



Øv!

19 kommentarer:

Ellen sagde ...

Hmm. Hvad skal man sige til dette?
Kong Mor havde samme 'problem' ... jeg gad ikke melde mig under fanerne mere, hvis jeg havde oplevet det.

BedstesBlog sagde ...

Det må da være som at få en spand koldt vand i hovedet, når man står med en fremstrakt hånd. For mange regler er ikke altid af det gode.

Laika sagde ...

Ærgerligt for værtsfamilien og garanteret ligeså ærgerligt for den familie som sikkert havde glædet sig til at være gæster hos en rigtig dansk familie :/

Stegemüller sagde ...

Nej hvor er det ærgerligt. Egentlig forstår jeg det ikke, for der ligger da ikke noget i Røde Kors' regler, der siger, at man skal være asylansøger for at deltage. Alle kan deltage. Havde jeg selv været opmærksom på det, havde jeg meldt mig som interesseret julegæst hos en familie.

Pia sagde ...

Jeg bliver både harm og irriteret på alle de mange stive systemer, vi har i vort land. Uanset om man vil yde.en eller anden form for hjælp eller gæstfrihed, eller har brug for hjælp Og omsorg, så løber man panden mod en mur. Jeg forstår altså ikke, at systemerne ikke kan være lidt mere smidige.

Mor-monsteret fra Skøre liv sagde ...

Hvor er det en uendelig trist historie, frue! Det er simpelthen så synd for alle parter. Faktisk også for os som nation, vil jeg gå så vidt som til at sige... Suk, den slags gør mig virkelig tung om hjertet.

Moster Tulle sagde ...

Sikke en historie - minder mig lidt om dengang jeg tømte loftet for brugt børnetøj og stod med 6 store sække, som jeg henvendte mig til Røde Kors om og sagde jeg meget gerne ville have lov til at aflevere i Sandholmlejren. Men nej, det kunne man ikke - ikke noget med at adressere det til nogen bestemt, så jeg kunne pænt putte det i en af deres containere, så skulle de nok selv sørge for at tage sig af det. Og nej, jeg puttede det ikke i deres container, men derimod Frelsens Hærs. Siden dengang har glorien omkring Røde Kors været blegnet lidt i min verden.

Lene sagde ...

Jeg bliver så ked af det, hver gang stive regler hindrer os i at hjælpe hinanden. Vi er nødt til at have regler, vi er også nødt til at have love, og de sidste skal være sværere at komme udenom, men de første? Øv

Inge sagde ...

Øv hvor er det træls, når man gerne vil hjælpe, og bliver bremset af tåbelig fortolkninger og regler der ikke er fleksible.

Mette sagde ...

Ej, hvor træls og hvor er systemet da dumt. Tænk der ikke kune gøres noget for den lille familie kunne komme. Lyder absurd men ved det er en realitet for min søster arbejder på et asylcenter. Åh, de historier hun fortæller om et dansk system som kun gør det mere besværligt end overhovedet nødvendigt. Det gør mig rigtig træt, at leve i et land der ikke vil rumme.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Hvad kan man sige andet end ØV? Det er jo nemlig det; hvem gider at melde sig igen, hvis man får den slags negative oplevelser med 'systemet'?

Randi: Firkantede regler, der efterleves ned i tåbelighederne, er aldrig gode.

Laika: Ja, helt sikkert også ærgerligt for den lille asyl-familie. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, at de hellere ville sidde alene juleaften (som måske ikke er noget de fejrer, men alligevel).

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller: Jeg ved, som skrevet, ikke, hvem der koordinerede juleindsatsen, men dumt og ufleksibelt var det i hvert fald. Ja, du skulle melde dig som julegæst til næste jul. Jeg læste, at der flere steder var værtsfamilier i 'overskud' ved den netop forgangne jul, så der skulle være gode muligheder :-)

Pia: Man bliver nemlig så sur og så harm. I kæmper jeres kamp med/mod en anden del af et alt for stift system, og det må være til at blive vanvittig af.

Mor-monster: Ja, du har ret; det er synd for os alle sammen, at vores systemer skal være så latterligt stive.

Fruen i Midten sagde ...

Moster Tulle: Jeg ved jo ikke, om Røde Kors har nogen del i denne triste lille historie, men din historie er bare endnu et eksempel på dumme, rigide regler.

Lene: Det er også lige til at blive ked af, at det åbenbart skal være både stift og besværligt at ville gøre en god gerning.

Inge: Det er nemlig SÅ træls.

Mette: Rigtig dumt! Arbejder din søster på et asylcenter?! Jeg ville tro, at det var ret spændende, men hvis reglerne er alt for tåbelige, er det måske også temmeligt frustrerende?

Birgitte B sagde ...

Nogle gange så får jeg altså knopper af de der stive regler... suk. Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Pas på med det. Det kunne meget nemt udvikle sig til kronisk eksem ;-)

Mette sagde ...

Hun elsker at arbejde der og har fortalt os om de mange forskellige skæbner der. Det er meget frustrerende for dem der arbejder der, da reglerne hele tiden ændres eller bøjes eller et eller andet andet...

Liv ☆ sagde ...

Arj øv! Det er da bare rigtig øv. For alle parter. Arj øv (sikke et rigt ordforråd jeg har i dag).

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Godt, hun elsker det. På trods af frustrerende 'udfordringer' :-)

Liv: 'Arj øv' siger jo det hele :-)

monica sagde ...

hmf, her ville de gøre det så godt.. og de små piger gik bare glip af gaverne.. meget trist, hvor det ku' have været meget hyggeligt..