Patton og andre småtterier

Der blev også plads til andet end cykelløb og udflugter, mens vi var i Plzen.

Seværdighederne - i selve Plzen - bortset fra bryggeriet Pilsner Urquell, som vi havde set - hører dog til i småtingsafdelingen. Og varmen gjorde, at vi ikke gad bare at slentre rundt i de grønne oaser og/eller kigge på butikker.

Lidt blev det dog til.

Donnaen havde som modspil til alle mine kedelig forslag om kirker og museer fundet en tjekkisk udgave af Experimentariet, hvor Gemalen satte os af en dag på vej ud til sit løb. Det lå i en gammel, flot fabriksbygning, og der var masser af ting at kigge på eller prøve. Desværre var også mange opstillinger, som vi ikke kunne få til at virke. Og den engelske tekstning så begrænset, at vi ikke var i stand til at afgøre, om det skyldtes fejlbetjening eller fejl på opstillingen.

Lidt øv, men så kunne vi da se synagogen på vej tilbage til pensionen. Synagogen i Plzen er en af de største i Europa og har en fin rød facade med gyldne løgkupler. Byen havde oprindeligt en relativ stor jødisk menighed, men efter 2.Verdenskrig var den reduceret til en tiendedel, og synagogen bærer indvendigt meget tydeligt præg af, at man mangler midler til at restaurere og vedligeholde den.

Hverken Donnaen eller jeg har før set en synagoge, så vi havde ikke noget at sammenligne med, men vi var ikke imponerede. En mere synagoge-kyndig blandt MTB-O-rytterne gav os ret; den er kedelig. Så egentlig skal man nøjes med at beundre den udefra. Men har man først betalt for at komme ind, kan man jo glæde sig over, at entréen går til et godt formål ...

Oven på det mente Donnaen, at hun havde set mere end rigeligt af Plzen, og iøvrigt havde hun ødelagt sine hæle ved at gå i de helt forkerte sandaler og måtte således tapes ind i plaster de følgende mange dage, så ville jeg se mere, måtte jeg se det alene.

Nu havde jeg jo været oppe i kirketårnet, og ned i de gamle underjordiske gange gad jeg ikke rigtigt. Så en lørdag formiddag brugte jeg lidt tid på et meget lille, lokalt marked på kirkepladsen (eller også er det kirken, der ligger på torvepladsen?), hvor jeg flottede mig og købte en servietholder!

Og den allersidste formiddag gik jeg en tur på det lille museum Patton Memorial. Mest fordi jeg vidste, at jeg ville blive sur på mig selv, hvis jeg ikke havde undersøgt, hvad det gik ud på.

Det var virkelig et lille museum, og der var virkelig ikke meget at se, og det, der var, var virkelig ikke noget særligt, men mest småting, som forskellige, fortrinsvis amerikanske og belgiske veteraner havde doneret.

Alligevel var det bestemt ikke uinteressant, og jeg fik et par ekstra brikker til mit (aldeles mangelfulde) billede af 2. Verdenskrig og tiden derefter. For jeg var ikke klar over, at Bøhmen, altså den vestlige del af Tjekkiet, var blevet befriet af de allierede - af general Patton og hans 3. armé - og først senere forsvandt bag jerntæppet. Hvor må det have været ekstra surt, når man nu var blevet befriet af Vesten, kan jeg ikke lade være med at tænke. Men sådan var det altså. Og jeg vidste slet ikke, at man fra russisk side havde været så utilfreds med det faktum, at man simpelthen skrev historiebøgerne om og blandt andet tillagde arbejderne på Skodafabrikkerne en (alt for) stor del af æren. Desuden forsvandt mange af de efter krigen opsatte mindesmærker på mystisk vis og kom først frem igen - hvis de ikke var gået direkte til skrot - efter jerntæppets fald.

I det lille museums gæstebog kan man se, at det jævnligt besøges af amerikanere, der efterlader små hilsener om, at de nu følger i deres fars eller bedstefars fodspor for at se den by og det område, som han - faren eller bedstefaren - var med til at befri i sin tid.

Og sådan er det på forunderligvis sommetider de mindste ting, der sætter flest tanker i gang.

Mere jordnære tanker kom på banen, hver gang jeg købte ind i det lokale supermarked, der smart nok var placeret kun små 200 meter fra pensionen. Jeg æælsker at handle i udenlandske supermarkeder. Og kan bruge utrolig lang tid på det, hvis jeg får lov. Jeg skal nyde den gode plads. Der er altid bedre plads i udenlandske supermarkeder end i de danske. Har givetvis noget med kvadratmeterpriserne at gøre? Og hvor er det bare rart, at der er lys og luft i mellem varehylderne. Jeg skal glo på udvalget af frugt og grønt og af brød og kager. Og måbe over slagterafdelingen (og nogle steder, men ikke i Plzen også over fiskeafdelingen). Derefter skal jeg lede efter plaster til Donnaen, og efter det må jeg nødvendigvis se på krydderier og på hylderne med lokale vine og spiritus, som jeg slet ikke kender.

Alene udvalget af flaskevand kan jeg bruge lang tid på, og så er der de aktuelle tilbud, som - i Plzen i juli - er sylteglas i alle størrelser og varianter. Glas for sig og låg for sig. Tyve låg for ingen penge og et pænt antal syltetøjsglas til en pris, der for en til at overveje at sætte en import til Danmark i gang med det samme. Til sidst er der bare tilbage at tage pippet fra kassedamen, når jeg ikke som forventet svarer på tjekkisk, men alt efter humøret på engelsk eller tysk. Heldigvis er der display på kassen, og den indledende panik afløses af et genert smil og måske endda et 'Thank you, have a nice day!'

Kongeslot den ene dag og det lokale supermarked den næste.

Egentlig er jeg ret nem at fornøje ...

Flaskevand i store mængder i det lokale supermarked.