torsdag den 26. marts 2015

En hund med fire sokker


- I kan også give den bomuldssokker på for at afbøde det værste tryk direkte på de slidte trædepoter,

sagde dyrlægen, da jeg var heldig at fange hende, da jeg alligevel var på dyrehospitalet for at hente Kamelens pas, der var blevet midlertidigt inddraget til nærmere afklaring, da hun forleden blev vaccineret.

Dyrlægen kender - desværre - Kamelen og mig så godt, at hun gerne giver gode, gratis råd i forbifarten.

Så det gjorde vi selvfølgelig, så snart jeg kom hjem.

Eller det gjorde vi så ikke.

Jeg syntes, det var liige at gå til yderligheder. Og da jeg konstaterede, at alle trædepoter var i bedring, gik vi en tur. Uden sokker. Dog kun en lille tur uden for mange indbyggede strabadser. Stykket med skærver bag huset var dog ikke til at undgå. Og det gjorde lidt nas, kunne man se.

Det gør det heldigvis ikke mere, og skærverne er dermed en glimrende - omend lidt ondsindet - test af poternes beskaffenhed.

Vel hjemme igen efter en tilsvarende lille aftentur gjorde jeg dog alvor af et af dyrlægens andre gode råd og udsatte Kamelen for potevask. Det har hun efterhånden prøvet så mange gange, at vi snart kan optræde med det, uden at det behøver at foregå i et badeland. Hun tager det ganske roligt, at hun skal have dyppet først den ene og så den anden forpote i en skål med vand og sæbe (klorhexidin faktisk) og bagefter en gang til med vand alene for at skylle af igen. Lidt sværere er det med bagpoterne, men det skyldes snarere, at Kamelen er kilden end egentlig uvilje mod mine mærkværdige ideer.

Og så skulle hun smøres med fed creme. Havde dyrlægen sagt. Det mente jeg nok kunne vente, til det blev sengetid, for jeg havde ikke så meget lyst til at have hende til at dappe rundt på vores trægulve med fedtpoter ...

Allerede næste dag havde Kamelens poter det meget bedre. Kun en lille smule ømhed i højre bagpote kunne spores, når hun skulle passere skærverne.

Men så var det, jeg kom til at fortælle Donnaen om sokkerne, og vi kunne hurtigt blive enige om, at det ville være ret sjovt at se Kamelen med sokker på.

Fluks gik Donnaen i gang med at give Kamelen sokker på. Og Kamelen fandt sig godmodigt i det. Omend hun syntes, det var meget, meget sært. Især da hun forsøgte at gå på det glatte køkkengulv og grangiveligt lignede Bambi på glatis. Samtidig var Donnaen ved at trille om af grin, så da vi nåede til at skulle forevige Kamelen med sokker på, var det umuligt at få dem begge to til at stå stille, og da Kamelen i løbet af nul komma ingen tid havde rystet de bagerste sokker af, kunne vi ikke nænne at hive dem på igen.

Men som kompensation for alle Kamelens fortrædeligheder lovede jeg hende en fin ny madras. Den er faktisk allerede kommet, men var vakuumpakket og skal derfor ligge et par dage og nå sin rigtige facon, før den må tages i brug.

Det har jeg fortalt Kamelen,og det forstår hun selvfølgelig godt, for hun er en majet klog hund.


Stå nu stille!

17 kommentarer:

Kisser sagde ...

Det er ubetalelige øjeblikke. Hunden som midtpunkt os mennesker der må tørre øjnene af bare grin.

Ellen sagde ...

Hahaha - Jeg har en hund med fire ... sokker :-D - men det var nok også ShuBiDua du tænkte på med den overskrift.
Ih hvor ville jeg gerne have været med i stuen lige der :-)

Fruen i Midten sagde ...

Kisser: Det er der i høj grad. Donnaen var helt færdig :-)

Ellen: Det var det nemlig. Det var ret sjovt. I hvert fald for Donnaen og mig. Somme tider tror jeg, Kamelen forstår, at det er hende, vi griner af, og så synes jeg, hun ser lidt småfornærmet ud :-)

M.S. sagde ...

Det er da sødt:) Håber Kamelen er glad for sin nye madras:)

monica sagde ...

de kære dyr - de er en kilde til glæde og sjov, det er så herligt! Og det tror jeg de nyder :)
Hun bliver passet godt, den kære Kamel

monica sagde ...

nu har jeg bladret igennem endel HUND indlæg på bloggen - herlig læsning. Hvad vejer hun nu ?
også hedder hun jo Maddie , den bette bøvs.. :)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Jah, det er det da :-) Det bliver hun. Håber jeg.

Monica: Kamelen nyder selvfølgelig at være i centrum. Men jeg synes altså, at hun godt kan se småfornærmet ud, når vi griner af hende :-)

Hold da op, du har været helt tilbage og læse! Ja, hun gør nemlig. Hun er oppe på 41-42 kg nu, så hælene skal sættes godt i en gang i mellem :-)

Annemor sagde ...

Du eller Donnaen må sette seg ned med strikkepinner og strikke flotte sokker, Husk hullbord til snor slik at sokkene sitter godt :)
Hun var nok et syn :)
Klem :)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Hverken Donnaen eller jeg kan strikke, så Kamelen må undvære hjemmestrikkede sokker. Ville ellers være noget så fint :-) Klem tilbage.

Liv (pladstilverden) sagde ...

Årh den lille kamel, ikke nok med at hun har ondt, men så skal hun også påduttes (2 x 4) potevask og ydmyges i offentligheden (foto). Tsk tsk. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til det Midterfrue. Det næste bliver vel gevir til jul og et mavebælte med æg i her til påske?!

Inge sagde ...

Hahahaaaa... Stakkels lille Kamel, tænk at få trukket hvide damesokker på alle 4 poter, og blive grinet af samtidig.. Godt den offentlige hundeforsorgen ikke var med, så var hun måske blevet tvangsfjernet for ikke at få varige skader på sit følsomme unghundesind.. ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Du siger noget! Et gevir til jul havde jeg selvfølgelig tænkt på, men ikke mavebæltet til påskeæg! Det vil da helt sikkert klæ' Kamelen ;-)

Inge: Ja, det er nok godt, at ingen ved noget om det, for så var Kamelen nok blevet tvangsfjernet, som du skriver. Donnaen var røget på institution for unge, utilpassede bøller, og jeg var nok også kommet ind og spjælde ;-)

Lone sagde ...

Det er bare SÅ komisk at se en hund med sokker eller sko på.
Jeg har ligget flad af grin ved at se nogle videoer på youtube :-)

Hvor er det dejligt at høre, at kamelen har det meget bedre :-)

Laika sagde ...

Man kan købe sådan nogle fine sokke/støvleagtige nogle hos Maxi Zoo. De er tykkere og med velcro så de ikke kan rystes af. Vi brugte dem til vores gamle hund da han slidt hul på trædepuden. Vi har nemlig også sådan nogle væmmelige sten.

Fruen i Midten sagde ...

Lone: Ja, de stakkels kræ ser jo ualmindeligt komiske ud :-) Kamelens trædepoter helede heldigvis meget hurtigt :-)

Laika: Kan man virkelig købe sådan nogen. Det glemte dyrlægen at nævne ... Godt at vide, hvis det skulle ske igen. Og det håber jeg selvfølgelig, at det ikke gør! :-)

Jacob sagde ...

vores hund har også fået sokker på -- så lammer den ikke så meget om natten når han vandre rundt ...

Fruen i Midten sagde ...

Jacob: Du må sove ualmindelig let, hvis det er nødvendigt at give din hund sokker på :-)